egentlig hjemme,håber nogen vil kom på besøg(åbent for alle)

S : Thailand i byen Bangkok
T : 2:00
V : en lunt aften,lidt køligt og måneskin
O : ingen...men håber der kommer nogen
P :sin slidte tøj,bare fødder og lidt beskidt

Shurican var rejst fra Vida til Bangkok i Thailand med et fly,hun følte sig lidt godt tilpas for at være hjemme i Thailand.Men noget plagede hende for hun tænkte på dem hun kender,hvad nu hvis de ikke viste at hun er rejst eller ikke vil besøge hende.Hun føler et stort sorg over at måtte forlade sine venner,men hun følte sig heler ikke noget spicelt for dem for det er som om ingen ville snakke med hende mere.Hun begyndte at gå for at finde den gamle kirkegaard som hun boede på da hun var lille, hun gik med tårer i øjne hun for hun følte ingen holdt af hende.

P:kig billede

Adam kom gående langs kirkegården.
Hans blik gled over de mange gravsten. Hele hans famile lå også sådan et sted. Han kunne godt nok ikke huske dem så godt mere, men det føltes somom noget manglede når han tænkte tilbage på dem.
Han trak hætten godt ned i øjnene og gik langsomt videre, mens han fløgtede for sig selv.

Shurican gik på kirkegaarden,hun havde savnet at være der og hun savnede også lyden af klokkernes melodi som hun elskede at hører hver morgen.Hun håbede der kunne spilles lidt,men hun mærkede noget i jorden der gik nogen here.Hun begyndte at hører klokkerne spille mens hun ventede på at vedkommen der gik her skulle komme.

Adam drejede ind på kirkegården, da han kom til lågen.
Han besøgte tit kirken, selvom han ikke så ud til det var han meget religiøs anlagt. Det havde han fra sin far der havde været præst.
Han fløjtede stadig, da han nærmede sig selve kirken. Han så kort op mod natte himlen.

Shurcian sad for sig selv inde i kirken,hun fik lyst til at synge med på melodien.Hun kunne huske melodien fra den gang hun var lille men hun kunne føle at der er nogen til stedet,hun sang bare videre og håbede på at vedkommen ville komme ind eller om vedkommen gik igen.

Adam stoppede ved døren ind til kirken. Hans hånd hvilede et øjeblik på håndtaget, han lyttede. Forsigtigt skubbede han døren op.
Han gik med langsomme skridt ind i kirken og stoppede ved de første bænke.
"God aften"sagde han med sin charmerende stemme og så på pigen.

"oh godaften "sagde hun og kunne hører at det var en drenge stemme"øh må man spørge hvem er du og hvad laver du her"hun var lidt nysgerrigt over det.


//jeg skal lige noget med min far men svare igen når jeg kommer hjem okey//

"Jeg er Adam Lambert"svarede Adam charmerende. Han gik langsomt op gennem midten af kirken hen til hende.
"Hvem er du selv?"spurgte han og lænte sig ind over bænken hun sad på 's ryglægn.

"okey jeg hedder Shurican Pingchuan "sagde hun mens hun stirrede ud i luften og lyttede til klokkerne"hvad laver du her "hun var nysgerrigt. Hun stirrede ud i det blå luft mens hun tænkte lidt i sine egen tanker.

Adam smilte og afslørede sine hugtænder. Han kunne se at hun var blind.
"Minder"svarede han enkelt.
Han satte sig ned på bænken og slog fødderne op på ryglægnet på bænken foran sig.
"Hvad laver ud selv her?"

"tja det sammen eller retter sagt bor her "sagde hun "forstår du jeg har boedet her siden jeg var lille,men for 17 år siden taget væk fra mit hjem og var endt i byen Vida og det tog mig fatisk længe før jeg kom her tilbage og nu er jeg her"hun lugtede lidt og tænkte"jeg vil gætte på at du er en vampyr"sagde hun med et gæt

"Rigtigt"sagde Adam og satte sig godt til rette.
Han slog hætten tilbage og kørte fingrene gennem det sorte hår.
"Vida? der kommer jeg også fra"sagde han i et forsøg på at få startet en samtale.

"okey"sagde hun lidt overrasket"jeg er blandet race,Halv dæmon og halv Vampyr"hun tænkte lidt hvad hun ellers skulle sige"jeg ville have blivet i Vida men jeg syntes ikke at jeg hørte til der"hun sad og stirrede stadigvæk ud i den blå luft.

Adam nikkede "Okay, cool"sagde han og vippede bænken de sad på tilbage, det var som at vippe på en almindelig stol for ham.

Shurican kunne ikke komme på noget mere at sige så hun begyndte at nynne stille igen hvor efter nynnen blev til sang,hun elsker musik og elsker at synge men hun plejer at holde sin syngeri for sig selv.

Adam lyttede og strakte sig. Han rejste sig op.
Bænken vippede frem igen med et brag.
Han smilte og så rundt i kirken.

hun hørte et brag og smillede lidt,hun sang lidt videre mens hun tænkte lidt"har du et job egentlig"spurgte hun nysgerrigt og prøvede at komme på flere spørgsmål så de kunne holde samtalen.

"Ja"svarede Adam og så på hende, mens han var på vej op mod alteret.
"På diskoteket der hjemme"tilføjede han og var nået op til alteret. Han pillede lidt ved en af de mange figurer.
"Har du selv et arbejde?"spurgte han og så kort tilbage på hende.

"nej eller jeg blev tvunget til ta arbejde for en mand jeg ikke kan huske hvad han hedder,men jeg arbejdede som en tjener men da det gik galt fandt han ud af at jeg var ubruge lidt og sdden har jeg aldrig haft et arbejde"sagde hun og gik hen til alteret"hvad med din familie"

Adam trak på skulderne og så op på korset.
"Mmhm...Døde"svarede han og smilte skævt. Han slentrede hen til den foreste bænk og satte sig ned på den og så på hende.

"det er mine også,jeg har aldrig kendt dem kan man sige"sagde hun med et lille grin som et pusit tilfælde"har du ellers noget vi kunne snakke om"hun tænkte lidt for måske var han ikke så meget til snik, snak.

"Nej"svarede Adam og så kort på hende. Han vippede med bænken. På en måde gik hans opførsel i kirket imod at han var fra en religiøs familie. Ikke mange andre ville opføre sig sådan i en kirke.

"nå okey"sagde hun med et suk mens hun tænkte på hvordan de skulle holde deres samtale igang.

Adam smilte skævt og rejste sig op. Bænken vippede frem og tilbage et par gange og larmede frygtelig. Han smilte bare muntert af det.
Han begyndte at gå ned mellem bænkende.

"hvad med venner eller kærster "sagde hun som ide"vi kunne også tale om intreresser elelr noget i den stil"hun stod ved alteren.