Støv! {Zero}

Vivian fik øje på Zero der stod sammen med en ældre man. Hendes blik flakkede da hun blev pinlig berørt, hun ville ikke have ham til at tro at hun fulgte efter ham, hvilket hun på en måde gjorde. Hun drejede rundt om sig selv for at gå hjem, inden hun gjorde sig selv til grin som hun tit gjorde.

Zero vendte blikket mod hende kort og så forbavset ud havde hun lige gået efter ham? Selv efter alt det han havde gjort? Han rejste sig hurtigt og skyndte sig hen til hende "Vivian" sagde han hurtigt efter hende og prøvede at indhente hende

Vivian så kort tilbage da hun hørte sit navn. Åh Nej, hun håbede at han ikk havde det hende, nu stemplede han hende nok som forfølger. Hendes kinder fik en rødlig farve da hun rødmede. Hun satte ikke farven op da han prøvede at indhente hende men hun satte den heller ikk ned. Hvorfor gjorde hun altid sig selv til grin?

"Vivian" sagde han og stoppede lige bag hende "du ville stoppe mig ville du ikke" sagde han og så på hende roligt og virkede underlig trist "men hvorfor" han var selv stoppet så da hun gik gik hun egentlig bare væk fra ham og vis hun ikke svarede ville han bare gå igen

Vivian bed sig hårdt i læben endnu engang, der ville snart gå hul hvis hun blev ved med det. Hun hørte ham stoppe og stoppede selv efter tre hurtige skridt. Hun vendte sig halvt mod ham og prøvede at smile, men det blev bare et nervøst flov skævt smil. Hun nikkede svagt og droppede smilet.

Han så på hende "jeg vil bare vide hvorfor?" spurgte han roligt "jeg mener jeg kunne forstå det vis det var mig selv som stoppede dig det fordi jeg er forelsket i dig men dig hvorfor?" han så ned og rystede svagt "jeg er altså virkelig ked af det Vivian jeg er så ked af det over det på biblioteket og i kloakken jeg er ved at blive sindssyg"

Vivian så på ham og bed igen i sin underlæbe "Jeg ved det ikk"svarede hun med en lav stemme, mens hendes grønne nervøse øjne flakkede rundt, hun vidste ikke om hun skulle se på ham eller ej.
hun endte med at se ned i jorden ligesom ham selv. Hun var ikk sur over det mere, i hvert fald ikk sådan rigtig sur.

Han så op på hende og gik nervøs nogle skridt tættere på hende før han kyssede hende blidt på hovedbunden og ventede på hendes reaktion som i hans øjne nok ville blive endnu et flip på ham hvorefter han vendte ryggen til hende klar til at gå lige så snart hun sagde det

Vivian lukkede sine øjne da han kyssede hende, og rystede svagt, det var stadig uvant for hende at blive rørt på den måde. Hun så på ham igen da han vendte sig om hun bed sig nervøst i underløben. Hun vidste at han ville gå hvis ikke hun sagde noget, men hvad skulle hun sige?
"Venner?"spurgte hun lige så forsigtig, som var hun en lille pige som var bange for at få skæld ud fordi hun sagde noget forkert.

Han vente blikket halvt mod hende lidt og så på hende roligt "hvad vil det hjælpe Vivian? Du er den første i verden jeg har kunne stoppe mig selv i at voldtage der går ikke længe før jeg får lyster igen og voldtager en anden men ja vis du kan leve med at jeg nok gøre det en enkel gang så kan vi godt være venner" sagde han og så ned før han blev til en mønt på gulvet han var ved at græde og det måtte hun ikke se

Vivian bed sig i læben, var det smart at være venner med en voldtægsforbyrder? hun var ikk helt sikker, men hun havde ingen venner hun havde aldrig haft venner. Hun så på mønten og gik hen til den, hun ville gerne have samlet ham op, men hun kunne ikk. Tænk hvis hun rørte astfalten! "Vi kan da forsøge at være venner"sagde hun forsigtig og satte sig på hug ved mønten.

mønten blev til en lille kridhvid hamster glat og ren det kunne tydeligt ses ellers ville der være mørke pletter på dens hår men det var der ikke overhovedet ikke den så op på hende kort før den så lidt ned og nikkede så svagt før den blev menneske og til ham som altid "det kan vi vel" han så på hende kort og smilede så svagt

Vivian smilede da han blev til en lille sød hamster...som faktisk var ren. Hun rejste sig op da han blev sig selv igen og smilede skævt til ham.
"Jeg vil i hvert fald gerne være din ven"sagde hun med et nervøs smil, sådan var hendes smil altid, lige som at der altid var et bekymret glimt i de grønne øjne.

