Hjem ad <> Cecilie

Tid: 09:34
Sted: Gamle bro
Vejr: Koldt, en smule vind og få skyer
Omgivelser: Sådan...bro agtige?
Påklædning: Beige korte stilet støvler, en sort frakke strammet ind i taljen, en sort stram nedringet bluse der når ned ned til midten af hendes lår og sorte leggins



Aimée kom lige så stille gående hen over den gamle bro. Hendes stillet støvler klikkede højlydt mod træværket og hun gjorde ikke noget for at dæmpe sig. Hendes ånde blev til røgskyer foran hendes mund, når dens varme mødte den kolde morgen luft. Nogle ville kalde det morgen andre måske ikke. Aimée var på vej hjem, hun havde fundet sig en kunde sent på aften og havde været der til klokken 08 hvor hun havde listet ud med de penge hun havde tjent i den ene frakkelomme. Hendes blege ud lyste mod hendes mørke make-up og påklædning, hun havde altid været blev men efter hendes misbrug af stoffer havde taget overhånd, var hun næsten blevet kridhvid og hendes krop var også skrumpet markant ind, da hun hurtigt havde tabt sig i væk. Men selvom hun var misbrugere var hun stadig en tiltrækkende ung kvinde, noget hun brugte når hun var på arbejde.
Hun så op mod himlen hvor en lysegrå sky dovent svævede afsted, ingen bekymringer intet at forholde sig til...hun misunde den.

cecillie sad på broen og kiggede ud over vandet. hun sukkede dybt.. hun kunne lide stilheden. det var ikke tit hun var her mere. ikke efter den nat.... den nat hvor hun måske kunne ha været død. hun sad i sine egne tanker. og lagde slet ikke mærke til at en klikkende lyd kom nærmere. hun trak på skulderen. En lille tårer faldt ned af hendes kind. hun havde oplevet så meget. det var slet ikke fair.

påklædning : i fin lille blonde kjole med perler. bare tær. og håret hængene ned af ryggen.

Aimée opdagede pigen der sad længere fremme, hendes første tanke var bare at gå videre. Hvorfor skulle hun stoppe og snakke med hende, der var i hvert fald ikke mange som ville snakke med Aimée når de opdagede hvad hun gik og lavede.
Da hun kom tættere på opdagede hun at pigen så ud til at græde, nu vidste hun ikke helt om hun bare skulle sætte farten op, lade som om hun ikke havde set pigen eller om hun skulle stoppe op og se hvad der var galt.

Det var en svær beslutning for hende, især fordi hun stadig var påvirket af den store mængde heroin hun havde taget den nat, for at kunne holde ud at være prostueret.

Cecillie så op og opdagede en pige gik. hun tørrede hurtigt sine kinder og lod som om intet var sket. hun kiggede bare ud i vandet og sagde intet. hun vidste at hendes stemme ville afsløre hende. hun tog nogle dybe vejrtrækninger. hun tog hånden op til munden og rømmede sig.

Aimée satte farten ned da pigen så mod hende, hvad skulle hun gøre nu? Hun hadede når folk var kede af det, hun hadede når hun selv var ked af det og græd. Men hvad græd pigen over? Måske havde kæresten slået op eller noget i den stil, måske et eller andet som hun mente var forfærdeligt.
Aimée gad sjældent at trøste folk, nogle gange var deres problemer rent luksus i forhold til alle de problemer hun selv havde. Det irriterede hende når folk mente at deres problemer var være end hende. Fars død, voldtaget og banket af stedfar, moren der var ligeglad med hende og så stofferne som hun vidste engang skulle blive hendes død hvis ikke en kunde gjorde det først.

Cecillie kiggede op på hende igen da hun kunne mærke at hun blev betragtet. hun så dyster ud. der var sikkert noget galt. hun kiggede bare op på hende med sinde store indtrængende blå øjne. "*hvad er der galt*" sagde hun til hende via teleparti. stemmen skulle gerne være som en hvisken i den fremmede piges hovede

Aimée stirrede tilbage med sine isblå intense øjne, da pigen så på hende. Måske kunne hun skræmme hende til med stirren så hun slap for at skulle trøste.
Det gav et sæt i Aimée da stemmen var i hendes hoved. Hun løftede den ene hånd og trykkede den mod det ene øre. var hun ved at blive sindsyg? Hun vidste at alle de stoffer hun tog påvirkede hende, men skulle hun nu også til at høre stemmer?!?!

Hun så en sidste gang på pigen inden hun satte igang igen. Hun gik hurtigt mens hun mumlede for sig selv. Lysten til stoffer var pludselig dukket op i hende.

"*JA det er mig der snakker*" sagde/hviskede hun og lagde hovedet på skrå. Hun kunne ikke lade hver med at smile lidt da hun så pigens ansigtsudtryk. hun kiggede væk ud mod vandet igen. hun lavede nogle små ildkugler og smed dem ud i vandet. hun tænkte vidre. alle de ting der var sket. alt det der kommer til at ske. Hun ville tage kampen op mod jaster... når hun altså havde samlet en hær

Aimée så tilbage på pigen, det kunne umuligt være pigen stemmen kom fra. Hun daskede sig selv mod siden af hovedet for at slå stemmen ud. Hun vidste at hun ville blive skør en dag, hun hadede sit liv og alt som forvirrede hende, satte tankerne igang. Hun ville være neutral, ingen minder, ingen tanker...bare død.
Den klikkende lyd fra hende stilet støvler blev hurtigere da hun satte farten mere op.

"hvorfor slår du dig selv?" sagde hun.. sådan som man normalt snakkede. hun kiggede stadig ud mod vandet. hun sukkede dybt. hun ville mest af alt bare glemme hvad der var sket. bare i en time. alle de ting der var inde i hendes hovede. det var et rent helvede. for mange tanker på en gang. ikke engang en som hende kunne klare det