Den talende? *Shurican & Aiko*

En kvindelig ung elver sad på en klippeafsat, et godt stykke inde i skoven. Hun havde en lyse grøn sommer kjole på der kun lige dækkede det nødvendige. Udskæringen var dyb og den stoppede på midten af de slanke lår. Hun nynnede svagt, mens hun vippede med sine fødder, der hang ud over klippekanten, hun havde sorte gladiator sko på der snorede sig op til hendes knæ. Et par smaragd grønne øjne var rettet ud over skoven og dens træer. Den lette brise fik bladene til at rasle og fik skoven til at synge. Den kvindelige elver sang lydløst med.

Shurican gik for sig selv,hun tænkte at enden hun ville tage hjem til Thailand så vil hun gå sig en tur i skoven.Hun lyttede lidt for det var som om træerne de sang selv jorden sang med,hun elsker jord og naturen for det er så dejligt selv om sommeren når vejret er godt.

Aiko gik tom rundt skoven. Der var ingen grund til at være her, men hleller inden grund til at lade være. Intet, der foregik lige nu havde en grund. Intet.
Og det var der selvfølgelig ingen grund til.

Den kvindlige elver rejste sig op og gik hen til det nermeste træ. Langsomt lagde hun hånden mod stammen og fik den til at fortælle hende og hvad og hvem der havde været på klippeafsatsen før hende. Den var ikke så gammel, så den havde ikke lige så meget som nogle af de ældre træer at fortælle.

Shurican lyttede til stilheden der var i skoven,hun lukkede øjne mens hun næd vejret.Hun gik stille for sig selv i sine egen tanker.

Aiko sukkede og lagde hænderne på hovedet. Derefter lød hun sig faled bagover og hun lanede blødt i sneen. Langsomt gnavede kulden sig vej gennem laget af tøj. Aiko fik nogle små kuldegysninger, men tog sig ikke af det. Hun blev i sin lille, ensomme verden.

//Aiko, det er sommer//


Den kvindlige elver begav sig ned af klippeafsatsen, og så sig rundt mellem skoven. Mun der var nogle vandrede ude, som havde nogle små hemmeligheder? Hun smilte sit lumske charmerende smil, da hun begyndte at gå ind melelm træerne. Hun var jo ikke ond, bare lidt mærkelig kunne man jo sige at hun var.

Shurican gik hen til fodden af skoven og kunne mærke at hun var ude af skoven,hun stod ved klippeafsatsen og stirrede ud i det blå.Hun stod i sine egen tanker mens hun mærkede varmen fra solen.

Aiko sukkede, da kuldegysningerne og rystelserne tog til og rejste sig kejtet. *Øv... nu var det så dejligt...*. Hun fortsatte sin vandring hen af stien. I tavshed gik hun skridt for skridt, men mærkede ingenting.