It's my life!.. [Rosa]

Tid :: Ved en aftenstid.. Godt og vel 18:00
Årstid:: Jo.. Vinter.. Hvor der ikke er for mange skygger..
Sted :: Gå gaden ?
Vejr :: Mørkelagt, men der er lygtepæle og en masse butikker.
Omgivelser :: Få folk der går over imod natklubberne..
Påklædning :: lyse blå jeans, blå lang jakke.. Nogle all-stars sko, hue halstørklæde og vanter i samme grønnefarve...
_________________________________________________________________________
Clary sukkede og sad på gågaden op af en mur. Hun så folk gå forbi hende, og se lidt underligt på hende.
Hun havde sin halskæde i hånden, og hun sukkede let. Hun følte sig træt, men hun nød at se de glade.. For det meste ældre mennesker.. Gå forbi hende, og gav hende nikket.. Dette der sagde, at man var anerkendt. Og at man var god til dette man lavede, at man ikke bare var en eller anden hjemløs.. Der ikke kunne overleve dette, den selv havde sat op foran sig selv. Hun var godt nok ikke hjemløs, men hun havde heller ikke verdens bedste lejelighed.
Havde hun ikke?
Hun havde haft det godt.. For hendes forældre passede på hende, og sådan. Men hun manglede noget, noget ekstraordinært!. Hun manglede at finde noget, hun havde jo følt sig nærmest fanget hjemme hos hendes forældre. Men hun havde også boet der i et par hundrede år, det kunne godt være lidt træls i længden. Men de gamle sagde jo altid, at de fleste mænd lige satte hende i sigtekornet. Men hun havde jo hendes bue og hendes pile, så hvorfor være bange?
Måske var det dumt, og måske ikke.. Men det var rejsen hver, hun havde det godt i denne by. Og det var vel flinke nok, til at nusse hende engang i håret.
Der var nogen der før havde set hende på gaden, de gik forbi hende og kastede en pakke smøger og en lighter hen til hende. Hun så lidt efter dem og så derefter på smøgerne. Nej, hun røg ikke.. Hun så stadig på dem, med lidt afsky. Og rystede på hovedet, da hun samlede den op, og lagde den i hendes lomme. Bagefter begyndte hun at lytte til vindens susen, og de forskellige folks meninger. Dét var hendes liv..

Rosa gik hen af gågaden. Som altid var hun iklædt en enkel kjole med en jakke udover. Hendes vinger var gemt væk under jakken. En nødvendighed, når der var andre til stede. Det havde altid irriteret hende at hun ikke bare kunne gå med sine vinger frit, men menneskerne der boede i byen, kendte simpelthen ikke nok til noget som helst. De ville dræbe hende, hvis de vidste hvad hun var.
Et suk gled over hendes læber og hun lod blikket glide rundt. Normalt så hun slet ikke hvor hun gik. Hun gik bare. Det var mere fredfyldt. Men lige i dag var det anderledes. Hun havde af en grund forladt sin lille rolige gade, hvor hun boede.. boede var nu så meget sagt. Hun holdt til der, da hun ingen lejlighed eller hus havde. Det var den eneste gade, hun endnu ikke var blevet smidt væk fra.. Grunden til at hun havde forladt sit lille paradis af en gade, kendte hun ikke. Noget havde bare hevet hende op at gå, en fornemmelse der ikke var til at beskrive. Men hun stolede på den såkaldte fornemmelse og ville altid lystre hende. Det lød måske dumt, men i hendes ører var fornemmelsen, Gud der holdt øje med hende og ønskede hende det bedste.
Rosas blik faldt på Clary og et smil tog plads i hendes i forhånden venlige ansigt. Der var noget over denne pige, der ikke var som med menneskerne.. Noget specielt. Hun kunne ikke beskrive det, men hun var sikker på at dette var grunden til at hun havde forladt gaden.
"Hej." sagde hun, i det hendes skridt ændrede retning og nærmede sig Clary. "Må jeg sætte mig her?"

//...?//