Morgenmad [Daniella=privat]

"Fedt der har jeg aldrig været" sagde han roligt "må du godt have hund i dit hus" råbte han og grinte en smule mens han holdte godt fast uden at holde for godt fast så hun ikke følte sig seksuelt krænket eller noget

Daniella grinede af det med hunden, hun kørte ind i den mere velhavende del af byen og satte også farten ned så hun kørte præcis det hun måtte. Der boede mange forskellige mennesker i denne del af byen og alle havde penge så nogle folk bestak politiet for at de skulle komme forbi noget tigere, så der ikke blev stjålet noget. Men det betød bare at Daniella også var nød til at rette sig efter hastigheden på skiltene, ellers ville hun bare få problemer.
Hun kørte ind på en gade hvor der var kæmpe lejligheder hele vejen ned ad gaden. Alle ens.
Hun standsede foran den tredje bygning på højre side af vejen og trillede langsomt ind i en garage hvor der holdt fem andre biler, der tilhørte de andre beboere.

Han så overrasket rundt "wow" sagde han og smilede "der er vist en som er velhavende hva" sagde han smilende og så på hende før han slap hende og med hjælp af sine krykker fik rejst sig op og stod lidt og så rundt i det store kvarter "jeg har aldrig været i denne del af byen varulve er sjældent velhavende fordi de altid smadre deres ting" sukkede han

"Jeg var også bare heldig"sagde Daniella med et skuldertræk, hun lød ikke somom hun mente at hun var heldig, men det var der andre der mente at hun var. Hun gik hen til et skab hvor hun låste sin hjelm inde og gik hen til en dør og så tilbage på Zann "Kom" sagde hun og skubbede døren op og trådte halvt ind og holdt døren åben for ham, som hun altid gjorde.

Han smilede roligt og haltede hen til hende "takker" sagde han smilende og haltede indenfor døren roligt "du virker ikke så glad for det Daniella" sagde han og vente blikket mod hende roligt og smilede venligt til hende

Daniella trak på skulderne igen og lukkede døren og gik hen til elevatoren. "Det er en..to døde mænds penge"sagde hun med et skuldertræk og ville helst ikke snakke om hvor hun havde sine penge fra, der kom bare flere spørgsmål ud af det. Hun trykkede på knappen der skulle kalde elevatoren ned.

Han gik hen ved siden af hende "vil du snakke om det" spurgte han roligt "jeg mener du ved så meget om mig men jeg ved ikke engang dit efternavn" sagde han roligt og så på hende roligt med et venligt smil mens de ventede på elevatoren

Daniella så kort på ham og derefter på døren der gled til siden og afslørede en stor og rummelig elevator. "Miller"sagde hun til hensyn med efternavn og trådte ind i elevatoren. "Der er ikke så meget andet der er vær at vide om mig"sagde hun og ventede på at han skulle gå efter og hun satte en finger på knappen under 3-tallet.

Han gik derind ved siden af hende "Daniella jeg vil vide meget mere om dig end det" sagde han roligt men sukkede så "men så fint" han så mod dørende som langsomt lukkede i for at elevatoren skulle begynde at køre

"Du spørger bare"sagde Daniella tilsidst og trykkede på knappen da døren lukkede sig. Hun så kort op mod kamaraet oppe i hjørnet af loftet, der var mange af dem rundt omkring i bygningen. Hun så igen på Zann og lyttede til de lave ding lyder hver gang de nåede til en etage. Hun ventede på det tredje.

Han så på hende roligt og smilede bare før han sukkede og så ned "undskyld vis jeg er påtrængene" sagde han roligt "jeg har jo ikke haft nogen ven før så jeg har svært ved at være venlig" sagde han roligt og knugede sin hånd fast om den ene krykke

Daniella smilte venligt "De venner jeg har, tænker kun på hvor mange af mine penge de kan få fat i" sagde hun og så på døren da den gik op. Hun trådte ud og vente sig halv mod ham. Der var kun to døre på hver etage, en der førte ind til en lejlighed og en anden der var til brandtrappen. Der var kun plads til en lejlighed på hver etage, eftersom de var meget store. Hun havde fisket sine nøgler op af lommen og gik hen til døren hvor der hang et skilt med kun et navn på Daniella Miller.

Han fulgte efter hende "jeg er ligeglad med penge" sagde han roligt og så på hende lidt og stod og kiggede frem og tilbage "men jeg må nu indrømme det er godt nok et fedt sted at bo" han smilede roligt "men under alle omstændigheder så er jeg ragende ligeglad med penge" han smilede og fulgte efter hende hen til døren

Daniella grinte svagt og låste sin dør op og skubbede døren op. De fleste sagde sådan om penge, lige indtil de fik en smagsprøve af hvad pengene kunne gøre. Alle Daniella's "venner" havde fået en smagsprøve og ville bare have mere.
Hun gik ind i gangen og stillede sig igen sådan så hun var dørstopper. Det var en stor og rumeligt, og væggene var hvide.

