toget til skyggerne - aimi

sted: midt på banegården
tid: kl 00:00
årstid: efterår
vejr: ingen regn men masser af sorte skyer men lidt kold blæst
omgivelser: stille og tomt der er ikke en levende sjæl på banegården


det var koldt og blæsten gjorde det ikke bedre den blæste de smp blade der var på jorden rundt omkring så det lignede en slags bølje men dog var der så stille at man kunne høre sit eget hjerte slå som store skridt der kom gående men der var ikke nogle der var tomt som alt andet i det området men mørket var lidt uhyggelig ved den tid de fleste mennesker ville havde bestemt at tage andet sted hen eller i værd fald ikke være alene der.

Der var mørkt og stille som altid ingen turer komme der om natten, men der var en der altid var på banegården, der var bare ikke nogle der lagde mærke til hende. Hun var meget mager og beskidt og sad inde i et lille hjørne kold og forfrossen. Den pige var Aimi hun havde siddet der i det meste af hendes liv, og ingen søgte nogensinde kontakt til hende, og hvis nogle drillede hende kom hun altid ved et uheld til at dræbe ved at få et lyn til at slå ned i dem.

pludslig kom der en gående det var sakref han havde kommet for at nyde stilheden fra banegården da han så den lille pige så gik han hen til hende og kiggede på hende og spurgte "hvad laver en sådan en sød pige som dig herude ved den her tid i det kolde vejr?".

Pigen hørte en en stemme og blev meget skræmt " la lad mig være du kommer bare til skade, jeg er et monster" sagde Aimi halv skræmt mens hun var ved at kvæles i gråd. *hvorfor skal mit liv altid være så slemt, hvorfor skal jeg være sådan et monster kunne jeg ikke bare dø* tænkte efter hun havde talt til den dreng/mand der lige havde talt til hende, hun havde lige siddet og drømt den dejligste drøm en familie og en søster. Men lige Før han vækkede hende var drømmen ved at udvikle sig til noget andet, men det var alrid den samme drøm ,og den sluttede altid der af en eller anden grund.

"fortæl mig hvad der er galt" sagde han med en blød stemme man kunne ikke se hans ansigt da han bærede en maske på med horn.

"Der er ikke noget galt men pas på , for jeg er farlig, jeg er et monster" sagde hun og brød straks ud i en højlydt gråd. Hun var ikke vand til folk konsentrede sig om hende eller overhovedet tog sig af hende, lige siden hun var helt lille skulle hun passe sig selv, og de fleste andre pegede dfingre, gik i en lang bue udenom eller dillede hende. Og når folk drillede hende kunne hun ikke styre det det villle bare ud og så zap. var de døde.

"hvorfor skulle du være et monster?" spurgte han lidt undrene da han synes det var underligt at en sådan en sød og bange pige som hende skulle være et monster men han viste godt at mange steder fantes der monstre.

"je jeg dræber bare lige sådan folk, lige pludselig kan der slå et lyn ned i dem eller også mister de al deres energi og når det sker føler jeg mig stærkere, jeg stjæler deres liv! JEG ER ET MONSTER! OG JEG ER IKKE SØD JE ER ET MONSTER!" halvt skreg skreg hun mens tårene styrtede ned af kinderne på hende, *hvordan kan han syntes jeg ser sød ud* tænkte hun forvirret og trist.

"du er ikke noget monster du er et barn der ikke har lært at styre og kontrollere sine kræfter for forstå du er ikke den eneste med unaturlige kræfter" sagde han med en blid stemme og tog sin maske af og fremviste et sødt og flot ansigt det var rent for alle urenheder og var flot bleg i huden og hans øjne var grønne rigtig meget grønne og han sendte hende et trøstene blik.

Hun kikkede undrende og forundret på ham samtidig "jeg forstår ikke, er det kræfter? Er der andre ligesom mig? Og hvorfor går du rundt med maske, når du har sådan et kønt ansigt?" spurgte hun snøftende, og ligeud. Aimi var mere glad inden i end hun havde været i lang tid før, men der var stadig noget der nagede hende, inderst inde.

han kiggede på hende med et venligt smil "jeg kan forklare dig mere hvis vi kommer hjem til mig her er der lidt for koldt og du fryser sikkert" sagde han med et smil han ville gerne svare på hende's spørgsmål men han synes at det her sted ikke var det bedste sted at snakke om det.

