når man snakker om mørket - namine

Sted: midt på kirkegården
Tid: 21:00
Vejr: blæser let og regner kun en lille smule
Omgivelser: der er ikke en levende sjæl at se men meget uhyggeligt sted

vejret var dårligt og regnen kom stille ned på den gamle kirkegård og stilheden kunne få hvilken som helst levende sjæl til at vende hurtig om og tage en anden vej hurtigst muligt og gravstene kastede lange mørke skygger fra månen af.

På en bred, men kort sti imellem nogle buske og træer ned til kirkegården kom en pige gående en pige ved en lyseblå lårkort kjole på, det blonde hår hængene løst, og sit havblå blik rundt omkring. Regnen var kold meget pigen ved navnet Namine holdte om sig selv for ikke at fryse. Hun fortsatte videre indtil hun stoppede op og så på den person lidt foran hende ikke sådan tæt men bare foran hende.

han sad på en af bænkene der var foran hende på vejen der havde han siddet siden kl 20:00 til nu og der havde han siddet og overvejet hvad han skulle lave da han ikke havde så meget at lave og var ikke i sit opfindsomme side den dag.

Namine fik øje på ham hun havde aldrig set ham før og gik med stille langsomme skridt hen mod ham"Godaften d'herre"sagde hun højfligt til ham mens hun nu stod lidt forna ham ikke helt men kun lidt.Han så venlig ud lidt dyster måske.

han lyftede sit ansigt og så på den unge flotte pige man kunne ikke se hans ansigt fordi det var dækket af en hvid maske med hort det eneste man kunne se var hans sorte halv lange strittende hår og han flotte grønne øjne som lyste næsten under masken som små stjerner på en mørk skyfri nat " godaften frøken og hvad laver de så ved den her tid på aften?" spurgte han og så på hende han undrede sig lidt over hvad en sådan venlig pige som hende lavede ude på den her tid på aften.

Namine kiggede på ham hun havde et lille smil på læben han så stadig lidt dyster ud men stadig meget venlig ud"Jeg gik mig enlig bare en tur rundt og så endte jeg her ved kirkegården, hvad med dig"sagde hun mens hun satte sig ned på bænken ved ham. Han kiggede på hende med hans havblå øjne "De ser meget dyster men venlig ud"sagde hun selvom hans maske dækkede ansigtet kunne hun se hans øjne de var grønne smukke hun elskede bare grønne øjne selvom røde også var meget smukke var der noget ved grønne.

"nåå jeg kom bare her for at slappe af for alting her er jo så dejligt stille især ved den her tid men du skal ikke tage dig af at jeg virker dyster det er for at skræmme de personer og væsner væk som vil skade mig" sagde han med en venlig og blid stemme han kiggede hende lige i øjne han kunne nemlig godt lide farven blå men helst grønne eller røde men han kunne godt lide farven blå.

Namine lyttede til ham mens hun trak fødderne lidt ind til sig hun frøs lidt og prøvede at holde varmen det var lidt svært "Hvad hedder de"spurgte hun i den fornemme tone og stemme. Hun smillede genældt tilbage til ham"Du vil da ikke skade mig ville de"spurgte hun undren efter det hun hørte."Der er også meget dejligt her ved kirkegården der er fredeligt og næsten helt hyggeligt"sagde hun

"jeg hedder sakref morladin men jeg vil ikke skade dem medmindre de er en dusør jægere" sagde han og kiggede på hende stadig "men ja der er dejligt her" sagde han og virkede meget afslappet "men hvad hedder du frøken" spurgte han hende imens han så på hende.

Namine smillede glad"Tak det jeg glad for at høre at de ikke vil skade mig jeg er ikke en dusørjæger men en engel"sagde hun nikkende til ham. Hun kiggede på hans grønne øjne"Jeg hedder Namine Gold hyggeligt at møde dem"sagde hun og bukkede lidt forover mod ham. Hun kiggede så lidt rundt på gravstenen"Meget dejligt på nær kulden"sagde hun

"så havde mine tanker ret i at du var en engel" sagde han imens han kiggede på hende han havde vist fra starten da han så hende at hun var en engel han er nemlig meget god til at genkende andre racer fordi at han har levet så længe "ja der er dejligt her men hvis du fryser så kan du godt låne min kappe" sagde han til hende han ville nemlig gerne have at hun lånte det fordi han var ved at have det for varmt med det tøj på han havde i forvejen på.

