en stille nat alene i skoven

T: 00:00
O: ingengang
V: nymåne
S: skoven



Mikala lå i græsset. Efter hun var blive over faldet af nogen mænd eller drenge hun lå helt stille hun var slog, ud med et slag over nakken og nu lå hun på hendes og Jasters sted. Hvor de første hade mødte hinanden og sene var blive kærster med hinanden, Mikala lå helt stille med en smule blod dryppen fra munden og ned i græsset. Hun hade får en masse så og skræmmer over hele kroppen

//Håber det er ok hvis jeg joiner?//


Asuko gik rundt i skoven helt alene. Klokken var 00:00 og der var nymåne. Asuko havde haft en hård aften så hun tænkte at hun kunne trænge til en gåtur i skoven.
Asuko fik færten af noget. Hun fik færten af engle-blod. Asuko satte i løb i den retning hun lugtede blodet. Hun kom til en engel som lå på græsset og blødte ud af munen.

Mikala lå helt stille. Men efter nogen tid vånge hun igen hun fik sig sat op og så ned af sig selv hun var indsmurt i blod, og hendes krop gjore ondt meget ondt efter det som var sket med hende


// helt fint //

Asuko stod og stirrde på pigen. "E.. Er du okay?" Stammede Asuko. Pigen havde blod over det hele. Det må da gøre ondt. Pigen havde store flotte vinger som stod ud i luften bag hende. "Vil du med mig hjem? Jeg kan give dig en klud så du kan rense sårene... Jeg er vampyr og kan forvandle mig selv til en varulv. Jeg løber hjem med dig på min ryg" Asuko ville virkelig gerne have pigen skulle overleve. *Jeg håber hun tager imod mit tilbud. Vi kunne blive gode venner* Tænkte Asuko og ventede på et svar.

" det er jeg helt med på. men undskyle jeg ikke rejser mig jeg kan ikke mine ben et frossen " sagde Mikala, og forsøget at komme op og stå men måtte giver op og sætte sig ned. Og så på såren det var ret voldesome at se på for hende

"Her. Lad mig hjælpe dig." Sagde Asuko og smilede til pigen og rækkede hendes hånd ned mod pigens.
Asuko tog fat i pigens hånd. Uden at ramme de sår hun havde på hænderne. "Jeg skal nok prøve at være forsigtig... Jeg hedder forresten Asuko" Sagde Asuko og løftede pigen op på en sten. Asuko forvandlede sig til en varulv. "Gør det meget ondt?" Spurgte Asuko "Prøv og se om du kan kravle op på min ryg... Du behøver ikke være blid. Jeg kan holde til det" Sagde Asuko og smilede så godt hun nu kunne, da hun jo er varulv.

" det gøre en smule ondt " sagde Mikala. og klater op på hendes ryg " og jeg hedde Mikala " sagde hun stille, hun hade meget ondt i hovedt efter slaget hun ahde får før i dag

"Jeg skal nok være forsigtig. Du vil næsten ikke kunne mærke at jeg løber" Sagde Asuko.
Asuko satte frem i løb i den retning hendes hus lå i. Det gik så stærkt at hendes pels strøg bagud. Hun var så hurtig at næsten ingen lagde mærke til hende.

Mikala holdt så gost fast hun kunne med hendes såret armen

Asuko løb hen mod bjergkæden, ved det bjerg hvor hun boede. Bjerget var ikke så stejlt så hun kunne sagtens løbe op ad det.
Asuko løb op ad bjerget. "Gør det stadig meget ondt? Jeg skynder mig så meget jeg kan" Sagde Asuko.
Da de kom derop hvor Asuko boede forvandlede hun sig til vampyr igen. Mikala hang på Asuko's ryg da hun havde forvandlet sig. Asuko satte Mikala ned og hjalp hende indenfor i varmen.

Mikala ryste af kulde. hun hade ligge på jorden i nææsten et døgen efter overfaldt vis hun ikke avar blive, funde ville hun være død nu men takke være Asuko var Mikala i slivet og mere glad

Asuko holdte fast i Mikalas arme så hun ikke væltede. De gik indenfor i Asuko's hjem.
Asuko viste Mikala hen i sofaen og hentede et tæppe. "Jeg er straks tilbage" Sagde Asuko og gik ind i hendes soveværelse. Efter 4 sekunder var hun tilbage i stuen. "Her." Sagde Asuko og rækkede Mikala tæppet. "Det er meget varmt så du skal nok få varmen" Sagde Asuko og smilede til den meget kolde og rystende Mikala.

" tak skal du ha " sagde mikala. og ryste som et espeløv så meget frøs hun elig godt sikke en dag hun hade haft, Hun hade en bule i baghovedt og det gjore ondt i det hun rurte ved den. Skar en smerte i gemmen hende

"Skal jeg varme et glas varm kakao?" Spurgte Asuko. "Med flødeskum? Så kan du jo rigtig få varmen." Sagde Asuko og smilede venligt til Mikala.

" ja tak men ikke for meget flødeskum " sagde Mikala. og pakke sig godt ind i tæppe for at kunne holde den smule varm hun stadig væk hade

"Ok. Det husker jeg" Svarede Asuko og smilede til Mikala. Asuko gik ud i køkkenet og fandt en kaffekop frem. Hun kogede noget vand som hun hældte ned oven i det kakao-pulver hun havde kommet i koppen. Bagefter kom hun en lille smule flødeskum oven i. Hun gik ind i stuen og stillede kakaoen på sofabordet. "Værsgo." Sagde Asuko og smilede.

" tak " sagde Mikala og tog en lille tår. Den var dejlig varm og hun nød varmen som om gav hende lige nu. Hendes øjne var lukke og nogen små tåre trille stille ned af hendes kinder

Asuko satte sig ved siden af Mikala i sofaen. "E.. Er der noget galt?" Stammede Asuko og lagde hovedet på skrå og kiggede med nogle sørgelige øjne.

" det er bare Jaster han er ikke som jeg tror han var " græde Mikala svaget

Asuko kiggede spørgende på Mikala. "Er der Jaster der har gjort det her mod dig!?" Spurgte Asuko surt.

" jeg kan ikke huske det over hovedt. Det sidste jeg kan huske var en stemme og så var alt sort for mig " sagde Mikala

"Kan du huske hvordan stemmen lød?" Spurgte Asuko som stadig var ret vred. "Jeg vil gøre alt jeg kan for at hjælpe dig... Og når vi så finder ud af hvem der gjorde det så melder vi ham/hende til politiet" Sagde Asuko.
"Jeg vil godt hjælpe dig med at få din hukommelse tilbage" Sagde Asuko og smilede til Mikala.

" det var en dyb og mørke stemme lidt lige som Jaster men alt for mørke og dyb til at være ham " sagde Mikala

Asuko kiggede på Mikala. "Kan det ikke være han har lavet sin stemme om?" Spurgte Asuko. "Han er jo blevet ond" tilføjede Asuko. "Han kunne have gjort sin stemme dybere. Eller sådan noget" Sagde Asuko.

" Jaster er ikke ond bare lige underlig " sagde Mikala og så ned. Hun var øm over det hele