mørkets vej - Daniella

tid: 19:30
sted: midt på broen
vejr: blæser let og køligt og nogle få skyer på himlen men flere skyer ude i hoisonten
årstid: efterår
omgivelser: en flot solnedgang ude i hoisonten. nogle træer rundt om broen og vand under broen.


det blæste blidt igennem den stille skov. man kunne høre hvordan det raslede i bladene. solen var ved at gå ned og den kastede sine sidste skær på vandet under broen. der var ellers stille der var ikke en levende sjæl at se men alligevel var det som om nogle ver der stadig på en mærkelig måde.

Daniella kom kørene på sin sorte motorcykel, som havde tilhørt hendes far. Hun havde en sort stram læderjakke på, mørkegrå jeans og stiletstøvler, den eneste grundtil athungik med høje sko hele tiden var fordi hun syntes at hun var lav med sine 168 cm. Hendes hår var dækket af en sort hjelm der var så blank at man kunne spjele sig selv i den.
Hun drønnede af sted, men satte farten lidt ned da hun fik øje på en bro. Hun kørte langsomt der hen og stoppede så helt. Hun havde ikke været der før og ville lige se sig omkring.

der var ikke en levende sjæl at se nogle steder. men da solen var gået helt ned og lyset var væk så dukkede der pludslig en sort skikkelse lidt længere henne af vejen der var på vej hen imod broen. det var sakref der kom gående der. han var igang med at tage sin sædvanelige gåture.

Daniella trak motorcyklen baglæns, samtidigt med at hun slg stødte benet ned og det gik i hak.
Da den kunne stå selv svang hun et ben baglæns over den så hun stod ved siden af den. Hun så mod broen, da hun tog sin hjelm af. Det lange blondte hår faldt ned omkring hendes skuldre, en smule uglet efter at have været gemt væk under hjelmen. Hun stillede hjelmen oven på motorcyklens sæde og trak hånden gennem sit hår for at få lidt mere orden på det og så sig lidt omkring.

sakref gik stille og rolig imens han nød det stille nat og den dejlige ro der var i luften. han elskede stilheden og freden også selv om at han også elsker når tingene bliver spændene men lige nu var han bare glad for at have stilheden det gav ham nemlig tid til at finde ud af hvad den nyeste gåde han havde fået om hvad den betød.

Daniella gik ud på broen. Hendes stilethæle lavede en svag bunkene lyd for hvert skridt hun tog, da hun kom ud på broen.
Da hun var nået ud til hvor der løb vand under broen, satte hun sig ned og svingede benene ud over kanten og så sig kort tilbage hvor hun kunne se en skikkelse komme gående.

sakref mærkede at nogle kiggede imod ham og kiggede hen imod broen. han var ikke særlig langt væk fra broen nu han var ca 10 meter væk fra broen. han så pigen ved broen og lavede hen hilsen med hånden og gik stille og roligt hen imod hende og stoppede op da han henne ved hende "hej. du er vist ny i byen for jeg synes ikke at jeg har set dig før" sagde han med en venlig stemme.

"ja det er jeg" sagde Daniella, med en amerikansk accent der lå halvt skjult i den lyse kvinde stemme. Hun så op på ham, han så ud somom at han var noget emo eller noget andet sådan, men han var nok alligevel lidt for glad..venlig til at være det. Hun blev siddene på kanten af broen og svingede svagt med sine fødder.

"mit navn er forresten sakref" sagde han med en venlig stemme og rakte sin hånd hen imod hende.

Daniella nikkede svagt, det navn havde hun ikke hørt før. Hun så kort på hans fremstrækte hånd inden hun tog den og gav den et let glem "Daniella, men er mest van til at blive kaldt Danny eller Daniel"præsenterede hun sig selv, med et venligt ansigtudtryk og slap hans hånd igen.

"rart at møde dig daniella" sagde han med en venlig stemme.

"I lige måde"sagde Daniella venligt og prøvede at lyde lige så venlig som ham. Hun smilte svagt og vendte derefter blikket ned mod vandet igen.

