elsker at skræmme ( alle er velkommen)

Dag: Lørdag
Tid: 22:30
Vejr: stjerneklart
Sted: Tæt på hendes hjem
Omgivelser: faktisk er der ikke ret mange ude i den del byen

Amber kom gående hun havde været ude for jage og skræmmende de svage og ubetydelige mennsker hun havde været umådelig god af sig hun havde ladet to slippe efter et stykke tid med pinelser og smerte hun elskede når hun kunne gøre folk fortræd størknet blod hang i hendes mundvige og et ondt smil voksede på hendes læber men smilet var meget sygt og koldt hun drejede ned af gade besluttede sig for ikke tage hjem alligevel forsatte forbi sit hus og forsatte over imod sted ikke så langt fra hvor der ville være en masse skræmme hun løftede en hånd og begyndte tørre det størknet blod væk

Adam kom langsomt gående ned af gaderne.
Han fløjtede lavt for sig selv. En kedelig aften. Der skete intet sjovt.
Han gik forbi et par piger, der stod og snakkede på et gadehjørne. De havde alle sammen lårkorte kjoler på og i fuld krigsmaling. Han smilte muntert, de kunne været blevet til en lækker dessert, vis ikke det var fordi han ikke var tørstig lige nu.
Han trak hætten godt ned i øjnene og forsatte med langsomme skridt videre ned af gaderne.

Amber lagde kort hovdet på skrå lugten af vampyr ramte hendes næsebor hun stoppede op ved siden af vejen hun ville gå ned af hun stod midt ude på vejen hun kiggede sig omkring for se om skulle være her men er var ingen at se hun trak vejret igen og regnede med han måske var et par gader her fra hun forsatte imod vampyrens fært hun smilede svagt det syge smil som hun havde gjort før

Adam smilte et af sine charmerende smile, da en fært af en anden vampyr ramte ham. "Mmhm..."sagde han og løftede kanten af hætten op med en finger og så ud under den.
Han gik ned af en gade i retning af færten. Måske skete der snart noget sjovt.
Han trak igen hætten godt ned i de sorte øjne. Han slentrede hen til en mur til et hus. Uden besvær sprang han op af den og op på taget.
Han gik hen over tagende i retningen af færten og smilte stadig.

Amber stoppede færten var tæt på nu og den bevægede sig stadig nysrrighed væltede ind over hende mere end hun kunne lide kiggede op imod tagene vampyren var helt klart der oppe. Amber stod stille hun spæpndt på se havde det var for en vampyr måske var den kold ond lige som hende hvis det var en blødsødne vampyr kunne hun jo måske altid lege med den

Adam stoppede og satte sig på hug, på et af tagendes kant.
Han så ned på den kvindlige vampyr, som den lokkende fært stammede fra.
"Mmhm.." Han smilte et af sine charmerende smile og afslørede sine hugtønder, der lyste hvidt.
Uden besvær sprang han ned fra taget og landede lige foran hende. Han lagde hovedet på skrå og smilte stadig, mens han studerede hendes ansigt.
"God jagt?"spurgte han og begyndte at gå langsomt rundt om hende.

Hun kiggede på han da han satte sig på hug ved kanten hun glæde sig over det var en vampyr og ikke noget svagt væsen hun smilede kort af ham før hun vendte sit blik frem for sig da han landede foran hende " ja den var okay" sagde hun ligegyldigt da det engtlig ikke kom ham ved hun betragtede hans ansigt hun bevægede sig ikke da han gik rundt om hende

Adam nikkede og stoppede foran hende igen, da han var nået rundt om hende.
"Godt"sagde han og smilte charmerende til hende.
"Hvor mange?"spurgte han med et lidt hånligt og charmerende smil, mest fordi han kunne høre, at det tydelig ikke kom ham ved.
Han skubbede hætten væk fra sine sorte øjne og studerede hendes ansigt igen.

