Vilavejens mørke får (Abigail)

Tid: 23:35
sted: en eller anden Villavej hun ikke kender.
Vejr: mørkt og koldt
Omgivelser: ingen de fleste er uden for

Amber havde fået lov til Zann være udenfor i et stykke tid, vinden legede med hendes hår og det var godt at være udenfor. Hendes falkeblik gemsøgte området, men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre hendes øjene var helt mørke af sult, men det var ikke det eneste hun ville så gerne hjem til sit palæ, men sprøgsmålet var om kunne nå det. Hvis også hun skulle havde noget at spise. Hun sukkede svagt begyndte at gå, hun vælge mad eller at komme hjem i bare et par timer. Hun forsatte ned af vejen i sine enge mørke tanker. Måske var hun heldig at kom nogen hun kunne kaste sig over når da nu kom nogen. Hvilket der sikkert ikke gjorde når de var på villavej hvor alle sov.

Abigail havde aldrig før fået lov til at blive så længe ude. Hendes mor mente at det var for farligt, og ville altid have hende hjemme inden mørkets frembrud. Men den aften havde der været fest og hun havde, med nødt og næppe, fået lov til at blive lidt længere ude. Tiden var desværre løbet fra hende og det var blevet alt, alt for sent.
Derfor var det også med benene på nakken, at hun begav sig hen af den mørke villavej, mens hun konstant kiggede sig over skulderen.

Amber havde forlængest fået færten af den pigen som var på vej lige ned imod hende, hun stoppede op. Hun rettede op i sin fulde længde. Hendes øjene opfangede hurtigt pigen og hun betragtede hende kort, hun var drog for ung til forvandle, men det havde amber heller ikke lyst, men kunne mærke pigens fornemme pigens blod, som bare ventede på hende, hun lagde sit ansigt i nogle mere venligere folder smilede ikke for bredt så hendes sylespidse tænder kom til syne, men et smil som kunne holde dem skjult for pigen. " undskyld mig" sagde hun sådan halvråbende så pigen kunne høre hende. Amber spillede faktisk godt skuespil når hun ville opnå noget. Så nu ville spille fortabt og en der var farret vild.

Hun stoppede bart op, da hun hørte nogen råbe. Egentligt havde hun mest lyst til at forsætte derud af, så hun kunne komme væk fra den vej, som hun for få øjeblikke siden havde troet var gudsforladt. "Ja?" sagde hun spørgende, overraskede egentligt sig selv. Hun ville normalt være så bange for sin mors vrede, at hun ville have ignoreret alle og enhver, også bare forsat derhjem ad.
Det var for mørkt til at hun kunne se kvinden eller piges udseende, men ud fra stemme at afgøre, virkede hun venligt nok. Måske ikke mere end ti år ældre end hende selv, sådan lød det i hvert fald. Men det var før sket, at hun havde taget fejl. Meget fejl. Forhåbentligt var det her ikke en af de gange. Hun ville hade, hvis hun var stoppet op, for en ældre herre, der bare ville udnytte hende.

hun smilede svagt idet hun havde fået pigens opmærksomhed og hun gik hen imod hende, hun smilede en del bredre, men ikke bredt nok til at pigen kunne se hendes tænder. Hun lagde svagt hånden i sine lommer før hun rettede sig op " jeg er farret vild og ved ikke rigtigt hvor jeg er" sagde hun og lød virkelig som en der havde brug for hjælp. Hun kiggede tænksomt på pigen og sukkede svagt.

Abigail kiggede forvirret rundt på vejen. Det var for mørkt til at hun kunne se vejens navn eller husnummerne. Så i stedet trak hun hurtigt på skulderne og så på kvinden igen. "Jeg ved det, desværre, ikke..." sagde hun undskyldende og lod den ene fod glide frem og tilbage, i tvivl om det var rigtigt eller forkert at gå videre nu. Hun kunne jo ikke hjælpe, men det ville vel virke uhøfligt, hvis hun bare gik... Ville det ikke? Jo, det ville det helt sikkert, blev hun enig med sig selv om og blev derfor stående, selvom at noget sagde hende, at hun skulle væk derfra. "Så jeg kan desværre ikke hjælpe." Hun så rundt og atter hen på kvinden, med et svagt smil.