Man siger man skal holde sine venner tæt, men sine fjender endnu tættere (Aiko)

Aiko smilede. Uden glæde. Uden venlighed. Smilet var ondt og grusomt. Et smil fra en dæmon. Et dæmonisk smil. Sendt fra helvede.
Aiko smilede "Fint. Hvor?".

Amber kiggede sig omkring fik øje på nogle flere mænd som var på vej væk, men de kunne godt nå stoppe dem. Hun løb i vampyr løb hen i døren " går i allerede?" spurgte hun med sukker sød stemme, det lød helt forkert til hende. Hun rystede svagt på hovdet og mændene skulle lige til skubbe hende ud af døre, men det kunne de ikke for de var bare svage mennesker. Hun kiggede over på Aiko og håbede at Aiko snart ville komme hende til unsætning.

Aiko var over dem. Hun smilede tilfreds og mumlede "Det er nu man ser det gode i, at ikke at prøve at gætte, hvad dagen bringer. For hvor lang tid skulle jeg ikke havde gættet får jeg gættede det her?".
Hun smilede igen.
"Jamen søde drenge da" sagde hun venligst" festen er kun lige begyndt". De andre i rummet var begyndt at kigge på dem, men ingen havde vist lyst til, at tage kampen op mod de to kvinder. *Kujoner* tænkte Aiko *men nogle gange er kujoner gode, at have ved hånden*
Aiko havde taget fat i en mand og havde et lille klem, fået ham til at skrige som en stukket gris. "En brækkede han vist skulderen" sagde hun med hovedet lige på skrå, som hun havde for vane når hun var forundret. "Sikke skrøbelige mennesker er blevet gennem det sidste århundrende".

Hun smilede sukkersødt, men indenvendig var hun ved at knække sig, hun hadede svage mænd, hun fulgte hendes eksempel og overvejede om hun kunne smage på nogen af dem, hun vendte blikket imod de tilbageværende mænd. Hun gik hen til en som var meget høj stirrede kort på før hun løftede sin hånd for trykke på det sted hvor Aiko havde vidst hende.

Aiko tog endnu en mand og slog ham ned. Det gik meget nemmere og mere smertetfuldt end dem for et kvarters tid siden. Aiko kiggede på Amber og smilede "De her meget slrøbelige. Så pas på, søde" hun smagde det med et stort grin, som lød Amber vide at det var sagt i sarkasme.

" det må man sige" sagde hun lod blik falde på de mænd som lagde ned, dem som de havde haft det sjovt med allerede. Hun trak en af de bevidstløse mænd op til sig betragtede ham kort, men det tiltalte hende ikke at mænd var for svage. Hun havde allerede hørt den mand som var på vej hen imod hende for angribe. Hun vendte sig og skulede til angriberen smilede ondt til ham. Hun ventede til han skulle sit første slag ind hvilket han også gjorde, men hun havde flyttede sig i vampyrløb og stod nu bag ham. " for langsom" hviskede hun i hans øre inden hun klemte på hans skulder og han sank sammen. Det var jo alt for nemt.