de opslugende skygger - daiana

tid: efter midnat
sted: midt i en gyde
omgivelser: mørke skygger men nogle få bænke og lamper hist og her
vejr: en mærkelig kulde der kommer fra hver skygge og fra den kolde blæst

vinden blæste stille igennem gyden, den susende lyd fra vinden lavede lyde som fik det til at lyde som skrig i hele gyden, som hvis 1000 kvinder skreg ved den anden ende af gyden. Gyden var dog meget stor i forhold til de andre men det var dog en gyde. Skyggerne fra lamperne så ud til at næsten bevæge sig men der var bare ikke noget der ville kunne bevæge sig i gyden bortset fra ødelagte aviser. Der var ingen tegn af nogen var i den gyde men stadig var det som om man var overvåget, man viste ikke hvad men noget sagde en at skyggerne holdte øje og fulgte efter enhver der var i gyden.

Luden af raslende kæder skar igennem den hylende vind, og nærmest stoppede den.Det var som om at man nu kun kunne høre de raslende kæder. Røde øjne lyste en smugle op i mørket og angav en smuk piges position, Hun havde en tyg jernkæde/halskæde omkring halsen hvor tygge og tunge jernkæder sad fast, hun var for nyligt flygtet fra den lokale stripklup, da vanddæmonen for en kort stund havde tabt koncentrationen, havde hun set sin chance ! og flået kæderne op af gulvet hvorefter hun havde dræbt vanddæmonen uden tøven.
Det så ikke ud som om hun lagde mærke til kulden eller noget som helst andet, nærmest som om hun var i sine egne tanker, og en hver kunne snige sig efter hende helt ubemærket.

lidt længere fremme var der pludslig en af lamperne oven over en bænk der pludslig begyndte at blinke, og efter det sidste blink var der pludslig en skikkelse siddende på bænken. Det var en velbygget mand, Han havde et flot jakkesæt på med nogen flotte læder handsker på. Dog det der var mest underligt var at hans ansigt var dækket med en maske. Masken var hvid som kridt og på panden af selve masken var der 2 flotte horn der så ud til at sidde på masken og ikke på personen. Det eneste man kunne se der tilhørte personen var hans hår. Det var velplejet halvlangt sort hår. Hans hår strittede ud til alle sidder men det klædte ham dog.

kæderne raslede imod asfalten som gyderne var belagt med. Hun stoppede og så længe mod det blinkende lys, og så igen ned, hvor der nu sad en mand? han så ikke ligefrem dårligt ud! langt fra. Men man kunne vel heller ikke sige at hun selv så dårligt ud, hun havde pæne kurver, og et smukt ansigt. dog var hendes krop kun dækket med stripper-tøj og de tunge kæder der slæbte sig efter hende. hun begyndte igen at gå, denne gang over mod den 'mystiske' person. Da hun stod ganske tæt på ham nikkede hun til ham, som en hilsen. Men valgte dog bag efter at neje dybt for ham.

"godaften hvad laver en flot pige som dig ude ved den her tid og sågar i kæder og det hele?" spurgte han lidt undrene, Han viste at hun må have været i problemer efter som om at hun havde så store kæder på og efter hvad tøjet hun havde på sagde så må hun været en tvunget stripper eller noget i den stil. Han kiggede på hende med sine flotte grønne øjne som så ud til at lyse bag masken som små grønne stjerner "sæt dig ned du må være træt af at have så store kæder på dig.

"hvor er vi?" mumlede hun til ham... hun havde ingen ide om hvor hun var, men vidste til gengæld godt hvordan hun var kommet her hen. "kæderne troede de ville holde mig... som altid tager mennesker fejl!" kom det let hånligt fra hende. Halsbåndet sad ret så godt fast om hendes hals, og da det var Spica smedet af de verse forskellige væsner kunne hun ikke få det af med sin syrer... Problemer var hun altid i. Men hun løste dem, på en eller anden måde, hun var ikke 'bange' af sig.
hun betragtede hans øjne der var ret så flotte? Et stort bump kom fra hende da de mange kæder landede på bænken sammen med hende. "lidt" mumlede hun, kun fordi hun ikke ville indrømme at hun var træt, og lettere svag hvis hun skulle til at kæmpe nu.

"hvad siger du til at vi får de grimme lænker og kæder af dig" sagde han og knipsede med sine fingre, og som i et med knipsede sprang lænkerne op ved der hvor låsen var henne som om at han brugte en usynlig nøgle på alle lænkerne og kæderne på en gang. "det var bedre har jeg ret?" spurgte han hende med en meget venlig stemme med en dyb karakter af styrke og magt. Dog var der noget over hans måde at han så ud og hvordan hans øjne lyste der fik ham til at se ikke ud som en venlig person men en slags mafia leder eller noget værre.

