en tur op til Vulkanen...

S: Vulkan
T: 22:30
O:ingen
V:Mørkt og det trækker op til uvejr
P: klik på linket for at se hvad hun har på....
https://media.photobucket.com/image/white%20hair%20anime/TearDrop1015/Anime/animegirlwithwhitehair.jpg?o=46


Shurican gik for sig selv igennem skoven og fulgte stien,hun var på vej op til vulkanen for hun ville se hvad
der var der. Hun kede sig meget så hun ville se om hun kunne finde noget intresant oppe ved vulkan,hun ville søge om der var en hule ved Vulkanen så vil hun undersøge den lidt. Hun havde ikke andet at lavet og hun elskede at studere tingene som er meget gamle, hun kunne mærke vinden og kunne mærke at den var kold men hun frøs ikke. Hun stirrede op mod himlen mens hun gik og gik i sine egen tanker.

Det havde lykkes Abigail at snige sig ud, også selvom at hun vidste at hun ville få problemer, hvis hendes mor nogensinde opdagede det. Hun havde fuldt påklædt vandret rundt og var kommet på afveje. Faret vild, men alligevel bare forsat med at gå. Det havde bragt hende til en skov og videre til en vulkan. En vulkan, som hun ikke anede havde været der. Men det havde den åbentbart, når den lå lige foran hende. "Hvorfor har ingen fortalt mig, at her var en vulkan?" sagde hun tænkende og så rundt. Det var for mørkt til at hun kunne se andet end omridset af ting, men det burde også være nok. Der var skov og vulkan. Det var i hvert fald det eneste hun kunne se lige nu.

Hun gik for sig selv mens hun kunne mærke at det trængte op til uvejr,hun fulgte stien og kunne mærke at jorden var koldt men da hun kom tætter og tætter på vulkanen kunne hun mærke varmen under jorden. Hun følte at hun ikke var alene men at der var andre til stedet,hun lyttede efter stemmer for at se om hvem det var som gik here ude. Hun lugtede efter og kunne lugte at vedkommen ikke var langt fra hende,hun tænkte lidt og gik videre.

Hun hørte lyden af fodtrin og drejede omkring. Så sig rundt, selvom at hun ingenting kunne se i mørket. "Er her nogen?" spurgte hun med rystende stemme. Hvor ville hun ønske, at hun var derhjemme lige nu. Dette var for nervepirrende.

Shurican kunne hører en pige stemme og kunne lugte at pigen var en helt almindelig menneske,hun begyndte at gå fra stien og ud i mellem træerne. Hun gik stille uden at sige noget men hun tænkte lidt og sagde"hvem der "hun stirrede ned mod jorden og holdt sig i skyggerne,hun holdt sig altid på afstand når hun mødte nogen.

Hun fór sammen, da hun hørte en stemme. Hun havde håbet på, at det bare havde været ren indblidning at der var nogen. Men det var det åbentbart ikke. "Jeg skulle til at spørge om det samme..." sagde hun og kæmpede på at holde stemmen i ro. Hun kunne se for lidt til at vide om det var en ven eller fjende, der gemmede sig for hende.

Hun gik fra træ til træ mens hun tænkte på hvad hun skulle sige,hun stirrede nede i jorden. Hun lyttede mens hun følte vibrationerne under jorden"hmm..Men jeg spurgte dig først "sagde hun stille på den venlige måde,mens hun lænede sig op af et træ mens hun ventede på at pigen svarede.

Abigail sukkede. Hun havde vidst ikke noget valg. "Mit navn er Abigail..." sagde hun og så rundt, prøvede at finde ud af hvor stemmen kom fra. "Dit navn?"

"Shurican"sagde hun og stirrede lidt op,hun tænkte lidt"hvad laver du her så sent"spurgte hun så hvor efter hun tav for hun kunne ikke komme på andet. Hun gik lidt frem men holdt sig stadigvæk i skyggerne,hun viste ikke hvad hun ellers skulle sige men mærkede bare varmen under jorden mens hun mærkede det kolde vind.

Hun så rundt, begyndte at blive irriteret over, at hun ingenting kunne se. "Kan du ikke komme frem, så jeg kan se dig?" spurgte hun irriteret, men alligevel med en høfling undertone.

Hun gik fra træerne og satte sig på et klippe ved vulkanen,hun stirrede ned mod jorden med hætten over hovedet"var det bedre "spurgte hun stille mens hun lyttede til vinden der blæste lidt.Hun viste ikke hvad hun skulle sige men tænkte lidt på noget hun kunne sige,hun kunne mærke hendes hår blafrede i vinden"nå men hvad laver du egentlig her ude så sent "spurgte hun så og lagge hovedet på skrå.

"Ja, det var." løj Abigail ubesværet. Hun kunne næsten ingenting se, kun en skikkelse, så hun havde stadigt ikke nogen idé om hvem eller hvad hun snakkede med. Men i det mindste talte hun ikke til luften længere. "Jeg fór vild og endte her.." Hun smilede undskyldende, selvom at ingen nok ville se det. "Hvad laver du her?"

