Det forkerte sted, på det forkerte tidpunkt. //sakref morladin//

han gik afsted men han stille og roligt så hun kunne følge med og de nåede hen til bilen den var sort og lignede de der gammeldags biler men den så meget ny ud den lignede som om den var lige lavet og købt.

Aiko havde ingen problemer med at følge med.
Det tog ikke lang tid at nå hen til bilen. Aiko overvejede hvofor at de var kommet så begivenshedsløst ud. Men lod emnet ligge, for hvad var problemet?
Hun rystede lidt på hovedet, for at få tankerne ud af hovedet. Hun kiggede sig omkring efter en bil og den eneste der var en sort en. Det måtte så være den.

han åbnede døren så hun kunne sætte sig ind.

"Tak" sagde hun stille og satte sig ind. Hun kiggede ud af vinduet og følte at samtalen var gået i stå.

han satte sig ind i bilen ved rattet og tog masken af og afslørede et ungt ansigt. han lignede en på 17-19 år med flot bleg hud og klare grønne øjne de var lige så grønne som frisk græs eller selve farven grøn.

Aiko så en bvægelse, som Sakref foretog. Hun bestemte sig for, at se vad og hvorfor. Hun lænde sig fremad og så en pæn mand's ansigt, som hun tog for at være Sakref's.

"jeg kan gætte mig frem til at du har masser af spørgsmål har jeg ret?" spurgte han med et nysgerrig blik.

Aiko smilede svagt "Yeah... F.eks. hvorfor hjalp du mig? Hvorfor er du så venlig?".
Hun prøvede at forstå, men det eneste hun vidste var at hun ikke vile have handlet som ham. Hvorfor gjorde han det? Spårgsmålene kørte i hendes hoved og snart ville hun høre svaret.
Aiko håbede bare, at hun ikke havde fornærmet ham.

"fordi jeg er venlig fordi jeg ved at du ikke gjorde det de mennesker troede du gjorde så derfor hjalp jeg dig ud" sagde han med et venligt smil.

Aiko rynkede let brynene, velvidende om at hvis det havde været hende, havde hun ikke gjort noget for ham.
Hun sukkede. Rigtigt og forkert... det betyd ikke noget længere. Ikke når man er udødelig.

"jo det betyder altid noget jeg ved hvordan det er at være udødelig og jeg har fået lært at hvert eneste lille ting vi gør, gør en forskel også selv om vi er udødelige så betyder det ikke at vi kan gøre hvad vi vil men det er en lektion til et andet tidspunkt jeg tror du gerne vil hen til der hvor jeg bor der vil de nemlig ikke kunne finde dig" sagde han med et venligt smil.

Aiko rødmede svagt, men bøjede hovedet så håret dækkede ansiget.
Hun smilede *jeg føler mig underligt tryg lige nu....* men slog tanken væk.
"Jo, tak" smilede hun igen.

"okay lad os komme afsted" sagde han med et venligt smil og startede bilen og kørte afsted.

Aiko smilede igen "Jep, lad os det". Hun kiggede igen ud af vinduet, men denne gang smilende.

de kørte igennem byen og ud imod skoven og han kørte så hen af en gammel vej ind i skoven.

Aiko blev mere og mere nysgerrig over, hvor mon denne underlig dæmon boede. Til sidst kunne hun ikke dy sig og spurgte "HVor du bor?".

"midt inde i skoven i en borg der hedder darkwind citade" sagde han med et venligt smil og kørte længere hen af den gamle vej.

Aiko rynkede, knap synligt, øjnebrynene. Der var det igen, der der venlige smil. Venlige... hvorfro lød det så fremmed?
Hun tog sig sammen med en kort hovedrysten og smilede "Det har jeg aldrig hørt om. Jeg glæder mig til at se det". Hun lagde tilføldigt mærke til den yderst gamlevej *Hvad er det for en borg, vi kører over mod? Hvad er det for en dæmon?

de kørte videre og nærmede sig en kæmpe stor bygning. man kunne ikke se så meget af den fordi det var mørkt men man kunne se at den var meget høj og meget stor. han steg ud af bilen og åbnede for hende.

Aiko smilede til ham, om ikke lidt nervøst. Bygningen oran dem var stor. Vildt stor, ligesom et eventyr slot. Fra gamle dage.
Hun steg ud af bilen. Nysgerrigheden efter at vide, hvordan det hele så ud lyste ud af hende. Aiko smilede igen.

han smilede blidt til hende og gjorde tegn til at gå hen imod døren.

Aiko gik. Over imod døren. Hun havde ikke lyst til at tænke mer eover Sakrefs venlige eller blide smil. Måske ville hun forstå det en dag. Rigtigt og forkert.

han gik hen til døren og åbnede den stille op og ud af døren sprang der næsten et kæmpe explotion af lys inde fra borgen af.

Aiko gik hele tiden lige bag ham. Da han åbnede døren spang enormt lys fra borgen og lige ind i hendes hoved.
Hun glippede lidt med øjne og smilede svagt.

han gik stille og roligt indenfor og da de kom ind kunne man se hele rummet. det var et kæmpe rum med masser af pynt der var et langt og kæmpe stort tæppe der gik fra den ene side af rummet til den anden side henne ved døren og på væggene hang der flotte flag og nogle steder var der kæmpestore vinduer. ved den anden ende af rummet stod der en kæmpe trone og ved siden af tronen var der fire døre 2 ved hver side af tronen.