Han smilede roligt og så på hende roligt "nu tænker du sikkert at jeg bare siger det indtil jeg har prøvet det" sagde han roligt "men jeg har altså prøvet det jeg var rig for nogle år siden" sagde han roligt og smilede "men jeg hadede det" sukkede han

Daniella smilede venligt af ham. "Gø jeg også, men jeg er vokset op med det, og så kan det være svært at vende sig af med det, selvom jeg ikke rigtig bruger mine penge"sagde Daniella og flyttede sig fra døren og gik ind i lejligheden, han måtte føgle efter. "Lås døren efter dig"sagde hun hen over skulderen da hun forsvandt ind i stuen. Et kæmpe rum, hvor væggene også var hvide, men hvor der til gengæld var dæmpede farver på de få møbler, der egentligt mere hørte hjemme i en etværelses lejlighed. Men Daniella havde ikke brug for mere da hun kun var sig selv, og efter som hun ikke havde fyldt stuen med møbler, virkede den også større.

Han smilede og gik ind og lukkede døren og låste døren roligt og gik med hende roligt og smilende da han så hvor stor rummet var blev han dog en smule overrasket "hvorfor købe sådan en stor lejlighed til så få ting" spurgte han roligt og så på hende smilende

"Jeg lider at klaustroforbi"Svarede Daniella hurtigt hen over skulderen da hun smed sine nøgler på en komode hvor lejligheds eneste fotografi af en kvinde med samme hårfarver som Danilla sad t med en lille pige på 5 år og en mand med brunt hår stod ved siden af dem og smilede stort, han havde samme øjenfarve som Daniella. Der var faktisk ikke rigtig andre fotografier, kun et par stykker af Daniella og hendes "venner".
"Jeg har altid boet i lejligheder med store værelser, så det føles unaturligt at være i små rum for mig"tilføjede hun med et lille smil og havde vent sig mod Zann.

Han smilede roligt og så på hende roligt før han haltede hen til hende og så på billedet "dine forældre" spurgte han roligt og smilede roligt mens han så på billedet fortsat og smilende før han vente blikket mod hende smilende "du ser sød ud" sagde han og så på den lille pige

Daniella trak på skulderne da han sagde at hun så sød ud "tak"sagde hun og gik gennem den store stue hen til åbningen i køknet, "Noget du vil have?" sprugte hun ham inden hun gik helt ind i køknet, der var ingen dør melle stue og køkken. Hun plejede altid at finde på et andet tale emne, når det var hendes forældre der pludselig blev nævnt.

Han lagde krukkerne og så på billedet igen lidt og smilede før han gik ind til hende ude i køkkenet og gik normalt han var jo trods alt varulv de healede sindssygt hurtigt han gik hen ved siden af hende "vis du kunne lave en sandwich med lidt råt kød ville det være fedt" han lod hende skifte emne men hun slap ikke han skulle nok komme ind på emnet igen senere

"Mmmm...."sagde Daniella og stod med hovedet inde i køleskabet. Hun var jo vegetar, så hun havde ikke noget råt kød. Hun bed sig i underlæben "Jeg har ikke noget kød....men jeg har til en sandwich uden kød?" hun havde vent sig mod ham igen og smilede undskyldene. "Frisk igen?" hun så på hans ben.

Han smilede roligt og så på hende smilende "tjo hvorfor ikke" sagde han smilende "man ved aldrig om man kan li det før man har prøvet det" sagde han roligt og smilende "ja en varulv healer mega hurtig" sagde han roligt og så ned på hans ben og bandt hans bandage af hans ben

Daniella smilte venligt og vente sig mod køleskabet igenn og vegyndte at finde de madvare frem som skulle bruges. "Min far sagde også det, da jeg var mindre"sagde hun med et smil og fandt en kniv frem fra en skuffe for at skære agurken i skiver "Vil du have tomater?"spurgte hun hurtigt og begyndte at lave hans sandwich.
"Det er da heldigt at du healer så hurtigt, når du er dum nok til at gå ud foran en bil"sagde hun og så på ham hen over skulderen med et venligt smil på læben.

Han grinte "hvad kan jeg sige" sagde han og så rundt "jeg skræmte dig min eneste ven jeg havde det elendigt og jeg var blind for mine egne øjne og var fuld" sagde han roligt og gik lidt rundt i hendes lejlighed og smilede roligt før han nynnede en sang