En gåtur - Rosa

S: Den gamle Bro
T: 22:01
O: Menneske tomt
V: Dystert, og køligt

Et svagt køligt vindpust fik Aoi til at skutte sig og trække sin jakke tætter omkring sig. Han overvejede kraftigt af blive til et eller andet dyr, men han ville alligevel ikke, da han ikke kunne se grunden til at gøre det. Han traskede ned af den lille sti der førte vidre ned til den gamle bro. Den så meget skrøbeligt ud, men han vidste at den kunne holde til ham. Her var han ofte når han ikke ville være sammen med folk. Han sukkede lavt, trådte ud på broen. en meget svag knirken kom fra den, men det var alt. Han trådte sikkert op på den, og stillede sig på midten, med ansigtet mod vest, hvor man lige kunne se det sidste af den røde himmel. Det havde været en stressende dag, så han glæde sig til snart at kunne sove.

Rosa bevægede sig sjældent rundt i den gamle del af Vida, men lige den aften var der noget der sagde hende at det var lige der, kunne skulle hen. Efter mange år på jorden havde hun lært at følge sin fornemmelse og gik derfor tilfældigt rundt, uden egentligt at se noget. Hendes fornemmelse ledte hende og hvis hun ikke følte at hun skulle gå hen af den vej, over den stil eller igennem kirkegården, så gjorde hun det ikke. Fornemmelsen førte hende hen mod den gamle bro, men ikke ud på det. Hun stoppede op på breden, bedst som vinden greb fat i hendes jakke, som hun brugte til at holde vingerne skjult, og blæste den bagover, så de hvide, næsten lysende, vinger kom til syne.

Phoenix stod fordybt i sine ejen tanker da han pludselig så nogle meget store hvide vinger der næsten lyste op i mørket. Han Først så han ikke pigen der ejede vingerne. Han stirrede på hende, eller på vingerne. Det var ikke tit han mødte folk med vinger, eller engle som det jo hed.
Det var nyt, ikke skræmmende, og jov, alligevel lidt. Han lænede sig op af rækværket på broen, mens han studerede pigen. Hvad laver hun her? Engle på denne tid af døgnet? Hun ligner ikke en af de mørke engle. Måske var hun kommet der ud ved en fejl, selvom det ikke så sådan ud.

Irriteret over vinden greb hun ud efter sin jakke for at flå den tæt om kroppen igen. Hun var i forvejen et nemt bytte, forklædt som menneske, for vampyrer og andre små sultne væsner, men hvis de først fandt ud af at hun var engel, ville hun være dødsens, især på dette tidspunkt af døgnet. Ligeså snart hun havde fået styr på jakken, så vinden ikke konstant flåede den væk fra vingerne, lod hun blikket glide rundt i de mørke omgivelser, på jagt efter en skikkelse der muligvis havde set hende. Det tog hende dog heller ikke lang tid, før hun fik øje på en skikkelse ude på den gamle bro. *Ååh nej.* På denne afstand var det ikke muligt at se hvem det var eller hvad det var, kun at der stod nogen ude på broen.

Aoi stod og kiggede tavst på hendes kamp med jakken, og da hun kiggede rundt og fik øje på ham. Han blev stående for at se hvad hun ville gøre. Hun var egentlig en flot engel, ikke fordi de ikke plejede det, men han syntes hun var smukker end de andre ... eller også var det pga. mørket der fik hendes vinger til at lyse.
Han trak skuldrene op om ørene. Det var koldt, måske skulle han bare finde et sted at sove, så kunne engeln vel også få fred. Men hans nysgerrighed trak mere i ham, så han blev stående og kiggede på engeln.

