The green Lady *Aiko*

En kvindelig skikkelse kunne skimtes mellem træerne dybt inde i skoven. Solen stod højt på himlen og kastede sine lysende varme stråler ned md skoven og varmede alt op. Den kvindlede skikkelse var slank og lang omkring 1.76 meter høj og havde et langt sort hår, der havde et grøntskær hver gang solen ramte det fra en bestemt vinkel. Hun havde en elegant grøn kjole på der svøbte sig om hendes slanke figur. Den havde en dyb udskæring ved halsen og stoppede på midten af lårene. Den havde ingen ærmer. Hun havde sorte gladiator sandaler på, der snorede sig op til hendes knæ. Hun gik tæt ved træerne og lod en hånd og de smaragd grønne øjne glide hen over deres stammer mens hun gik. Hun fik med til at fortælle hende deres historie, hvad de havde set og hvad de holdte skjult for andre.

Aiko sad oppe i et ca. fem meter højttræ- Og der havde hun tænkt sig at blive siddende. Et blødt smil hvilede på hendes mund. Hun havde lukket øjnene og lyttede til skovens lyde. Fugle sang. Forskellige dyr, det var svært at skelle lydene fra hinanden, gik på skovbunden over hende.
En svag vinden pyste hende blidt i ansigt i nogle minutters mellemrum. Smilet var der stadig. Underligt nok, hun plejede ikke at smile særlig meget.

Den kvindlige skikkelse bevægede sig langsomt ned af den skov sti hun gik på. HUn stoppede engang i mellem op hvis et træ havde noget spændene at fortælle. Hun fik at hvide hvem og hvad der havde passede den gennem tiderne. Træer var faktisk meget glade for at fortælle om deres oplevelser, men folk glemte at lytte til dem. Selv andre end hende, dem der ikek havde samme evne, glemte også at lytte til deres historie de fortalte hver gang vinden fik deres blade til at rasle. Det var træernes stemmer, men kun sådan nogen som Aqurana forstod det.
Men Aqurana havde altid været god til at lytte.

Aiko åbnede øjnene og sukkede. Anede ikke hvorfor. MÅSke fordi hun ikke havde andet at lave overhovedet.
Hun lænede sig indtil træet "Hej, lille træ..." hun smilede, for træet forstod hende jo ikke, men fortsatte "Jeg har haft det virkelig hårdt, de sidste måneder... Men på samme tid utrolig godt... Hvorfor står du det?... Nej sikkert ikke" hun smilede igen. Bare lige hurtigt. Det skadede jo ikke nogen.

Den kvindlige skikkelse begav sig stadig langsomt ned mellem rækken af de vilde træer, der havde meget at fortælle. Hun stoppede op ved et træ, da træet allerede var i gang med at snakke med en. Hun rettede et par smaragd grønne op mod den krone og fik øje på en pige, hun var ikke så gammel som hende selv.
Hun smilte muntert, da det ikke så ud til at pigen viste at træet svarede hende, på hvert af hendes ord.

Aiko sukkede og lukkede øjnene et øjeblik. HUn lagde ikke mærke til den ny ankommende gæst under træet.
"Jeg ved godt, jeg måske er lid..." -hun ledter efter det rette ord- "...piget.
Det er jeg ellers aldrig. Jeg mener, det man ikke tid til som dæmon. Kender du nok ikke, min nye træ-ven" hun smilede igen og fortsatte "Hvorfor er livet så kompliceret? Nogle gange tænker jeg;
Hvad vil der ske, hvis jeg skyd mig i panden? Ville jeg dø eller bare en samme kedeligt rengøring bagefter?". Hun sukkede.

Den kvindlige skikkelse smilte et lusket smil, der samtidigt var meget charmerende. De smaragd grønne øjne var muntre over træets svar. "Den er enig"sagde hun med en bedøvende og lokkende stemme, der næsten lød som sang. "Det ville blive en kedelig rengøring" fortsatte hun og lænte sig halvt op af træets stamme, med blikket rettet op mod pigen.

Det gav et lille set i Aiko. Hun kiggede ned og så, til sin overraskelse, en elver. En ille rynke op stod mellem hendes øjenbryn *Den er enig? Hvordan ved hun det? Nå ja, det er sikekrt en eller anden sjov evne*. Hun trak usynligt på skuldrene.
"Ja, det er også, hvad jeg tror. Desværre" hørte hun sig selv sige.

Hun smilte muntert og klappede leende træet, inden hun trådte lidt tilbage, stadig med de smaragd grønne øjne rettet mod hende. "Hvad hedder du?"spurgte hun med sin lokkende og bedøvende stemme. Hun kunne få alle til at svare på sine spørgsmål med sin stemme, var de lidt genstridige skulle hun bare så dem i øjnene og de ville blive som dukker, som hun kunne få til at gøre hvad som helst, men hun brugte sjældent den side af sin evne. Hun den del hvor folk ville svare hendes spørgsmål og fortælle hende alt. En fantastisk evne for en nysgerrig sjæl.

Aiko overvejede at svare *Hvad sulle pigen med hendes navn?* men hun svarede alligevel. "Aiko" sagde hun. Der blev ikke at efternavn efter navnet, da Aiko overhovedet ikke kunne huske, hvad det var.
Hun smilede ned til pigen og spurgte "Hvad med dig, smukke elver?".

"Aqurana" svarede hun med et charmerende smil, der kunne slå benene væk under alle mænd.
"Hvad laver du herude helt alene?"fortsatte Agurana, hun havde altid været nysgerrig af natur og når man så havde en evne som hende, uuh! der kom nogle saftige hemmeligheder ind en gang i mellem.

Hun smilede tilbage. Hun kunne da godt se at smilet var meget kønt, men det ikke smukt. Berørte hunde overhovedet ikke. Aiko trak let på skuldrene "havde brug for frisk luft. Jeg kan godt passe på mig selv, ikke også træ?". Hun smilede svagt "Og bytte the way-out jeg er Aiko".