Han nikkede roligt og smilede så svagt "hvad med at starte med at se en film sammen?" spurgte han roligt mens han fortsat så på hende med et dog kærligt smil selvom han var venner med hende var han jo stadig forelsket i hende før han så lidt ned

"Jo kan vi da godt"svarede Vivian med et lille smil og flyttede lidt uroligt på sig. Hun gik aldrig i biografen, så det ville nok blive nød til at se film hjemme hos hende, men det ville hun ikk sige højt hvis han nu mente at de skulle i biografen, det ville være pinligt.

Han smilede roligt og vinkede sin hånd mod hendes hus "skal vi gå" spurgte han roligt med et venligt smil "hjem til dig" han smilede roligt han tog virkelig hensyn til hendes OCD det var hans måde at vise han var forelsket i hende mens han fortsat smilede

"Øøh ja"sagde Vivian med et smil da det viste sig at han ville se film hjemme hos hende, så behøvede hun ikk at gå i panik over hvor beskidt det var i en biografsal. Hun smilede og begyndte at gå lige så stille hjem ad, og så på ham for at se om ham gik med.

Han gik selvfølgelig med hende og gik næsten lige bag hende med et smil han gik op ved siden af hende "Vivian" sagde han og rødmede underligt nok "din røv du stritter med den" sagde han og smilede det var sexet og hun så virkelig smuk ud men han måtte hellere sige det før han gjorde noget forkert

Vivian grinede smilende, noget hun aldrig gjorde. Hun mente nu ikk at hun strittede, men det var nu alligevel sjovt at han sagde det syntes og så kort smilende på ham, mens hun fortsatte hjem ad.

Han fulgte efter hende "må jeg røre" spurgte han roligt og smilede mens han fortsat så på hende og snittede hendes hånd med sin egen hånd roligt mens han fortsat så på hende han mente om han måtte røre hendes røv eller bare røre hende overhovedet

Vivian bed sig i underlæben, hun havde aldrig brudt sig om at folk rørte hende, da hun aldrig havde været van til det.
"Nej"svarede hun venligt og smilede skævt. Hun fastnede de grønne øjne til hovededøren til bygningen med lejligheder, hun gik lidt hurtigere og nåede hen til døren. Hun så kort på håndtaget inden hun tog fat i bunden på sin kjole og brugte stoffet så hendes hud ikke rørte ved håndtaget og slap kjolen igen så den faldt på plads ned omkring hendes ben igen og holdt døren åben for ham, ved at sætte bunden af hendes sko mod døren.

Han grinte og gik ind og skubbede døren op for hende så hun kunne gå ind først han kunne jo ikke få bakterier på sig så han var osse ligeglad lige meget hvad var han jo renere end en helt ny opvaskemaskine og han var glad for det specielt med en forelskelse så besværlig som Vivian's

Vivian smilede genert da han holdte døren for hende. "Tak" Hun gik hurtigt forbi ham og smuttede op af trapperne, og passede på ikk at rører væggen.
Hun syntes at det var pinligt med hendes OCD, det havde været tusinde gange nemmere for hende hvis ikke hun havde haft den.

Han smilede og havde armene på hver side af hende for at hjælpe hende ikke for at gøre hende pinligt berørt men for at hjælpe hende så meget han kunne og smilede meget han syntes hun var dejlig faktisk specielt hendes OCD hun var så nervøs og dejlig ved det

Vivian så hurtigt på ham med et genert smil "Tak"sagde hun med sin nervøse stemme og fortsatte det sidste stykke op af trappen til hende lejlighed. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige udover tak, der havde aldrig været nogen som viste interesse for hende, ikk engang hendes forældre havde gidet hende fordi hun var et klods om benet. Hendes mor var også træt af at have hende boende, men da hun ikke kan have et job havde hun ikk råd til at leve alene.