Amber kiggede på ham med et ligegyldigt blik hvor kunne han da tro det kom ham hendes ansigt forandrede sig nysrrig til kold hun åbende munden for sige men lukkede den igen hun knyttede svagt sine hænder for ikke fare op " det kommer ikke dig ved" sagde hun koldt og kneb øjene sammen

"Fint nok"sagde Adam og løftede sine hænder op foran sig. "Tag det roligt"sagde han og smilte stadig som før.
"Undskyld vis jeg fornærmede dig"tilføjede han med et muntert udtryk i øjnene.
Han trådte et skridt tilbage og lagde hovedet på skrå.
"Lad os starte på en frisk"sagde han kort efter. "Jeg hedder Adam Lambert" præsenterede han sig selv med et smil der igen afslørede hans hugtænder. Han rakte den ene hånd frem mod hende, i en 'venlig' gestus.

Amber var smule irrteret over hans munterhed men lagde skjul på det forsatte sammen vej som hun var gået før " jeg er Amber" sagde hun køligt og lod sine finger glide igemmen hende krøllet hår hun hadede munterhed og alt der godt hendes ansigt var som en ulæslig sten hun stoppede op for tænke så Adam kunne følge med

Adam smilte muntert af hende og fulgte efter hende, med sløve skridt.
Han fandt det morsomt at hun var irriteret, han fandt tit morsomhed i at irritere folk eller gøre dem vrede. Så blev de altid lidt sjovere.
Han gik op ved siden af hende og smilte charmerende som før. "Hvor var du på vej hen?"spurgte han og så rundt.

Amber drejede omkring hjørnet hun mumlede irrteret han kunne jo bare følge med så fandt han ud af det hun bed hårdt læben for ikke komme til råbe af ham " følg nu bare med ser du det når vi kommer" sagde hun stadigt mumlendde hun standsede da hun fik øje på nogle drenge længere henne smilede koldt de drengene vendte deres blik imod dem hun betragtede dem kort før hun forsatte imod dem

Adam smilte charmerende af hende og fulgte efter hende som hun sagde han skulle.
Han pillede ved sine ringe og smilte stadig, da han så at hun nu gik i retning af et par drenge. *I det mindste har hun smag*tænkte han muntert for sig selv og gik stadig lige skråt bag ved hende, med kun få cm mellem dem. Han smilte af drengene, et forvendingsfuld smil og et overlegent glimt i de mørke øjne.

stoppede hun havde fundet hvad hun ledte efter drengen i midten var efterkommner af en de mænd som havde dræbt hendes mage hun betragtede kort drengen smilede bredt " nå nå ser man det" sagde hun så koldt at mennskene drengene gøs ved at høre den hun lagde slet ikke mærke til at Adam gik så tæt op af hende hun så ingen gang på de andre hun forsatte kun over imod drengen i midten hendes øjne lyste af had faktisk havde hun planer om slå alle mennsker ihjel vis kunne komme af sted med det hun forsatte med hastige skridt men holdte sig fra vampyr løb

Adam så skiftevis på Amber og drengen, hun snakkede til.
Han gik stadig tæt på hende og smilte stadig et forvendtnings fuldt smil over hvad hun havde tænkt sig med drengene. Måske han måtte være med?
Hans mørke øjne så på drengenes ansigter. Han genkendte ikke nogen af dem.
"Dine venner?"spurgte Adam med et hånligt smil og så på Ambers ryg. "Eller dessert?" Hans blik faldt på drengen i midten, som Amber så ud til at have i kikkerten.

amber lagde først mærke til ham " hævn" sagde hun forsatte hen imod dregnene hendes øjne blev mere røde jo tættere hun kom på drengen knugede sine finger sammen for hendes skyld kunne han tage de andre men drengen i midten var hendes " du kan tage de to der" sagde pegede på drengene ude på siderne

*Hævn?*tænkte Adam nysgerrigt og så på drengen og derefter på Amber.
*Hvad kan et menneske have gjort hende?*tænkte han og så stadig på Amber *Måske en eks?*tænkte han mede et muntert smil. Men det var nok usansynligt.
Adam så på de to drenge og smilte hånligt, da hun sagde at han kunne tage dem. "Med glæde"sagde han og gik mod dem, mens hans øjne blev mere og mere røde. Blod røde.
Da han smilte afslørrede han sine hugtænder.

