kan ikke huske noget

T:9:00
S:Hospitalet
V:lidt sol og lidt regn
O:sygeplejsker og læger,men ligger alene i sengen


Shurican lå stille,der gik noget tid før hun vågnede men hun havde kun øjne på klem.Hun viste ikke hvor hun var eller hvor lang tid hun har været bevistløs.Hun syntes at der var stille der hvor hun var ,men ellers kunne hun hører noget der kom et andet sted fra.Hun tænkte hvor hun mon var,men hun faldt i søvn igen.

.....

Misty spadserede rundt på de lange gange.
Hun stoppede desorienteret op og kløede sig lidt i nakken.
Hun havde mistet overblikket over, hvor på hospitalet hun befandt sig.
"Typisk"... hviskede hun ud i luften.
Hun var ny i byen og på job hunt.
Det var rimeligt afgørende at hun fik sig et job, så betalingen for hendes lejlighed kunne finde sted .
Gangende lå øde, men på en stue kunne hun høre en puslen...skulle hun gå derind og spørge om vej- eller ville det virke anmasende?

Shurican stirrede ud i den blå luft mens hun mærkede stillet op af armene og kunne mærke nogle små slanger sidde i nogle dimser hun ikke viste hvad de hed. Hun tænkte lidt for sig selv mens hun lyttede omkring.

Hun tog en frisk beslutning da alle gangene med et var blevet tomme.
Hun gik gennem døren , tog en vejrtrækning og sagde med rolig stemme til pigen i sengen " Bekalger at forstyrre, men jeg har helt mistet retningssansen.
Kan du fortælle mig hvor jeg finder et kontor eller en chef heromkring?"
Hun pillede nervøst ved kanten af hendes blonde bluse.

hun stirrede hen på en pige"nej fatisk ikke for jeg kender ikke til hospitalet her og jeg ved ikke meget om stedet her"sagde hun svagt med Thaisisk accent men hun lå i sengen"hvorfor spørger du ikke en af de andre ansatte"

Misty smilede og slog ud med hånden da hun svarede " De er alle som sunket i jorden".
Hun gav et lille suk og forsatte så " Detr var en del da jeg kom, om det er frokost eller hvad ,aner jeg ikke...men væk er de nu "
"Jeg skulle forsøge lykken og ansøge om et job, men det ser vist sort ud lige i dag"
"Kan jeg hjælpe dig med noget ? "spurgte Misty venligt da hun så pigen sidde og rodde emd hendes slanger og hospitaludstyr.

"nej det er der ikke"sagde hun og stirrede "men plejer der ikke være et skilt hvor der står eks. katine den vej hvor der er en pil eller en oversigt,nå men jeg ved ikke hvad de her hospitaler indeholder for det er første gang jeg har været på et"hun stirrede ud i den blå luft selvom hun havde hjulpet en på en hospital men hun havde ikke prøvet at opholde sig på en hospital.

"Jo, det ville da bare være dejligt hvis det var sådan" sagde Misty lettere ironisk og forsatte
" der er ingen skilte der oplyser om hvem jeg skal tale med om ansættelse eller hvem der er afdelingsleder".
"Måske kommer der snart nogen og tilser dig, så kan jeg jo kapre dem og spørge ?"
Misty så på pigen og blev helt flov over at have møvet sig ind på hendes stue.
"Undskyld igen jeg sådan braser ind, det er normalt ikke min stil "
"mit navn er Misty " sagde hun venligt.

"okey"sagde hun helt blank "du skal bare være glad for du ikke kom ind og truede mig med noget for så kan du tror at det ville gøre meget ondt på dig"hun stirrede ud i det blå luft mens hun pillede ved slangerne"nå ja jeg hedder Shurican" hun stirrede rundt.

"hey Shirican " hilste Misty tilbage.
"Jeg sværger at den her verden somme tider er too much " klagede Misty stille.
"Hvad interesse kunne jeg have i at true dig ?, jeg kan ikke tænke at vi skulle havde nogen konflikter os to?"
Misty tænkte på at der somme tider var bare for meget ødelæggelse og uretfærdighed til i denne verden.
Måske var det netop derfor hun ønskede at arbejde på hospitalet, eller med at undervise de unge børn... for at kunne sætte et kærligt og mildt aftryk på denne bestialske klode.

Shurican stirrede ud i det blå luft"der sker meget i denne her verden"sagde hun stille"både noget godt og ondt"hun viste ikke hvad hun skulle sige så hun tav og tænkte på noget at snakke om. Hun tænkte mens hun stirrede rundt og lyttede lidt men det eneste hun kunne hører er lyden uden for af lammende mennesker.

Misty kunne også høre larmen i det fjerne.
"Aha, det lyder som personalet er ved at vende tilbage fra frokost" sagde hun og forsatte
"Eller også er der ved at opstå ballade derude?" .
Misty kastede et nysgerrigt blik i retning af døren.