"hmm" mumlede hun og tvivlede let på at han ville kunne det. Hun så let forbløffet på lænkerne, men hendes halsbånd var ikke gået af endnu, der skulle vist en bestemt rubin til at låse den op ? Men hun valgte at ignorere den! Hun så undrende på han... hvorfor hjalp han? det var hun ikke van til og det gjorde hende vel også på en måde utryk ? hun nikkede til svar. Det var rart at få lænkerne af!
Hun betragtede ham i lidt tid men undlod at tænke over det. Han ville ikke få hende så let som han troede!

"hmmm det er et velbygget halsbånd det må jeg sige men det kan jeg nok løse senere hvis det er okay med dig, men må jeg spørge hvorfor du gik med alle de kæder på dig og hvorfor du har det tøj på?" spurgte han nogenlunde nysgerrigt.

Hun skævede til halsbåndet... ja det var ret så velbygget. Hvilket var en dårlig ting for hende! Hun skævede derefter til ham. "hvorfor?" hun så skeptisk på ham... godt nok havde han hjulpet hende, men det var ikke ens betydning med at hun skulle stole på ham! hun rykkede sig lidt væk fra ham...ikke fordi hun var bange, men fordi venlighed ikke var hendes stærke side, og hun ikke var stor fan af det heller! "dræbte min tidligere herre... blev fanget af 7 dusør jægere som bragte mig her til" mere svarede hun ikke på... det forklarede jo kæderne "hvor er jeg?"

"du er i en af gyderne i byen vida, Byen hvor alle væsner lever her eller mange af dem gør i hvert fald" sagde han normalt og kiggede rundt for at se om der var nogen. "men jeg vil gerne vide hvordan du endte op i hvad jeg tror ville være en strip klub efter som det tøj du har på?" spurgte han lidt nysgerrigt, Det var ligesom årtiger siden sådan noget spændende som det her var sket.

"er det en god eller dårlig ting?" spurgte hun skeptisk... Hun hadede at svare på spørgsmål... og tit skulle de tvinges ud af hende "hvis du vil vide det.... så tving mig" kom det lumskt fra hende. Hun elskede kampe, og især hvis de havde hårde konsekvenser! "jeg antar at du har været på en stripklub?" kom det en smugle skeptisk fra hende da han åbenbart vidste hvordan stripper-tøj så ud?

"ja jeg har været til en stripklub også selv om det er noget jeg gør ofte eller normalt men ja og ja det kan godt være godt at være her i vida som et overnatuligt væsen men det kan også være farligt hvis du er fx i kæder i mørke gyder i meget kort tøj det er næsten at tigge om at blive angrebet af mørkets væsner" sagde han brutalt men dog stadig på en meget gentlemans agtig.

"du virkede også sådan" kom det provokerende fra hende. Hun vidste ikke hvorfor hun sagde dette, nok fordi hun ikke var helt normal... faktisk lettere psykopat!
Hun rystede på hovedet af han og smilte kort "lad dem prøve!... jeg regner ikke med at de får noget ud af det!" kom det en smugle koldt fra hende. Hun var bestemt ikke bange af sig "det kunne være kortere" hun hævede udfordrende et øjenbryn

"det tror jeg skam på men det er stadig meget kort i det her vejr" sagde han stille og lænede sig tilbage på bænken. "men der er visse ting du skulle frygte her i den her by og det er kun en han hedder makkadin morladin også kaldt makkadin lysbringeren. Han er virkelig kraftig og alle bortset fra en af de onde væsner har han drabt med lethed og faktisk er han næsten ustoppelig når han først er på jagt" sagde manden imens han kiggede på hende.

hun så koldt på ham "og... hvorfor bekymre du dig om det... du er jo en af dem der godt vil se på det" kom det provokerende og udfordrende fra hende. Hun var langt fra tilfreds med hans reaktion! hun elskede når folk blev surre på hende eller ligefrem ville slås! og så når det havde hårde konsekvenser! "du får svært ved at finde noget jeg frygter!" hun det lettere koldt fra hende "han skal være så velkommen" hun var ret så provokerende og vovet, og det virkede ikke som om hun havde nogle respekt for noget af alt dette!

