den sidste nat i skoven

T: 00:00
O: ingrn
V: regen
S: skoven
P: se avt



Malika sad alene uden for sit telt. Hun ville ikke være her mere hun ville hjem til sit eget hjem, hun var sat her fof at gøre ander glade men hade nydte det når man selv er ked af det. Ingen af hendes venner vile nogensiden huske hende igen da hun ikke var noget som mange viste hade følser, som alle ander der for ville hun enden rejse sig vej eller slog sig selv ihjel

Shurican gik for sig en tur ude i skoven,hun havde været ope hele natten fordi at hun ikke kunne sove.Hun kunne mærke at der var andre til stede men hvor det viste hun ikke ,hun lyttede og kunne hører stilheden og regnen der sildede ned fra himlen.Hun kunne hører små dråber der dryppede ned på jorden.

Mikala gik rundt inde i sit telt. Med et had til sig selv over det hun hade gjoret men det kunne ikke laves om nu, da det var sket så langet tilbage hun kunne huske hun var ikke så ren. Som en engel skulle være hun hade meget savnest tøj på og hun var meget beskidt, da hun ikke hade noget at vaske sig for eller gøre rent for mere alt var lige meget nu. hun hade midste sine venner og veninder

Shurican sprang op i et træ for at finde ud af hvor vedkommen er,hun lyttede lidt omkring men kunne kun hører regnen der sildede ned.Hun begyndte at fløjte lidt for at hører om der var nogen der kunne hører hende,hun kunne også hører at regnen rammer noget men hun viste ikke hvad for det var ikke høj nok til at høre.

Malika skreg af sig selv. hvorfor var hun sådan en kryster og en bangebuks som hun var hun hadet sig selv for at være, sådan en bangebuks af en engel at være hun hade ikke nogen som helst mere. Alle hade slog hånden ad hende

Shurican hørte en skreg,det var en pige stemme og hoppede i den retning hvor skreget kom fra*hvad er hun mon så sur over*tænkte hun og hoppede hen i nærheden af pigen.Hun sad oppe i toppen af et træ i nærheden"Hallo"sagde hun"er her nogen" hun lyttede.

lyden kom inden fra telte. Hvor Mikala råber og skreg af sig selv fordi hun var så bange af sig, og det kunne en engel ikke tillade sig at være for så var de ikke nogen gode engel mere. Men Mikala var ikke bare en engel men lyset og håbes engel og en skydtesengel,

"HALLO DER INDE "råbte hun så"KOM FREM"hun ventede på at vedkommen skulle vise sig og kunne se hende oppe i træet for hun gad ikke til hoppe ned nu hvor hun elsker at sidde i toppet af træer.

Malika kom ud. Hun så meget forkerte ud hun hade ingen vinger mere og hun var beskidt, men gik ned for at vaske sig hun hade godt set den ander i træet men gad ikke sigen noget. Hun hade får skår sin vinger af en nat hvor hun hade ligge og sover så hun hade små ar, på ryggen og de var meget røde og så ikke godt ud

shurican sprang ned fra træet og kunne føle at pigen var ked af det"hvad er der med dig"spurgte hun venligt og stirrede på pigen der var igang med at vaske sig.

bag på hendes kjole kunne med se et spor af blod. hun hade midste sin vinger så hun kunne slet ikke flyve mere, og det var ikke godt for en engle " har midste alt 2 sagde Mikala bare. Og det passe også alle hendes venner og veninder så hun ikke mere og hendes vinge var væk

"av for den" sagde hun for hun havde ondt af hende,hun kunne godt forstå det hvis det var hende der havde mistet sine vinger og viste ikke hvad hun skulle sige ´.Hun stirrede på pigen uden at sige noget hvor efter hun stirrede rund omkring.

Mikalas aruar var meget svage. Efter om hun hade midste ikke kun sine vinger men også en del blod ved det, så lå hun ved åen og ryste af kulde det var noget så koldt for hende

"du fryser "sagde hun og brugte jordbetvingelse til at skaffet noget til at tænde et bål med,hun brugte der efter ildbetvingelse til at tænde bålet"kom og sæt dig ved bålet "hun stirrede på pigen.

Mikala satte sig ved bålet. Hun frøs ret meget da hun ikke hade det godt

Shurican stirrede lidt rund uden et ord for hun viste ikke hvad hun skulle sige.

Mikala så ned i jorden. Hun hade forbening omkring sit ene ben

Shurican stirrede på hende "du er en engel er du ikke "spurgte hun så med et gæt "godt nok har jeg mødt nogle engler men ikke en der har fået skåret sine vinger af"hun tænkte at hun nok ikke skulle nævne det.

2 jeg er eller rette var en engel for uden mine vinger er jeg ikke rigtig en engel mere og jeg ved ikke hvem der gjore det i mod mig " sadge Mikala græden

Hun satte sig trøstende hos hende,men hun viste ikke hvad hun skulle sige for hun ville gerne trøste hende.

" det er slut nu jeg kan ikke mere. efter jeg har midste både mine venner og mine vinger kan jeg ikke mere " græde Mikala svaget

"hey intet er slut,du kan få dig en ny ven "sagde hun og ville gerne være hendes ven.

" du forstår ikke uden mine vinger er jeg ikke en engel mere og det er det jeg er født som og den enest som kan finde frem til dem som gjore der er Jaster " sagde Mikala og vendt sig ind til hende og græde

"så så"sagde hun mens hun tænkte lidt for sig selv og viste ikke helt med Jaster men hvis han kan hjælpe hende så burde hun have taget hen til ham.

" Jaster var min første og eneste kærste men hen har for mange piget i sit liv og nu ved jeg ikke hvor han er henne " sagde Mikala