"måske "sagde hun mens hun stirrede mod vinduet,hun sad og tænkte lidt for sig selv.Hun havde ikke noget at sige og lyttede bare efter, hun blev ved med at pille med slangerne mens hu sad i tavsheden og lyttede.

"Du Shurican , er du sikker på du er okay...
Lad mig lige hjælpe dig med disse her ?!" Misty rakte ud efter slangerne i hendes arm og så at venflonet var ved at ryge ud.
Hun skubbede det blidt på plads og fæstnede det med et plaster.
Misty havde holdt øje med Shuricans stirrende blik.
"Du... har du problemer med synet?" spurgte hun mildt.

"et jeg jeg vil ikke have de der dingenoter i "sagde hun og tog fat i plastret hvor efter hun tog det ud"to ja jeg er blind hvorfor"hun stirrede på Misty"fatisk så bliver jeg ikke her længe" tilføjede hun for hun havde ikke lyst til at blive.

"Jamen det forklarer bare hvorfor du fokuserer lidt anderledes med øjnene " sagde Misty blidt men blev afbrudt da der ude på gangen lød et kæmpe brag og en mand brølede at de skulle udleverer poserne med blod o en kvinde skreg.
"Eh, mon vi skal gå ud og blande os?" hviskede Misty til Shurican

"jep" sade hun og rejste sig fra sengen,hun stirrede på Misty mens hun lyttede "men man skal passe på for jeg kan godt være lidt phsysisk når det gølder en kamp"hun gik forbi og ud af døren,

"Bring it on " sagde Misty og rystede en gang på hovedet for ligesom at klare tankerne og marcherede så tappert ud af døren, uden egenlig at vide hvad der ventede derude.
Misty tog kort bestik af situationen da de kom ud på gangen.
En eller anden person stod med en kvinde og så ud til at være tæt på at knække hendes hals.
På en rullevogn lå en stor stabel dropposer af forskellig blodtyper.
En mand lå på gulvet, med blod sivende ud af det ene øre og en gruppe folk stod skræmte trykket op af vægen.
Hun kiggede på Shurican og hviskede " En plan ?"

"jep"sagde hun og drejede hovedet i mod personen"hey du der hvad med at skræme dig selv "sagde hun til person mens hun grint smillede"jeg ville vædde på at jeg kan klare dig på nul komma fem så svag og idiotisk som du er "hun smillede og kunne godt føle at personen kiggede på hende med et rasende udtryk.

Personen stirrede ondt på Shurican og imens han fastholdt hendes øjne smilede han til hende og sagde med en alt for venlig stemme " Hvem i al verdenen har vi her ?"
Samtidig knækkende han lige så stille halsen på den skræmte kvinden han holdte, og blodet begyndte at fosse ned af hende og af fyrens ben.
Panik truede med at opstå, folk skreg og nogen faldt på knæ og begyndte at bede.
Misty blev helt bleg og hendes instinkt tog over.... hun skreg "Nej " og farede over mod deres modstander.
Hun nåede at gribe en skalpel på vej derover , hun satte den mod hans hals og hvæsede " Du er færdig her, skrup så a "

Hun stirrede bare hvor efter hun angreb personen,hun tog fat i ham og kastede ham ud af et vindue hvor efter hun løb ud.

//havde ikke nok kreativ//

Misty stod tilbage med skalpellen.
Hun viftede den i luften " Er der andre der vil forsøge noget ?" spurgte hun med kølig stemme. Der kom ikke andet end mumlen og rysten på hovedet som svar.
Misty gik hen til et barn, der var blevet løsrevet fra sin mor, under tumulten.
Hun knælede og strøg forsigtigt barnet over håret .
" Du skal ikke være bange, lille skat...kom så finder vi din mor".
Hun tog barnets hånd og kastede sit blik ud over den store forsamling der efterhånden var ankommet-

Shurican lyttede men sagde ikke,hun viste ikke hvad hun skulle give sig til så gik ud af hospitalet hvor efter hun fortsatte med at gå. Hun gik i sine egen tanker og stirrede ikke mod hospitalet men gik direkte ud mod en skov over på den anden side af vejen.

Misty brugte lidt tid på at lokaliserer barnets moder, men deres hjertelige tak , da de endelig blev genforenet, var det hele værd.
misty fik en tåre i øjet.
Det var så ensomt at være alene, man blev faktisk lidt trist af det.
Hun blev nød til at gøre noget for at få det bedre.
Misty forlod hospitalet, uden nogen at tale med.
Men en havde dog grebet fast i hendes arm og hvisket
" Jaster skal du tale med. Jaster kan få det til at ske. Men pas på, han er ikke ufarlig, så tænk dig godt om. "
Misty gik ud og spadseret roligt ned a gaden.
Hun famdt en bænk og slog sig ned og nød udsigten af en skov nær ved.