"men hvordan har du det end til videre her i vida?" spurgte han hende nysgerrigt.

"Fint"svarede Daniella venligt og så kort op på ham, inden hun igen vendte blikket mod vandet, som løb under broen.
Hun havde det med at holde folk på afstand, hun havde aldrig haft rigtige venner, de havde kun været der fordi hun eller rettere sagt den gang havde det været hendes farfar der havde penge.

"det er godt at høre. har du fået nogle venner end til videre?" spurgte han venligt.

Daniella rystede svagt på hovedet så håret svagede "Nej ikke rigtig" svarede hun venligt med blikket mod vandet, nok mere det modsatte, men folk var da også meget mærkelige i den her by. En tøs der går rundt og bider folk, er sku da psykopat og en dreng der hopper af en motorcykel i høj fart er da ikke helt rigtig i hovedet.

"nå okay men kender du nogle i forvejen her?" spurgte han hende venligt.

Daniella trak på skulderne, hun var nu ikke helt sikker, den eneste hun kunne kalde for en slags ven var mærkelig nok til at hoppe af en motorcykel i fart, ikke en hun var van til. "Nææh"svarede hun til sidst og satte hænderne ned mod broen, og kom op at stå på de høje stilletstøvler der gjorde hende 175 cm høj, omkring 6-7 cm højere end hun rigtig var.

"nå men det er da trist at høre" sagde han med en venlig stemme og tog sin maske af og fremviste et ungt ansigt på de 17-19 år. han havde glat hud og der var ingen tegn på ar eller andre urenheder. hans øjne var så grønne som frist græs eller måske mere grøn end det og hans hår var halvlangt og sort og strittede og så havde han et venligt smil.

Daniella så kort på hans ansigt, da han tog masken af. "Jeg er nu van til at være alene"sagde hun og stak hænderne ned i sin sorte læderjakkes små lommer, hvor hendes hænder lige passede til.
Hun så kort mod sin motorcykel, hun overvejede at køre videre, men så alligevel ikke, han virkede meget normal, bortset fra at han rente rundt med en maske når han tydeligvis ikke havde brug for en.



//Har han også horn eller er det bare sådan det ligner på billedet?//

"det kender jeg skam også men det er jo lidt ensomt at være alene jo" sagde han med et venligt smil.



//hornene er nogle der sidder fast på masken :)//

Igen trak Daniella på skulderne.noget hun gjorde tit efterhånden syntes hun selv. "Det bliver jo en del af ens liv når man altid har været alene"sagde hun og smilte venligt og begyndte at gå ned ad brogangen, mod sin motorcykel. Hun var ikke van til at snakke med andre om at hun var ensom, og undgik det for ikke at se sandheden i øjnene.

"vent lidt" sagde han og gik hen ved siden af hende "hvis du har lyst til det et eller andet tidspunkt så kom og besøg mig jeg bor på den anden side af den her bro. du skal bare når du krydser broen holde øje med en vej der føre ind af skoven for det er derinde jeg bor. men forvent at når du besøger mig så vil du se rigtig mange ting som vil faktisk få din verden til at blive helt ændret" sagde han med et venligt smil.

Daniella stoppede kort op og vendte sig halvt mod ham, og så på ham med et hævet bryn.
"Du er sku lige så skør som de andre i den her by"sagde hun med en stemme der var en smule munter men også viste at hun var ved at være træt af mærkelige personer der fablede om at hendes verden kunne ændres. En by af psykologer, det var hun sikker på og så nogle andre var de sindsyge partienter der rente rundt og bed folk i halsen, den skide tøs havde efter ladt bide mærker på hendes hals og politiet var sku ikke til megen hjælp. Hun rystede opgivende på hovedet og gik mod motorcyklen en smule hurtigere end før.
Det havde helt sikkert været en dålig ide at flytte her til.

"jeg er ikke skør og jeg kan bevise det hvis du vil se beviser" spurgte han hende.