Da skikkelsen ikke angreb Rosa, gik hun ud fra at den var af venligt sind. Langsomt, af ren nysgerrighed, trådte hun ud på broen, stadigt med et fast greb om sin jakke. Hvis hun var heldig, så havde personen intet set. Egentligt havde hun ikke lyst til at finde ud af om personen havde set hendes vinger eller ej, hun ville bare gerne vide hvem der stod ude på broen på dette tidspunkt. Det virkede som et underligt tidpunkt at betragte vandet, der stadigt løb under broen, selvom at det ikke var nær så meget, som dengang den del af byen, stadigt blev benyttet. "Godaften..." hilste hun, da hun kom tæt nok på, til at personen med sikkerhed ville kunne høre hende. Hendes syn var ikke godt nok i mørke til at hun kunne se hvem personen var.

Aoi var overrasket over at pigen kom hen til ham, men det betød bare at han slap for bare at glo på hende. Så ville hun jo snakke, det var jo ganske naturligt for engle. "Godaften." Sagde han da hun hilste. Han hade at snakke med folk, eller havde aldrig rigtig været en der gjorde det, han betragtede dem mest. Aoi pressede hænderne ned i bukselommerne og kiggede på englen. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, så han lod hende køre. Han havde aldrig været god til samtaler.

Det var først nu, da hun hørte personens stemme at hendes manglende evne til at se godt i mørke, irriterede hende. Stemme var så.. så mystisk og alligevel så venlig. Hun kunne ikke fastslå om den var mystisk, fordi hun ikke kunne se personen, eller om det bare var sådan personen var. Med et svagt smil på læberne, samlede hun sine hænder, så der kun var et let mellemrum i mellem dem og lukkede øjnene. Kort efter dannede sig en lille lys kugle i sine hænder, ikke større end at et menneske ville tro at personen så syner, men lige præcis nok til at hun kunne se noget. For ikke at forspilde sine kræfter, slog hun øjnene op og lagde hovedet på skrå, i det hun betragtede drengen, der stod på broen sammen med hende. Han var egentligt flot. Det havde hun ikke troet, da hun stod nede ved breden. Men det var han. "Må man spørger om dit navn?" Det havde egentligt ikke været hendes mening at spørge så pænt, men det var bare sådan det var kommet til hende. Pænt og en smule gammeldags.

Aoi stod og betragtede hendes lille trylle nummer. Dårlige øjne om natten? tjah, hvad skulle man også forvente? Enlig havde han ingen forventninger til engle, men de kom jo af lyset, fra gud, de fleste, så de så vel dårligt i mørke. Det var en meget fin lille kugle der fik engeln til at se mere engle agtig ud. Og smukkere. "Aoi." Præsenterede han sig kort. Han bemærkede kort hendes pæne måde at spørge på. Meget formelt. Var det også noget der lå til engle? "Og De?" Fortsatte han i det samme pæne talemåde. Enlig ikke fordi han plejede at gøre det, men nu de jo var i gang, kunne de da være sjovt at se hvor lang tid hun holdte sig. Måske var det bare noget der lå til hende?

Rosa betragtede ham let, da lyskuglen var skabt. Hans måde at reagere på, sagde hende at han ikke var helt normal. Han var i hvert fald ikke bare et menneske, men hvad var han så? "Aoi... smukt navn." Det var først, da hun sagde det, hun lagde mærke til at hun rent faktisk havde sagt det højt. Hun tog det tog ikke så tungt. Det var ikke det værste, man kunne komme til at sige højt. Da han sprugte ind til hendes navn, på den meget formele måde, rømmede hun sig svagt. Hun var ikke meget for at forsætte på den måde. Det var så upersonligt, så gammeldags... Hun havde levet dengang, man talte sådan til alle og enhver, og det var ikke ligefrem noget hun havde brug for at gøre igen. "Jeg ved ikke hvad mit navn er... Men jeg kalder mig Rosa."

Phoenix kiggede overrasket på hende da hun begyndte at rødme svagt. Hvorfor mun? Han kastede et kort blik omkring dem, der var ikke nogle, endnu, måske kom der nogle. Han vendte mere overrasket blikket tilbage da svaret på hans spørgsmål kom. "Du ved ikke hvad du rigtig hedder?" Spurgte han vantro. "Undskyld, bare overrasket." Skynte han sig at sige. Det var jo ikke ligefrem høfligt at komme med denne bemærkning. Rosa? Han stod lidt og tykkede på navnet. Flot navn, der passede til hende. "Må jeg spørge om hvorfor De ikke kan huske Deres navn?" Fortsatte han i den formelle tone.