Amber var over ved drengen hun løftede ham op som han var sæk kartofler hun bed tænderne hårdt sammen hun rørte svagt ved drengens pande og begyndte klynke hun brugte sin evne til gøre drengen fortræd og det varede ikke længe før han besvimede hun løftede op i ham for hun ville have ham med hjem men hun så alligevel efter Adam med et koldt smil " hans tip tip tip oldefar og nogle andre dræbte min mage" sagde hun bitert hun var til sidst blevet så bitter at hun var begyndt at hade alle væsner på nær hende og dem som kunne lide hende og ville gøre alt for hende

"Nåda"sagde Adam og slap drenge med blikket et kort øjeblik og så på Amber. *Dræbt af et menneske? En svag vampyr?*tænkte han hånligt og smilte charmerende. Igen så han på drengene, den ene havde åbentbart fået kolde føder og havde taget benene på nakken. Adam klukkede muntert og fortsatte mod den anden der stadig stod stille. *Ham fanger jeg senere*tænkte Adam med et krumt smil og gik ned i knæ, lænte sig frem ad og blottede sine tænder. Han stod kun tre meter fra drengen.

Amber kneb øjne sammen bed sig svagt i læben, da han sagde nåda han andede overhovdet ikke hvad der var sket, men så længe det bare blev ved et nåda gik det ret godt med at holde sig tilbage hun stod lidt før hun begyndte at gå hun var tavs i et godt stykke tid hun blev altid stille når man nævnte hendes mage men man skulle ikke lade sig nare af det hun var tikkende bombe hun slæbte den bevistløse dreng hen fortovet før hangede ham op " kommer du?" spurgte hun ligegyldigt men stoppede for vente på Adam

Adam fjernede blikket fra drengen til Amber og smilte charmerende. "Ja da"sagde han muntert, det har skulle nok blive sjovt. Han så igen på drengen og lukkede øjnene et sekundt, hvor efter en sortgrå tåge slugte drengen, der gik i panik. Han kunne hverken se eller røre sig. Adam smilte hånligt af drengen der skrig klynkende af panik.
Han var blevet en smugle misundlig på Amber, han ville gerne have haft hendes evne, han kunne kun slå panik i folk, hun kunne noget bedre.
Han gik hen mod hende med dovne skridt og smilte stadig, en blaning af hån og charme.

Amber smilede bredt men det hånligt smil hun elskede når især mennsker klynkede hun begyndte at gå " hey fed evne" sagde hun og lod drengen hvile på hende skulder hun gik retning af den vej de havde været på før hendes hus lå heldigvis ikke så langt her fra og det gjorde det nemmere for hende hun overvejede om skulle løbe vampyrløb med ham så hurtigt kunne komme hjem med død vægten selvom han ikke var ret tung

Adam smilte stadig en blanding af hån og charme og så på hende. "Takker"sagde han og så kort til bare på drengen, der stadig skrig af panik og rædsel. Han syntes ikke selv at det var så fed en evne igen, panik kunne blive kedelig i længeden. Han kunne bedre lide Ambers.
Han fuglte lige så stille efter hende, med dovne skridt og hænderne dybt begravet i lommerne. Han så på drengen, som lå hen over hendes skuldre.

Amber forsatte ned af vejen hun smilede svagt men ondtskabt fuldt da hendes hus eller retter palæ kom til syne hun foratte hen imod lågen stirrede på hendes ellres lille palæ faktisk var det underdrivelse at kalde det lille hun mærkede at drengen svagt bevægede han var ved vågne