"vandre lidt rundt"sagde hun og stirrede på hende"du kan nok ikke se mig på grund af mit mørke tøj og fordi at der ikke er meget lys i nærheden"hun rejste sig og gik lidt frem af mens hun tænkte på hvad hun ellers skulle sige mens hun lyttede til vejret der var ved at trænge op til regn"hvorfor er du over hovedet så sent ud,jeg mener jeg kan føle at du er en på 13 og så vidt jeg har hørt så plejer deres forældre at sige til dem at de ikke må være ude så sent"

Det undrede Abigail meget at hun kunne mærke sådan noget, men hun lod det ligge. Det var enormt mange underlige væsner i denne by. Det havde hun hurtigt fundet ud af, så hun havde ikke nogen problemer med det. "Jeg sneg mig ud" svarede hun kort og prøvede at følge skikkelsen. "Hvorfor er du klædt i sort?"

"tja jeg skifter engang i mellem,selvom der er ikke meget at tage på "sagde hun jeg finder noget stof som folk ikke bruger længer "sagde hun "okey nogen gange så stjæler jeg men det er det der hører under de ting for folk som lever på gaden"hun stirrede på Abigail"det kan godt være at jeg er blind men er faktisk god til magi som jeg har brugt til at lave det her tøj" hun gik hen mod et træ hvor efter hun gik lidt tilbage.

Hun lyttede opmærksomt til hendes ord og lagde hovedet let på skrå. "Er det ikke hårdt at leve sådan?" spurgte hun nysgerrigt og blikkede voldsomt for at forsøge at se bedre. Det gik dog ikke så godt og hun så derfor stadigt ikke hvem hun snakkede med. "Man skulle ikke tro at du er blind. Du går rundt som om at du kan se det hele..."

"det er faktisk hårdt lige som det nok ville være for dem der er rige hvis de måtte leve sådan men man vender sig til det"sagde hun"jeg er faktisk blind"hun lage sine arme over kors"selvom det utroligt at du ikke kan se i mørket men jeg der ved kan nærmest se i mørket selvom jeg er blind"hun kom med et lille smil.

Hun nikkede langsomt, men kom så i tanke om at hun lige havde sagt at hun var blind og derfor ikke kunne se det. "Jaah..." sagde hun med en smilende stemme. Det var tydeligt at høre, at hun ikke var sur eller noget. "Det eneste jeg kan se i mørket er skikkelser. Jeg kan se at der står noget foran mig, så jeg ikke træder ind i det. Men jeg kan ikke se hvad." Hun trak på skulderne. "Så du bor på gaden og er blind... Bliver du så ikke nemt udnyttet eller er folk for bange for dig?" Hun blev helt flov over, at hun havde så mange spørgsmål.

"jeg bor lidt forskellige steder men jeg opholder mig mest på kirkegården,jeg er faktisk opvokset på en kirkegård i Bangkok et gamle sted men elsker noget gyseligt"sagde hun med et smil og lukkede øjne i et sekund"jeg bliver godt nok udnytte men jeg skræmmer også folk men det er ikke altid"hun stirrede på pigen og satte sig ned på en stor sten.

"Kirkegården?" gentog hun forfærdet og rynkede på panden. Det virkede da som et uhyggeligt sted, eller lød som et uhyggeligt sted. Hun havde aldrig haft et behov for at betræde en kirkegård og vidste derfor ikke om det var så uhyggeligt, som alle sagde. "Der burde du da ikke have det store problem med påtrængende mænd... Og det er altid noget at du kan skræmme dem væk." Hun ville ønske at hun selv var i stand til at skræmme nogen væk, men hun var ikke særligt stærk eller skræmmende at se på, så det gik aldrig så godt.

"jeg er nu mest skræmmende om natten en om dagen "sagde hun "men eller kan jeg godt være nemt hvis de virker lidt..tja hvad skal man sige"hun tænkte lidt mens hun lette efter ordet "nå pyt..Men man kan da være lokkende for drenge og omvendt"hun hade ikke helt styr på hvad hun siger men sådan var hun bare.

Abigail hævede et øjenbryn og prøvede at forstå det. Det tog hende lidt tid, før hun endelig forstod, hvad det var hun sagde. "Så du kan rent faktisk godt lide, at de er interesseret i dig?" spurgte hun undrende. Det var sådan hun havde forstået det.

"tja kun de søde, venlige og flotte fyr"sagde hun selvom hun aldrig tænkte så meget på drenge"men hvis det er bare nogle der bare tager fat i en og tvinger dem til at kunne lide dem så slår jeg til og det vil gå ondt på dem,men faktisk så bruger jeg ikke min tid på drenge men at udforske lidt, læser bøger og så andre ting"hun sukkede lidt men sagde ikke mere.

"Det er altid noget at du kan slå fra dig, så..." sagde Abigail og nikkede langsomt. Hun havde ikke nogen erfaring på det punkt. "Hvordan kan du læse, når du er blind?" Hun lagde en hånd oven på sin mund, prøvede at tage ordene i sig igen, men kunne ikke. "Og hvad udforsker du, når du endelig udforsker noget?"

"tja jeg læser selvfølgeligt blind skrifter men læser faktisk også noget som ikke er blind skrifter bare ved at glide hånden over siderne men ellers ved jeg godt hvordan man kan lave det om til blind skrifter"sagde hun"jeg plejer altid at udforske steder og forskelige legender og myter for at se om de var sande"hun rejste sig igen og gik lidt rundt"faktisk så findes opholder byen her mange myter og hemmeligheder som ingen kender til f.eks der kunne sidde nogle gamle forhistoriske skrifter på murene på byningerne"