Ingen titel men kom skiv med mig alligevel er ny

Tid: nat
sted: skoven
vejr: stjerneklart og månen kaster sit blege lys ned i lysningen
omgivelser kun hende og en trænings partner

Xenan svingede faretruende sværdet imod sin træningspartner og slagne faldte hurtigt og ret hårdt der gik ikke mere en ti sek før hun havde fået ham afvæbnet. hendes krop bar også præg af hun havde trænet meget på det sidste. Hun stejlede sejrfuldt ude lysningen, normalt lod det ikke til hende og blære sig, men hun havde haft svært ved slå ham, hendes far ville gerne havde at hun blev den inde for bueskydning og sværdfægtning. hendes hvide pels faldte næste i med med månenlys. " jeg går nu" vrissede den nedlagte fyr som i samme øjeblik han havde sagt det forsvandt. Xenan havde ikke travlt med at komme hjem og skridte stille og roligt efter den galoperende kentaur, skoven var stille om natten og det var også derfor at hun trænede om natten for så hvad der ingen til opdage, hende ellers hendes race. Hun sukkede svagt, kunne ikke forstå hvorfor hendes far forbød hende komme ind i skoven, for den var jo så smuk

Valentina kom gående ned af en sti, som kun blev brugt af dyrene. Som altid havde hun sit sorte korset på, da hendes skuldre og arme helst ikke skulle være dækket af noget som kunne brænde. På sine slanke lange ben havde hun et par sorte lidt slidte jeans.
Hver gang du drejede hovedet en smule svagede hende rødbrune bøljende hår i takt. Hun gik og nød nattens stilhed. Hun kunne svagt høre en ugle et stykke fra hende. Men ellers hørte hun ikke noget.

Xenan lyttede svagt til sine omgivesler og mærkede svagt tilstedeværelsen af en som var på vej i imod hende. Hun stoppede op og kiggede sig omkring hun knugede hendes sværd så hårdt at hendes knoer blev hvide. Hun kunne jo ikke vide om vedkommende ville gøre hende noget. hun bed svagt læben og lyttede. Hun endte drog til sidst at løbe ind imellem træerne hun følte sig så afskrået fra den rigtige verden.

Valentina gik ubekymret og havde ikke bestemt sig for hvad hun egentligt skulle lave i skoven, midt om natten. Mens hun gik fik hun fornæmmelsen af et andet væsen i nærheden. Hun stoppede op et kort øjeblik og så rundt på træerne omkring sig. "Mmm" det var ikke alle væsner hun mødte som var venlig sindet, ikke at hun selv var det, hun havde bare et problem med at der ikke skulle meget til før hun blev vred. Hun gik langsomt videre, mens hun knipsede en langsomt melodi. Hver gang hun knipsede glimtede det rundt om hendes fingre, da gnister blev skabt, hver gang hendes fingre gled fra hinanden med det lille smæl fra selve knipset fuglte..

Xenan betragtede væsnet før hun gav sig til kende, hendes hove gav genlyd i jorden da hun skridte ud af træerne. Hun så ingen grund til holde sin tilstedeværelse hemmlig hun betragtede væsnet som lige var goået forbi hende " hehmm" rømmede Xenan sig hun betragtede stadig væsnet nakke, men hendes sværd var lagt i skeden. Hun ville ikke på nogen måde skade dette væsen faktisk var krig ikke hende.

Valentina snorede rundt, lige som en rømmede sig bag hende. Hun havde aldrig i sit liv set sådan et væsen. Halv hest, halv menneske. Hun så ned på væsets hove, der gav genlyd mod jorden under hende.
"Hej" sagde hun til sidst og så op på dens ansigt. Hun havde vist nok hørt om sådan et væsen engang for længe siden, hvad var det nu de blev kaldt?

" hej" sagde hun venligt lod blikket falde på Pigen som også var et væsen " mit navn er Xenan og jeg er kentaur" hun regnede lyn hurtigt ud at undrede sig over hendes udsende smilede svagt " Men hvad er du engtlig?" spurgte hun imens prøvede på at vifte nogle irrterende fluer væk med halen, hun andede ikke noget om omverden eller dens væsner i den. Hun blevet holdt i landsbyen det meste af hendes liv derfor var narturligt nysrrig.

