Træne træne træne og atter træne (Rose=privat)

Han lå og så på hende "hvorfor stoppede du det" spurgte han

"Hvorfor jeg stoppede din død?" spurgte hun tænkende og trak på skulderne. "For det er derfor jeg er her på jorden.. For at forhindre sådanne ting at ske."

Han sukkede og så væk "jeg er ikke det værd" hviskede han

Rosa satte sig ned på gulvet ved siden af ham. "Hvorfor er du så ikke det?" spurgte hun langsomt.

Han så på hende roligt og trist "det jeg har gjort ved dig et godt stykke tid nu" sukkede han

"Jeg indviede i det.." sagde hun langsomt og trak på skulderne.

Han så ned "ja og jeg lovede ikke at være så hård mod dig" sukkede han

Hun rørte let ved hans arm. "Jeg sagde aldrig noget til det..." sagde hun stille, og trist, fordi han var det.

Han så på hende "men du kunne ikke li det du kan ikke li mig" hviskede han

"Der er forskel på om jeg kan li det og om jeg kan li dig." sagde hun langsomt.

Han så ned "nej der er ej vis du ikke kan li de ting jeg gør ved dig kan du jo heller ikke li mig" sukkede han roligt

Hun sukkede, ude af stand til at sige ham imod. Han havde jo egentligt ret.

Han sad bare og så ned "så forstår jeg det bedre" hviskede han lavt til sig selv før han rejste sig op og gik hen til et vindue som han lænede sig op af karmen af og så ned *jeg forstår bedre jeg ingen venner har jeg skader jo dem som gerne ville være mine venner* tænkte han

Rosa fulgte ham med øjnene, bekymret for at han ville prøve på at tage sit liv igen. "Hvad forstår du bedre?" spurgte hun tøvende og rejste sig op.

Han sad og så ned mod gaderne og så på de folk der gik forbi "for nogle år siden" begyndte han "havde jeg en ven en virkelig god ven hun var min bedste ven" han så stadig ned "men jeg tænkte vi skulle blive mere end det" han lukkede øjnene "vi kom i forhold og det holdte et år men så blev forholdet ødelagt og mit venskab osse" han sukkede "lige siden har jeg været bange for at have venner og jeg har ingen nu" sukkede han

"Det er svært at blive venner med nogen, hvis man ikke forsøger." sagde Rosa stille, efter at have hørt på hans rørende fortælling. "Det lyder som om at du har opgivet og bare besluttet dig for at hade dit liv..."

//...//

Han nikkede og så lige ud for sig "ja" hviskede han meget trist

"Lad vær med det. Lad vær med at hade dit liv." sagde Rosa langsomt og så på ham. Hun vidste egentligt ikke helt hvad hun skulle sige, men hun ville ikke ha at han hadede sit liv. Det var det ikke værd. Selv levede hun for evigt og havde for længst besluttet sig for at lægge gårsdagen bag sig. Andet ville bare gøre livet surt. "Se det positive. Glem fortiden og fokuser på fremtiden."

Han sukkede "glem fortiden nemt for dig at sige" sukkede han "jeg er aldrig blivet elsket Rosa det er derfor jeg er sådan her for at erstatte kærlighed fra andre med sex" sukkede han blidt og så ned fortsat trist mens han lukkede øjnene og så så op på hende

Rosa lagde en hånd på hans skulder. "Du bliver nødt til at forsøge..." sagde hun stille og så på ham. "Du bliver ikke elsket, før du selv er klar til at elske nogen."

Han sukkede før han tog fat i bidemærket ved hendes skulder og lukkede øjnene mere smerte kom det var hans slavegift som han sugede hårdt og brutalt ud af hende

Rosa bed tænderne hårdt sammen for ikke at skrige, da smerten opstod. Hun borede sine negle ind i hans hud, uden rigtigt at tænke over det. Hun ville ikke gøre ham ondt, men hun kunne ikke lade være.

Næsten alt giften var væk det der manglede var det eneste som holdte hende som hans slave når det forsvandt ville hun glemme alt om ham hvorefter han sukkede og slap hende så der kun var en smule gift i hende "så er der kun lidt tilbage vis jeg suger det ud glemmer du mig" hviskede han

Rosa rystede langsomt på hovedet og tog sig til mærket, hvor Zann havde suget det meste af giften ud. "Lad det sidde... Jeg vil ikke glemme dig" sagde hun lavmælt og så på ham. "Tak. Du havde ikke behøvet at suge giften ud."