New and completely alone

Tid: Midnat
Sted: I Vida-skoven
Omgivelser: Nattens dyr
Vejr: overskyet og dunkelt.


Midt inde i Vida-skoven løb en pige rundt, hun havde en hvid skjort, grøn jakke og en meget kort nederdel på. Altså noget tøj der ikke var særlig varmt. Hun var bange for hun anede ikke længere hvor hun var henne... hun løb og hver gang hun hørte en lyd satte hun farten op, hvis ikk hun brugte sin magi til at forsvare sig med... hun satte sig ved en stor sten der var midt i skoven, hun skælvede selvom hun ikk frøs, hun kiggede sig stadig rundt hver gang hun hørte en lyd. Hun følte sig alene... mere end hun havde gjort nogensinde før...

Becie gik sig en tur i skoven. Hun havde sine stramme sorte jeans, sin hvide top med sin sort hvid ternede skjorte uden over og sine slidte hvide sneakers på. Hun anede ikke hvilken retning hun gik. Hun vidste bare at der ikke var nogen forkert eller rigtig retning. Hun var fri til at gøre fuldstændig som hun havde lyst til. Hun skimtede en person mellem træerne. Hun gik langsomt der henimod. Hun gemte sig bag et træ og så pigen an. Hun så ikke ond ud, så hun gik hen til hende. "Hej," sagde hun stille.

Ea kom slentrende hen ad den stenede grussti inde mellem de høje træer. Hun har sin mørkegrønne slidte hættetrøje, gamle converse og mørkeblå jeans på. Hun har trukket hætten op over hovedet. Hun ved faktisk ikke hvorfor hun var taget hen i skoven, *Jeg trængte alligevel til noget frisk luft* tænkte hun. Hun sparkede til en sten, der fløj hen og ramte et højt slank træ. Hun fik øje på en pige, der gik uden jakke, *det må da være død koldt?* tænkte hun. Der stod en anden pige et par meter væk. Den første pige var vist nok på vej hen til hende, og Ea hørte at pigen hviskede et lille 'hej'. Ea stirrede. Hun fandt ud af at hun var stoppet med at gå. Et lille egern sprang ned fra et træ og løb forbi hende. Hun fik et chok, og der kom en lille forskrækket lyd fra hendes tørre læber, *Åhh nej, bare de ikke opdager mig!*. Ea stod uden at vide hvad hun skulle gøre, da hendes fødder vendte om og begyndte at gå tilbage, hvor hun var kommet fra.

Becie hørte en bag sig. Hun vendte sig om og så en pige på vej væk. "Hey du der! Er du ude på at udspionere?" råbte Becie og begyndte at løbe efter pigen.

"Nej, det var ikke det!" Sagde Ea forskrækket "Jeg kom bare til at sparke til en sten, og så så jeg jer, og så..." Ea så forvirret på pigen, hun faldt over sin egne ord, og vidste ikke hvad hun skulle sige "Det var ikke menningen (staves) at forstyre, Undskyld!" Ea var næsten ved at snuble over sine ben.

Becie begyndte at grine. "Så må du undskylde hvis jeg forskrækkede dig," sagde hun med et smil. Hun rakte pigen hånden. "Hej, jeg hedder Becie."