"Du må gerne spørger.. Så længe du dropper den formelle tone." sagde Rosa og smilede. Hun ville ikke selv være i stand til at holde den formelle tone og det ville virke underligt, hvis Aoi talte formelt og hun ikke gjorde. Et let suk gled over hendes læber. Hun var ikke sikker på om Aoi kendte til engler, eller andre væsner for den sags skyld. Men hvis hun skulle forklare det, så var hun nødt til at komme ind på det. "Du ved at jeg ikke er..." At hun ikke er hvad? Hvordan skulle hun dog kunne forklare de? Et helt normalt menneske... Var det bare det. Det virkede lidt underligt at sige, men det var vidst forklaringsformen. "et helt normalt menneske?"

Aoi nikkede. godt, ingen formel tone, pyha. Han lænede sig op af rækværket og ventede på et svar. Hen blev en smugle forvirret over den måde hun begyndte på. Han havde jo set hendes vinger, så han vidste godt at hun ikke var et menneske. "Ja, jeg ved godt du ikke er et menneske." Svarede han, og smilte roligt til hende. "At du er en engel, ved jeg også godt." tilføjede han.

Godt. At han vidste at hun var en engel, hjalp meget. Især når hun skulle til at forklare noget, som de fleste havde svært med at forstå. "Jeg var her engang som menneske. Der havde jeg et navn, men da jeg døde og kom igen, havde jeg glemt navnet.." sagde hun og trak på skulderne. "Så jeg fandt selv på et." Det havde ikke været nær så indviklet at fortælle, som det kunne have været. Gudskelov for det.

Aoi hævede øjenbrynet lidt af hendes forklaring, men den gav idet mindste mening, sådan da. For ham, men måske ikke som for et menneske.
"Okay." Svarede han kort for hoved og vendte sig om mod vandet. Han stirrede tomt ned i vandet, mens han overvejde hvor han skulle sove. "Hvor lang tid har du været engel?" spurgte han før han selv kunne nå at stoppe det. Han pressede læberne sammen til en smal streg.

Rosa så undrende på ham, da han pressede læberne sammen. Det var næsten som om at han fortrød hans spørgsmål. "Ca. 511 år... Jeg er ikke helt sikker." svarede hun og kiggede ud over åen. Hun havde intet imod at besvare spørgsmål, ikke det mindste. Men det irriterede hende nu at hun intet konkret vidste. Hun vidste ikke hvor længe, der var gået fra hun døde til hun blev engel... Hun vidste kun at hun døde i 1500. "Du er ikke bare et menneske, vel?" Hans måde at reagere på over hendes forklaring, havde fået de sidste brikker til at falde på plads. Selv et menneske med god viden omkring det der forgik omkring dem, havde ikke reageret så ligegyldigt på det, ikke førhen i hvert fald.

Han kiggede på hende igen. "Nej, jeg er ikke menneske, og har aldrig været det." Svarede han og vendte sig om igen. "511 år, det var skam ikke så lidt." Konstaterede han. Han vendte sig om mod vandet igen, og ville hvis han selv skulle bestemme sige at samtalen var færdig, men det var helt klart fordi han aldrig havde kunne snakke med folk. Han havde ikke noget imod at snakke med folk, så længe de første samtalen, og han ikke skulle bruge for lang tid på at svare. Det var noget han havde fået efter han havde været på børnehjem, hvor der aldrig havde været nogle til at snakke med, så han havde lært sig selv ikke rigtig at snakke. Når han var dyr, kunne han heller ikke snakke, så det gjorde ingen forskæl for ham. Dyr eller menneske ...