Namine kiggede på ham med et lille smil"Virkelig det vil jeg med glæde gerne"sagde hun smillende hun frøs meget. Hun holdte øjnene på ham mens hun fik et grin frem"Hihi ja det må jeg give dig ret i god til at genkende racer jeg er en engel en sød en af slagsne"sage hun med et lille blink med det ene øje på en venlig kærlig måde hun elskede at gøre det på den måde.

"her så for du den lige over dig" sagde han og tog sin store sorte kappe af og lagde den rundt om hende den var dejlig varm og kunne holde varmen rigtig godt "ja det er du" sagde han til hende "men du vil sikkert gerne se mit ansigt har jeg ret?" spurgte han hende fordi han kunne godt mærke at det var lidt mærkeligt at han stadig havde sin maske på.

Namine nikkede til ham"Jo meget gerne vil de ikke tage masken af"sagde hun smillende msn hun glædede sig til at se hvordan hans ansigt så ud. Det føltes lidt mystisk med en maske på da det jo kunne være hvem som helst, så det glædede hun sig meget til at se hvem der gemte sig derinde. Namine smillede lidt"Tak du er da helt sikkert også sød"sagde hun

han tog masken og fremviste sit ansigt han var meget bleg i huden men det var en meget glat hud fordi der ikke har været sår på det eller noget og ellers lignede han en på 17 år "jeg ser så sådan ud" sagde han og smilte til hende.

Namine kiggede på hans ansigt med et lille smil"wow du ser flot ud bleg hud grønne øjne du ligner een vampyr lidt"sagde hun med et lille smil hun løfte en hånd frem mod hans hænder"Du har kolde hænder"sagde hun og håbede hendes kunne varme hans lidt selvom de også var kolde. Hun havde hans kappe på stadig.

"ja men jeg er ikke en vampyr skam" sagde han blidt til hende han var jo ikke en vampyr han var jo halv skygge dæmon "ja det er jo også lidt koldt herude men hvad siger du til at vi kommer ind til et mere varmere sted" spurgte han hende da han kom i tanke om at hans hjem var meget dejligt og varmt

Namine kiggede på ham med et smil mens hun gav slip på hans hænder"Er du ikke en vampyr"spurgte hun en smule undren. Derefter lagde hun hovedet på skrå og nikkede lidt"Ja det kunne vi det lyder mege godt skal vi ikke det jeg vil så nødig blive til en ispind herude"sagde hun med et lille grin og holdte rund tom sig selv mens hun havde hans kappe på stadig den varmede hende lidt.

"nej jeg er ikke en vampyr jeg er halv dæmon halv menneske" sagde han smilende til hende imens han rejste sig op "kom så vil jeg vise dig hvor jeg bor" sagde han smilende til hende.

Namine kiggede lidt på ham"Er du en dæmon wow så må du jo også være en stærk en "sagde hun og nikkede"Ja da jeg glæder mig til at se hvor du bor men du viser vej"sagde hun smillende og ventede lidt på han ville vise hende hvor han boede. De kom jo også lidt væk fra kirkegården så.

"ja eg også meget stærk og tro mig du ville vide hvor stærk jeg er hvis du viste hvor gammel jeg faktisk er" sagde han smilende til hende og rakte en hånd hen imod hende "kom følg efter mig så viser jeg dig det" sagde han smilende til hende.

Namine smillede lidt mens hun tog hans hånd"Så lad os komme afsted inden vi blive til ispinde eller jeg gør"sagde hun med et grin. Hendes hænder var lidt kolde og huden var lys som den altid var sådan en køllig farve."Er det langt væk"spurgte hun undren

"det er ikke særligt langt væk det er lige inde i den nærliggende skov" sagde han smilende til hende hans borg lå nemlig midt i skoven ikke så langt herfra det var jo skoven ved siden af kirkegården.

Namine kiggede på ham og kunne enlig meget godt lig at holde i hans hånd"Tak fordi du vil vise mig hvor du bor"sagde hun smillende mens hun fulgte med ham hen til stedet. Mon det virkelig var en slags borg eller slot måske eller noget helt andet.

de gik i et stykke tid og så nåede de til en kæmpe stor borg "det her er så hvor jeg bor hvad synes du?" spurgte han fordi han kunne nemlig godt lide at høre andres mening om hans hjem.