et uventet møde~Garnish privat~

T: sen eftermiddag
O: træer og skov
S: Skoven
V: helt fint

Ahngel gik rundt i skoven, hun var hele tiden på vagt efter orkere da de jo angreb hendes familie da hun var mindre, men der lignede hun en dreng, en denne gang havde hun ikke sin vist på, men hun havde den med*alle orkere i området ved nok godt jeg slap væk den gang og har fortalt det alle de andre orkere så de er nok alle sammen efter mig*tænkte hun

Garnish havde slået sig ned, på en af de største sten han kunne finde, denne var midt inde i skoven, og placeret i en lysning, hvilket gjorde det dejligt at side der, eftersom solen skinnede på ham.
Han grågrønne hud var dækket af diverse stykker metal og tykt læder, der var snørret sammen for at danne et primitivt harnisk. Rustning. Fantastisk opfindelse, tænkte han for sig selv. Hvorfor han åbnede de tykke kæber, og pillede rundt derinde. Der havde siddet et stykke kød derinde i længere tid nu, og nu måtte det væk.

Men til Garnish frustration og vrede, kunne de tykke fingre ikke lukke sig om stykket. Og inden længe, havde han taget sin økse, og stukket spidsen af bladet ind mellem tænderne og fiskede efter det irriterende stykke kød, de ene øje lukket, mens han holdt den ene af hans to økser i hænderne og den anden hang slapt ned ved siden af hans krop. Hvorfor anstrenge sig mere end nødvendigt?

hun gik bare videre, hun lignede ikke så meget en Velare som man skulle tro, hun gik bare videre, hun kom forbi en lysning, hun så Garnish, hun gemte sig hurtigt bag et træ, hun håbede at han ikke havde set hende*pis en orker lige af alle steder, hvor lige i skoven*Tænkte hun

Garnish udstrødte et højt. FFNT! Et fnys var det nok nærmest. I frustration, gud hvor han dog hadede den slags, og i afmagt kyllede han øksen ned imod med jorden, hvor den satte sig med et smat, da det skarpe blad kløvede skovens jord. Den anden økse der hang i bæltet dinglede let.

Efter dette rakte han ned i en lille pose der hang om hans hals, og fik endelig fat i det han søgte, en lille håndfuld ... ja, mad, kunne det vel kaldes, selvom det nok ikke ligefrem var sundt. Der var tale om alt der kunne findes i skovbunden, nødder, bær og nogle der kunne ligne en del af en grankogle? Med en veltilfreds mine gumlede han det i sig. Hvorefter læberne skiltes i et smil. "aaaah" Et suk af velbehag kom fra orken, hvorefter han lod hånden glide over sin mave.

hun stod stadig bagved træet, men da hun skulle til at gå lidt væk der fra, knækkede en lille tør gren under hendes fod, hun stivnede, hun var bange for at orken havde hørt hende, hun gik mere tilbage, men flere grenene knækkede under hendes fødder

Garnish så op, og de røde øjne stirrede direkte imod hende, han hev øksen op af jorden, og sjoskede imod hende, han stak den dog i bæltet og hævede hænderne i en gestus, der sagde "bare rolig, jeg æder dig ikke lille ven" Men blev dog enige med sig selv om at det nok var en ide at sige noget. "Rolig" Gryntede han.

"du er en ork"sagde hun, hun gik lidt mere tilbage, hun ville ikke være i nærheden af ham, da hun jo var en Velare som var orkens fjende, hun havde en skulder taske med hvor der var nogle ting i og den veste