Valentina gengældte Xenan's smil, med sit kække smil, som til tider kunne drive folk til vanvid, da det var drillende og hun tit brugte det i situationer hvor et sådan smil ikke hørte hjemme.
"Jeg hedder Valentina"præsenterde hun sig selv og nejede svagt. HUn blev overrakset af at Xenan var så åben. "Jeg er en dæmon"

Xenan nikkede da hun jo ikke kunne bukke så godt på grund af hendes krop, Valentinas smil irrterede hende tværtimod hun smilede kort igen før hun stille og roligt gik op på siden af Valentina. man se hendes muskler hvergang hun bevægede sig, Xenans krop var fuld af muskler. hun forsatte stykke tid efter da hun fornemmede hendes broder Zylon i nærheden, Zylon stod inde træerne betragtede han var ikke nær så glad for dæmonens nærvær som Xenan var. " pas på" advarede hun kiggede på sin broder igemmen træerne.

Valentina fuglte kanturen, da den gik op på siden af hende. Hun så hvordan dens muskler bevægede sig for hvert skridt den tog. Hun så ind mellem træerne da Xenan sagde; pas på.
Pas på hvad? Valentina så ind mellem træerne og lagde hovedet en lille bitte smule på skrå. "En ven?"spurgte hun Xenana da hun fik øje på endnu en kantur. En han hvis hun ikke tog meget fejl.

" han er min bror, men jeg vil ikke gå for tæt på hvis jeg var dig" sagde hun advarde hun kiggede på ham med øjene der kolde og han forsvandt, han skulle sikkert hjem sladre til deres far. Hun smilede lettet over at forsvandt, hun var heller ikke helt sikker på at han kunne lide hende. Fordi Xenan alttid var den bedste hun bakkede en smule før vendte sig om imod pigen og smilede endnu bredre.

Valentina trak på skulderne da kanturen løb sin vej. Han var nok ikke så snaksaglig. Hun gengældte Xenan's smil, da hun vente sig mod hende igen. "Familie problemer?"spurgte hun og nikkede i retning af vejen Xenan's bror var løbet. Hende selv havde ingen familie tilbage, alle døde hun var alene.

" masser og der kommner flere" sagde hun rystede svagt på hovdet hvorfor skulle alting være så svært " min far vil ikke havde at jeg sniger mig ud" sagde hun sukkede " Jeg bor i kentaur lansby oppe bjergende" hun gav sig fortælle hende om deres far som havde mistet deres mor ved at hun var gået ud for samlede nogle urter hun kom aldrig og hendes far havde vidst ikke kommet sig over hende derfor havde han forbudt Xenan og Zylon nogensinde at gå udenfor landsbyen " men min nysrrighed blev større" sagde hun til afslutning på historien om far og mor og om hvordan hendes forbud var blevet til.

Valentina lyttede opmærksom og nikkede svagt da historien endte.
"Mmm"sagde hun og havde lagt en finger mod sine læber. "Det gør mig ondt med din mor"sagde hun til sidst og lod sin vægt hvile på sin højre fod, så hun stod en smule skævt.
Valentina havde aldrig været oppe i bjergene.

Hun betragtede dette væsen, det var mærkeligt at kun havde tog, men det havde mennsker jo. gik hen til Valentina deres forskelligheder var store, men alligevel følte Xenan at der en samhørhed imellem alle racer selv mennskene som var så uvidende. hun skridte forbi valentina hun var sulten og hendes mave knurrede, hun stoppede nogle meter foran Valentina betragtede stien de var på den var lavet af kentaurer hun skarbede svagt med de ene hove ligesom hest der var utåldmondig hun bed svagt læben.

"Hva så?"spurgte Valentina og så efter Xenan. Hun gik langsomt efter hende, mens hun smilte sit specielle smil.



