mødet med skyggen - haley

Haley så på ham og lagde sit hoved en smule på skrå, så håret faldt ned over skuldren, som om hun tænkte sig over hvad hun skulle svare, stadig uden at vise noget.
"Jeg har glemt hvordan man gør"lød svaret til sidst, stadig uden at vise nogen form forfølelser.

"hvorfor har du glemt dem?" spurgte han hende undrene man plejer ikke at kunne glemme følelser.

Haley så på ham stadig med hovedet på skrå, som det eneste tegn på at hun var eftertænksom.
"Når man ikke bruger dem længe, tager vinden dem med sig"svarede Haley endelig og bevægede fingrene en smule hurtigere. Hun snakkede sjældent om det med andre, hun viste ikke hvorfor.

"hvorfor bruger du ikke dine følelser?" spurgte han undrene mange væsner selv dæmoner har følelser og bruger den meget ofte det viste han også selv.

Haley så på ham og rettede hovedet op.
"Følelser er grunden til at vi føler smerte" svarede hun lanngsomt, det var det svar hun altid brugte på det spørgsmål, for det måtte jo være det rigtige svar.
Igennem årene glemte hun mere og mere af sig selv, hun havde forandret sig lige siden hendes evner udviklede sig fra bitte små virvel vinde der kun kunne flytte på et blad, til tordadoer der kun førte ødelæggelse med sig.
Hun kunne huske at hendes hår havde samme farve som skyerne på himlen og sommeren. Men ikk andet end hadet, men til hvem?

"men med ingen følelser hvorfor er man så overhovedet der hvorfor er man i live så fordi med følelser føler du livets glæder og det kan godt være ikke alle følelser er gode men de allesammen er selve grunden til at man lever" svarede han som et modsvar da han godt forstå at man ikke vil føle smerte men smerte, glæde, sorg og de andre følelser er selve grunden til at man lever.

Haley stod og så på ham, hun bevægede ikke sine fingre mere og hovedet var blevet lagt en anelse på skrå igen.
"Jeg har intet liv"sagde hun bare tilsidst med sin neutrale sirene sangs stemme.
"Jeg har glemt det"

"men hvorfor glemme livet?" spurgte han undrene da han ikke forstod hvorfor hun mente at hun ikke havde noget liv at hun bare havde glemt det.

"Når man intet har at leve for, har man intet liv. Når man har mistet alt" svarede Haley og viste stadig ingen ting med sin stemme eller ansigt.
Man kunne godt sige at hun lignte en statue, som var hugget i sten.

"du har da ikke mistet alt" sagde han til hende med et bekymret blik.

Haley stoppede med sit finger spil.
"Det er jo ikke noget som du ved"sagde hun og holdt højre hånd op foran sig og så på luften der flimrede rundt om hendes fingre hver gang hun bevægede dem.

"jo for du har ikke mistet dit liv så det må betyde at du stadig har en mening i livet og at du stadig har noget du ikke har opdaget eller klaret" sagde han med et smil det var et venligt smil.