"vil du virkelig have jeg skal finde din svaghed? okay så beder du selv om det" sagde han stille og sukkede. Han rettede sit blik imod hende så han så ind i hende's øjne, Det var som om at hele verden nu drejede rundt og intet gav mening for hende, Øjne var som om at de kunne se alt og virkelig alt. De øjne var som altopslugende. "du er svag over for vand, og du bliver nærvøs og bange for berøring, Men det du vil helst have i verden er kraft og styrke og magt, Dog har du ikke fundet det der kunne slukke din tørst fra det" sagde som om at han læste hende som en bog.

"du kan jo alligevel ikke bruge den til noget" kom det udfordrende fra hende. Da han så ind i hendes øjne virkede de både forpinte og ligegyldige. Som om al den smerte hun havde været igennem var ligegyldig, og som om hun selv, og han var ligegyldige.
Hun smilte kort og ondt da han kom med resultatet "forkert!" lød det til svar... hvilket nok ville overraske ham en smugle? "jeg er ikke bange for berøringer, og de gør mig ikke nervøse!" hun smilte ondt og psykopatisk til ham.

"måske ikke bange men du kan ikke lide det og hvem siger jeg ikke kan bruge det til noget må jeg spørge?" sagde han stille imens han stadig lændte sig tilbage. "du ved jo ikke hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan, og du kender ikke mine svagheder eller mine styrker, men en ting er sikkert du har en stor hunger for magt og den hunger har gjort dig sindssyg" sagde han bagefter, Han kunne læse det på hende bare ved at kigge i hende's øjne. Han måtte være meget meget stærk for at kunne det.

"jeg er aldeles ligeglad... "kom det koldt fra hende. Hun var ikke den mindste smugle bange for ham. "det kan du ikke fordi... du ikke er en vanddæmon.... hvordan vil du så bruge det?" hendes stemme var let psykopatisk, dog stadig udfordrende. "det er ikke magten der har gjort mig sindssyg!" knorede hun. Og det var det ikke, det var andre... bestemte personer. Hun havde ikke den mindste respekt eller frygt for ham. Og efter som han havde taget fejl ved noget af det, faktisk halvdelen så var han ikke så stærk igen.

"hmmm måske er det ikke styrke og magt der er gjort dig sindssyg men du kan dog ikke kontrollere dig selv hvis magt blev stillet lige foran dig så du vil kunne tage dig for dig selv og det der med vand at jeg ikke er en vanddæmon. Bare fordi jeg ikke er en vanddæmon betyder det ikke at jeg ikke kan kontrollere det alligevel. Du har også en anden svaghed kan jeg se. Det er at du undervurdere din modstander og de andre du er i nærheden af" sagde han letter spydlig men stadig meget følelse kold.

"du ved meget mindre end du tror... hvilket er en svaghed for dig!" kom det halv psykopatisk fra hende. "måske, måske ikke" dette svar lagde en form for slør over spørgsmålet, det var ikke klart om det var et ja eller et nej... men det så ikke ud som om at spørgsmålet ville blive besvaret. "jeg ved at du ikke kan betvinge vand... så ville jeg ikke sidde her nu!" knorede hun... hun var i udmærkede stand til at bedømme venner og fjender... og se hvilke personer der var for farlige "jeg klare mig ganske fint med mine bedømmelser!"

"det kan være det er måske en svaghed eller det kan måske være at du kun siger det fordi du ikke vil indrømme dine svagheder" sagde han stadig lettere spydig. "men hvis det passer at jeg ikke kan kontrollere vand men det betyder så at jeg ikke vil kunne kontrollere ild da jeg ikke er en ild dæmon men alligevel kan jeg gøre det her" sagde han stadig spydigt og han slog ud med sin ene hånd og pludslig gik den væg der var foran bænken i flammer. Store brede flammer. "så du bestemmer selv om du vil løbe eller ej men så længe du ikke har planlagt at angribe mig så har jeg ingen grund til at angribe dig" sagde han pludslig venligt igen.

"det ved man jo aldrig" hun nægtede igen at svare ham, hvilket måske gik ham på nerverne? Men det kunne hun jo som sådan være ligeglad med! Hun så med ligegyldighed på ham og det han lavede, det imponerede hende ikke det mindste, og det gjorde hende da slet ikke bange..."du kan ikke kontrollere vand!" kom det hårdt fra hende, da hun var sikker i sin sag! "jeg løber ingen steder! du kan ikke gøre mig bange, det er du for svag til!" kom det halv udfordrende fra hende. "du tør sikkert ingen gang" mumlede hun. Hun elskede udfordringer af alle slags!

"nå ikke" sagde han og satte blidt sin anden hånd på hende's skulder. Pludslig begyndte det at brande for hende men ikke af ild men af... vand!. Han begyndte at grine ondt imens han så på hende.