GRUMME TANKER

S:Kamp arena
T:23:00
V:det øser ned af regn
O:Ingen,bare stilheden
P:elements tempels dronnings kampdragt


Shurican sad i en fangekældere hvor alle kamp deltager er,hun sad i sine egen tanker og minder sig selv om hvordan hun var endt her selvom hun havde det under ligt i maven.Men det tænkte hun ikke så meget på for hun var alligevel i sine egen tanker og havde minder fra da hun var i elementernes Tempel, hun var fanget her som et vilddyr selvom hun ville ønske at hun var fri,at hun kunne gører hvad hun vil som hun gjore i Thailand i stedet for hun bliver jagtet af nogle læger,politiet eller blev udsat for noget som totur eller andet.Hun sad i et mørke hjørne med hovedet ned i knæet.

ej folkens kom nu alle er velkommen hvis de tør.....

Amber havde med held fået vagter lokket væk og var gået ned i fangeklæderen for at se om der var nogen hun kunne bruge til sin plan hun gik med hastige skridt ned trappen imod cellerne men de første celler fandt hun ikke noget særligt forsatte et hånligt smil spillede over hendes læber da hun fik øje på den lille og fortabte pige hun sagde ikke noget men hendes øjene lyste af kulde hun stoppede sit hånlige smil og hendes ansigtudtryk blev ulæsligt " vil du gerne ud?" spurgte koldt og ligegyldigt hun viftede med nøglerne hvordan hun havde fået dem var ligegyldigt men hun havde dem og det fik hende til føle sig ret stor og betdyningsfuld men hvis pigen bare alligevel sidde der rådne op var det op til pigen men pigen skulle ikke tro hun slap så let hvis hun ville ud faktisk havde pigen ville nok havde det bedst med sidde der inde i cellen men Amber følte stor behov for hjælpe pigen men i hendes betydning af hjælp var ikke den samme som andres men det kunne pigen ikke vide amber hørte svagt mumlen nogen var på vej og trak ret hurtigt ind skyggen

Shurican kunne hører en pigestemme der tilbød hende at hjælpe hende men Shurican sagde ikke noget for de fleste plejer at være ligeglade med hende.Hun kunne hører vagterne komme og tænkte at pigen er løbet væk,vagterne åbnede celle ind til hende"så er det din tur"sagde han med et grimt grin"ved du hvad din grin er hæsligt og modstanderen kan bare komme an for jeg er alligevel den stærkeste"sagde hun men vagterne grinte.

et Smuket lyse dukke op. Og en engel kom frem i mellem dem " stop jeg tillade ikke at i gøre sådan noget " sagde malika, som engen hed hun var und og smuk og meget stærk hun var en skytsengel. Som holdt hånde over dem hun selv valge

Shurican sagde ikke noget for hun var bare ligeglad med at blive toturrer eller skulle i en fareligt kamp for folk inorrede hende altid og hun følte at ingen vil være sammen med hende.Hun ved ikke hvorfor pigen stoppede dem op og hvorfor hun ikke ville have at de sendte flere i en kamp"ved du godt at forsinker os"sagde hun så og stirrede ud i den blå luft.

" ingen skal lever under disse forholde " sadge malika og stod i vejet for mænden. Og næget at flytte sig fra cellerdøren hun var ikke bange af sig mere og ville aldrig, være det mere

"sig mig hvorfor kan du ikke bare være ligeglad med det for der er nogen der alligevel er ligeglad emd mig for ingen vil tale med mig eller besøge mig"sagde hun stille"for de fortår ikke mine føleser og de tror alligevel at jeg er hjælpeløs når jeg godt kan klare tingene"

" jeg er en skyttsengel og jeg hjælpe alle som jeg vil og i dag er det dig som jeg vil hjælpe " sagde Mikala

Shurican så undrende på hende og viste ikke hvad hun skulle sige,Hun stirrede ned mod sine fødder og var tavs.

Mikala stod foran døren og rykke sig ikke

"du behøver ikke at hjælpe mig"sagde hun stillet og venligt for hun følte alligevel at hun ikke er noget til nytte.