Hun var nu ved at blive helt glad, en der gad svare på de spørgsmål der havde undret hende, en der tog sig lidt af hende, ja en der virkede som om hun var helt normal " Ja, jo de det kan vi godt, men her er ikke så koldt, er der?" Sagde hun ivrigt, og lidt efter kom der et lillle nys fra hende.

"ja lidt koldt er det men kom så får vi dig ind i et varmt sted" sagde han med et blidt smil "her tage den her på den vil give dig varmen" sagde han og tog sin lange sorte kappe af og puttede den rundt om hende den var bygget til at give og holde varmen.

Hun var glad for at få den varme kappe omkring sig, det var så rart hun havde ikke i lang tid haft det behageligt varmt om natten. Aimi prøvede forsigtigt at rejse sig op men havde svært ved det, da hun næsten aldrig flyttede sig. "vil du virkelig svarer på mine spørgsmål?" spurgte hun ivrigt og gald samtidig med hun prøvede at stille sig op, da hun endlig kom op at stå måtte hun støtte med begge sine hænder mod den kolde mur.

han holdte sin hånd hen imod hende så hun kunne støtte sig til hans hånd "selvfølgelig vil jeg svare på dine spørgsmål og du har sikkert en masse" sagde han med et blidt smil.

Hun tog taknemligt mod hans hånd, men stod stadig noget usikkert. Aimi kunne simpelt hen ikke lade være med at stole fuldt ud på ham, han virkede så flink og det lød heller ikke som om han løj "tak" mumlede hun til ham og sendte et lille usikkert smil tilbage. Hendess øjne lyste nu kraftigt blå, og den beskidte hud gjorde dem bare mere lysende.

han begyndte at gå langsomt afsted så hun ikke vældtede "det var så lidt men kom så tager vi min bil den holder lide udenfor" sagde han med et blidt smil.

Aimi gik meget stille og tog helt små skridt for ikke at vælte, hun var meget taknemlig for hans hånd hun kunne støtte sig til. " Hvad er det nu en bil er?" spurgte hun, og følte sig meget dum over sit spørgsmål. Bare hun havde været noget mere ude så havde hun vidst meget mere om hvad hvad var *Nu tror han sikkert jeg ikke ved noget som helst, men jeg ved jo godt nok helle ikke så meget* Tænkte hun, og sendte ham et usikkert smil.

"en bil er en maskine der kan transportere en hurtigere hen til et sted ligesom et tog bare på hjul istedet" sagde han med et smil "bare roligt jeg vil svare på alle dine spørgsmål du har" sagde han bagefter.

"Nåhh så det er sådan en der er en bil" sagde hun lidt flovt og blev en smule rød i kinderne, men det var svært at se for alt det skidt der sad i ansigtet på hende. "det ved jeg godt, og jeg tror på dig" svarede hun hurtigt på det sidste han havde sagt.

"kom vi er der næsten" sagde han og gik langsomt hen til sin bil den var en meget gammelsdags bil men den så næsten ny ud og den var helt sort og så gik han hen med hende og åbnede døren så hun kunne komme ind.

Aimi sadte sig forsigtigt og usikkert ind i bilen. Hun sad rart da hun var kommet helt ind i den, hvorfor havde hun dog aldrig siddet så rart, det var jo som at være i himlen. "E er det sikkert at køre bil?" spurgte hun usikkert, og sendte et lille smil.

han lukkede hende's dør og satte sig ind bag rattet "når det er mig der køre bilen så er det altid sikkert at køre" sagde han og sendte hende et blidt smil og startede bilen og begyndte at køre afsted.

I starten sad hun meget tilbagelænt og holdt fast i sædet, fordi hun var bange for der skulle ske noget slemt, og farligt. Men som tiden gik blev hun mere rolig over at sidde inde i bilen, til sidst blev hun så tryg ved det at hun begyndte at kigge ud ad vinduet på de mange mørke træer. Hun kiggede også på alle de sjove knapper, men lod være med at trykke på dem, hvis der nu kunne ske et eller andet. Da hun så på en lille lilla knap kunne hun ikke lade være "hvad er det for en knap? hvad gør den?" Spurgte hun ivrigt og nysgerrigt.

"nååå den der knap den kommer ned med et lille tv" sagde han smilende imens han kørte videre "vi er snart fremme" sagde han bagefter.