//Krea svigt!//

// Gør ikke noget//

" jeg er sulten" sagde hun og lod blikket falde på nogle himbær, hun stilte sig hen buken plukkede nogle stykker og tog dem med hen til Valentina hendes hove gav en hul lyd når trådte ned i jorden " her de mega gode nu" sagde hun rakte hånden ned imod hende. hun andede ikke om dæmoner spiste sådan noget, for det var der ingen som havde fortalt hende


// bare du lover ikke smitte mig med din Kreasvigt ;)//

Valentina smilte muntert og tog et enkelt himbær, da hun rakte hende dem. "tak"sagde hun og tog et lille bid af den, for at se om den var sur. Hun nikkede anerkendene. "Gode"sagde hun og spiste det sidste af himbæret.



//Haha, ej jeg er virkelig gået død, og min bærbar lukker ned hele tiden!//

// surt shoW :S//

Hun tog selv et. Hun endte med spise resten selv " kom" sagde hun lod blikket falde kærligt på jorden hun rakte en hånde frem imod Valentina og gjorde sig klar til tage hende med et sted hen som kun hun kendte til hemlighed for alle andre.

Valentina smilte muntert da Xenan spiste resten.
Valentina så spørgende på Xenan, da hun rakte hånden frem mod hende og tog derefter forsigtig hendes hånd. "Hvor skal vi hen"spurgte hun.

" det er en overraskelse" sagde hun og begyndte at gå det varede ikke længe før hun stoppede hun mærkede at der noget galt og gav slip på Valentinas hånd. Hun betragtede kentauerne som kom frem inklusiv hendes far og broder, broen havde et ondskabsfuldt smil på læberne " hvordan kan du gøre det?" spurgte hendes far med en meget vred stemme han travede ind ringen og stod over for Xenan og ventede engtlig bare forklaring " jamen far du kan ikke holde mig indeespærret for evigt" sagde hun med en såret stemme hun vidste at ende sådan og snart ville komme en lusing fra hendes far og den i det samme hun havde tænkt tanken. "Smak" sagde det han ramte hendes kind. Xenan sagde ikke ord elller da vagterne kom for føre hende bort hun vidste at de ville tage Valentina med op i landsbyen, Hun sikker på de ville ikke gøre hende noget de skulle bare sikker sig at man kunne stole på hende.


// bling her Kreativit støv håber det hjæper :P//

Valentina så på optrinet uden at sige noget.
Hun præssede læberne sammen da Xenan's far slog Xenan. Hun gik ind foran Xenan's far og smilte sit specielle smil. "God aften"sagde hun med en stemme der var en smule tør. "Hvad skyldes denne opførelse overfor en sådan ung dame?"spurgte Valentina og så ind i Xenan's fars øjne. Hun havde aldrig været bange af sig og sagde hvad hun ville, når hun ville og hvor hun ville.


//Hjalp lidt^^//

Xenans far rettede sig smule i mennskedelen af hans krop " de skal ikke blande dem i hvordan opdrager mine børn" sagde drog stadig med et venligt toneleje " vær venlig gøre mig og mit slæng selvskab" sagde hanog gå hen imod cirklen vestlige del der hvor Xenan også var blevet ført ud han hviskede noget vagterne som straks nikkede Xenan var kommet stykke væk fra ringen da hun begyndte stejle for at komme fri, i kan stole på hende" sagde hun meget højt

"Faktisk.."begyndte Valentina og så hen på Xenan med sit kække smil, "så kan ingen stole på mig, ild kan du aldrig stole på og vi dæmoner er et med vores element kan man vel godt sige. Men det er jo helt op til jer om jeg er til at stole på. Er i det ikke, så skal i ikke regne med at jeg er" sagde hun efter en kunstpause og smilte venligt af Xenan's far.

Xenan hørte hvert ord dæmonen sagde til hendes far, og stivnede en smule hvordan ville hendes far reagerede på dette svar stivende hun en smule, men Valentina havde været så sød. Hun brugte en sidste kræftangstengelse for rive sig og lykkedes hendes at komme fri. hun styrtede forbi sin far og ind ringe stilte sig på en beskyttende måde foran Valentina idet hendes bror sprang frem imod dem hun skyndte sig tage sværdet og og afbrød slaget med hendes eget våben, " løb gem dig" sagde hun hviskende til Valentina, hun stolede på ilddæmonen og lige nu var det eneste der galt, at få hendes far til at stole på hende igen.