de sjoveste ting

Sted: ved det hjemsøgte hus
Omgivelser: det hjemsøgte hus, træer osvosv.
tid: aften
Vejr: lunt efter en solrig dag

Solen var endelig gået ned.
Det var aften, luften var frisk og kølig men stadig lun, der duftede af sommer og man kunne høre fuglene og bierne.
Satia var ude og gå en tur og kom gående langs grusstien.
Hun så sig lidt omkring, stedet her kendte hun ikke og netop derfor var hun gået denne her vej.
Hun kom snart til at faldefærdigt hus, det hjemsøgte hus.
Hun stoppede op og tog det i øjesyn, med en følse af at hun var helt alene.

Tanit kom langsomt gående ned af grusstien. Når hun gik, kunne man tydeligt se hvor smidig hun var i sine bevægelser.
Som altid var hendes ansigt skjult bag det tykke mørke brune pandehår. Resten af det lange hår, var flettet til to knæ lange fletniner, der svingede i takt med hendes skridt.
Hendes øjne, der var skjult, så opmærksomt rundt. Der var så stille, de eneste lyde hun opfangede var fuglene og bierne.
Hun nød den friske aften luft, der stadig var lun.
Hun nærmede sig det hjemsøgte hus.

hun hørte nogen komme før hun se hende.
Hun så sig opmærksomt omkring, men blev stående.
Hungik lidt nærmere på det hjemsøgte hus, da hun altid havde været lidt nysgerrig med sådanne steder.

Tanit kunne tydelig se det hjemsøgte hus nu.
I sin hånd havde hun en af sine utallige knive. Hun kastede den en smule op i luften, så den snorede rundt, og greb den så igen.
Sådan blev hun ved, mens hun langsomt gik vidre mod det hjemsøgte hus.

Hun så til siden og studerede lidt hvem der kom gående.
Så vente hun front mod hende og ventede på hun kom tæt nok på
"Godaften" sagde hun

Tanit smilte bag det tykke pandehår.
"Godaften"sagde hun, da hun nåede helt hen til hende.

Hun så lidt på hende, kunne godt lide den mystik der var over at hun skjulte sit ansigt.
"Bare ude gå?"

"Ja"svarede Tanit med sin syngene stemme, mens hun så hende an med sine øjne der var sjkult bag det mørke brune pandehår.
"Hvad med dem selv?"spurgte hun så og skiftede, skiftevis, vægten på fødderne.

Hun smilte lidt og så op på huset.
"Det samme...Besluttede mig for at se huset her, det er jo åbentbart kendt som hjemsøgt"

Tanit så mod huset og smilte bag pandehåret.
"Det siger folk vel bare for at have noget at skræmme deres børn med"sagde hun og så igen på hende.

"Tja, det er jo ret faldefærdigt, så det kan meget vel være en mulighed" sagde hun.
Så lidt efter, pludseligt, begyndte hun at gå vidre langs grusstien.

Tanit blev stående og så mod huset et øjeblik, inden hun derefter så efter hende, med øjne skjult bag pandehåret.

Hun stopped op og så tilbage
"Hvad er historien enlig? Hvorfor kalder man det hjemsøgt?" hun gik lidt tilbage

Tanit trak på skulderne "Det ved jeg ikk"svarede hun smilende bag pandehåret "Måske er der en eller anden der er død eller også bliver det kaldt hjemsøgt fordi det er gammelt og faldefærdigt"tilføjede hun muntert

Hun nikkede
"Tja....Der er enlig nok også lige meget, vis det bare er for at skræmme bøn væk jo" hun så igen op på huset.
Hun gættede på det havde været et smukt hus engang.

Tanit smilte bag pandehåret.

"Må jeg spørge om noget?" sagde hun, men spurgte inden hun enlig havde fået lov.
"Hvorfor skjuler du dit ansigt?" hun så lidt på hende

Tanit skjulte læber formede et muntert smil.
"Ikke af nogen særlig speciel grund"svarede hun med et lille skulder træk.
"Men det kunne have noget at gøre med at jeg ikke er så glad for at folk skal vide for meget"tilføjede hun med sin syngene stemme.

"Vide for meget?" sagde hun
"Kan man vide for meget ved at se ens ansigt? Ud over hvordan man ser ud og hvilket humør man er i?"

"Ja"sagde Tanit bare og smilte stadig bag pandehåret.

Hun overvejede det lidt og kunne enlig godt se det.
Hun så igen op mod huset og vidste ikke helt hvad hun skulle sige.

"Må man spørge om deres navn?"spurgte Tanit lidt efter, og smilte stadig bag pandehåret.

"Satia" svarede hun som det var uden betydning.
"Hvad med Deres?" hun så på hende med sine hvide og lidt kolde øjne

Tanit nikkede.
"Tanit Dyb"svarede hun smilende bag pandehåret.

Hun havde en fornemmelse af at Tanit smilte, man kunne ligesom høre det på stemmen.
"En fornøjelse" smilte hun