"Hvad er du så?" Rosa så nysgerrigt på ham. Han var helt sikkert ikke vampyr... eller varulv, men hvad var han så? "Efter lidt tid opdager man ikke at tiden går." Hun trak på skulderne. 511 år var ingenting i forhold til så mange andre, men det var da til tider trist at gå alene rundt i verden, uden at blive ældre.

"Animagus." svarede han kort. Han lagde hænderne på rækværket og lagde hoved på dem. Han stod opslugt af vandet og tænkte på om han skulle overnatte som fisk, men det var aligevel også lidt for nedren, var det ikke, og chancen for at blive spist! Den var altid stor, med mindre man var haj. Måske bare en fulg? eller et skovdyr eller ... suk.

"Men ikke en særlig snaksagelig en..." kommenterede Rosa og rystede på hovedet, over hans korte svar. Hun havde aldrig før mødt en Animagus, men hun var ret sikker på at det ikke lå til Animaguser at være så indelukkede. De fleste dyr snakkede konstant og hele tiden. "Hvordan kan det være?"

Aoi grinede over hendes bemærkning. Han stirrede ned i vandet til hendes stemme brød ind igennem øregangen og ind i hoved på ham. "Jeg har aldrig været særlig snakkesalig af natur, boede på et børnehjem, som animagus er man jo lidt underlig i menneskes øjne, så fik aldrig venner, og snakkede næsten aldrig." Svarede han. Det var lang tid siden han havde sagt så meget. Det overraskede ham selv lidt. Han blev ved med at kigge på hende, så han ikke skulle virke alt for afvisende.

Rosa lagde hovedet let på skrå, da han begyndte at fortælle om hans liv. Det var det længste han havde sagt, siden hun mødte ham. Da han havde talt færdig, kunne hun mærke at hun fik medlidenhed med ham. Der skulle ingenting til at hun fik medlidenhed, men hun hadede det. Hun trak vejret dybt en enkel gang for at smide følelsen væk. "Du er ikke underlig i mine øjne." Andet havde hun egentligt ikke at sige det til. Det var forhåbentligt også nok.

Et halv smil gled over hans læber. "Ja, det skulle vel ikke undre mig." Han vendte sig om mod gelænederede igen kiggede op i himlen. "Jeg undrede mig over en ting - eller over mange ting, men en af dem er, hvorfor du er her." Han drejede sig en smugle så han kunne se hende. "altså jeg ved jo ikke så meget, men - engle og mørke? Er det ikke Engle og lys der er den gode kombi." Han lukkede munden hårdt sammen, og drejede hoved væk igen. hvorfor sagde han pludselig så meget?

Allerførst lignede Rosa et spørgsmålstegn. Hvorfor var hun der... Hvad mente han med det spørgsmål? Et stille smil gled dog hurtigt over hendes læber, da han uddybbede sig. "Det kommer an på hvilken slags engel man er... De fleste har det bedst i lys. Men der findes dødsengle, der elsker at befinde sig i mørket, hvor de kan nærme sig personen..." Hun bed sig kort i underlæben, da hun fandt ud af at det lød som om at hun var en dødsengel. "Selv fortrækker jeg lys, men ind i mellem får jeg sådan en... en fornemmelse, af at jeg burde være et sted. Den fornemmelse bliver jeg bare nødt til at følge, ellers får jeg det dårligt, næsten ligeså dårligt, som..." Hun tøvede og rystede på hovedet. Det var egentligt ligegyldigt, hvor dårligt hun ville få det.

Aoi stod og lyttede tavst til hendes forklaring. Han skævede hen på hende da hun stoppede op midt i sætningen. "Dårligt?" Spurgte han mest sig selv. Det var ikke tit han mødte folk der ligefrem blev dårlige af ikke at gå et sted hen, men var det en engle ting?
"Øhm, jeg tror ikke jeg forstår dig helt ..." Han vidste ikke hvad han mere skulle sige. Så han valgte at kigge på hende, uden at stirre, men bare kigge og håbe der ville komme noget uddybende ud fra munden.