Efter mørkets frembrud - Selene

S: Ecola-Skolen
T: Efter mørkets frembrud
V: Overskyet
O: Ingen

Abigail sad oppe af skolemuren og så udover skolegården. Der havde hun siddet hele dagen, lige fra det øjeblik, hvor hun fik fri fra skolen af. Hun orkede ikke at gå hjem. Ikke fordi der var langt, overhovedet ikke, men fordi hun ingenting havde at lave der... Det var ikke anderledes på skolen. Der havde hun heller ikke noget at lave, men der skete i det mindste noget engang i mellem, hvis hun var heldig.
Et suk gled over hendes læber og hun så op på den mørke himmel. Hun rettede på sine jeans og sin t-shirts, i et forsøg på at holde varmen.

Selene var rundt omkring og kigge i den nye by hun var kommet til. Eftersom hun ikke gik i skole havde hun ikke ligefrem et behov for at kigge skolen igennem, men hun tænkte at det da kunne være meget spændende at se hvordan skolen var i denne by. Selene bar beige støvler med hæl, lyseblå jeans, en stor sweater som gik ned over den ene skulder. Hendes lyse hår var sat op i en løs hestehale og hoppede lidt som hun gik.
Da hun kom ind på skolens grund, kiggede hun sig omkring, der var ret tomt, så hun regnede ikke med at møde nogen. Da hun var gået lidt længere ind, forbi parkeringspladsen og hallen kom hun til skolegården. Hun kiggede rundt og inden længe fik hun øje på en lille pige som hun ville skyde til at være en 12-13 år gammel. Hun sad og så en smule trist ud, så Selene besluttede sig for at gå hen og sige hej.
Hun gik hen imod hende forsigtigt så hun ikke blev bange for hende, hun vidste jo ikke hvordan hun ville reagere på en fremmed. Da hun nåede derop smilede hun forsigtigt til pigen og sagde "Hej.. Jeg hedder Selene. Er du okay?" hun kiggede afventede på hende med et venligt blik

Abigail kneb øjnene sammen, da en pige kom gående hen til hende. Om hun var venlig eller ej, kunne hun ikke afgøre ud fra gangen, men noget ved hende sagde hende, at hun skulle være på vagt. Hun var ikke sikker på, hvad det var. Men selv efter kort tid i byen, var det gået op for hende, at dette ikke var en normal by med normale mennesker. Hele tiden skulle man være på vagt, især når solen ikke længere skinnede. Det var i hvert fald det hendes mor sagde til hende hele tiden. "Hej..." sagde hun, da pigen tog kontakt til hende. Hun lod blikket glide ned over hende, holdt øje med hendes bevægelser. "Abigail." præsentere hun sig og fik rejst sig op. Hendes muskler var ømme efter at have siddet ned så længe. "Ja, jeg er okay. Har bare siddet her længe." Hun trak kort på smilebåndet.

Selene smilede venligt til hende. hun kunne aldrig finde på at skade børn medmindre hun var tvunget, men pigen virkede venlig, selvom hun godt kunne høre på hendes hjerteslag at hun ikke var 100% tryg ved situationen. Da pigen introducerede sig selv som Abigail svarede Selene "Det er et flot navn Abigail. Hvordan kan det være du sidder her?" hun kiggede lidt op og omkring "i frik da fri for lang tid siden, ikke sandt?"

Hun strakte sig for at få stivheden ud af ledene og lænede sig op af muren igen. "Tak" skyndte hun sig at sige. Høfligheden var da i orden, selvom at hun ikke var helt sikker på om den burde være det. "Jeg gad ikke gå hjem, så jeg sad bare her og betragtede dem, der kom forbi." Hun trak på skulderne. Det gjorde hun ret meget hver dag. For det meste ikke i så lang tid som den dag, men nogen gange var det bare mest fredfyldt at sidde der. "Jo, det er ved at være nogen timer siden." Hun kiggede rundt efter et ur, men kunne ikke finde et og kunne derfor ikke give et præcist tidspunkt.

Selene nikkede forstående og smilede, hun fulgte Abigails blik som hun kiggede rundt, og tænkte *jeg kan ikke ligefrem lade hende gå hjem alene.. hvad nu hvis der skulle ske hende noget?.. så ville det være min skyld fordi jeg godt vidste hun var der og bare efterlod hende.. * hun kiggede så på Abigail og spurgte "skal du ikke hjem ad?"

"Jo..." sagde Abigail tøvende. Hun var ikke sikker på om hun overhovedet burde svare på det spørgsmål, så derfor skyndte hun sig at tilføje: "Men ikke nødvendigvis lige nu." Selene var faktisk ikke så slem at snakke med. Hun virkede fin nok, i hvert fald lige nu. Så Abigail havde overhovedet ikke travlt med at komme hjem ad, selvom at hun nok burde, eftersom at hendes mor var rimelig striks med hjemkomst tidspunkterne.

Selene nikkede forstående til hende med et smil og tænkte *jeg burde nok egentlig overtale hende til at lade mig følge hende hjem.. hun er forholdsvis sikker med mig, men hvis et ældre væsen kommer er det ikke sikkert der er meget jeg kan gøre.. på den anden side virkede hun ikke som om hun havde lyst til at tage hjem*, hun ikke rigtigt finde ud af hvordan pigen følte eller havde det med at snakke med en hun ikke kendte. Selene spurgte så "vil du have jeg skal følge dig hjem? siden der er mørkt og alting. man kan aldrig vide hvad der er derude. hvis ikke kan vi sagtens snakke, hvis du har lyst, men jeg synes vi skal finde et lidt mere sikkert sted hvis du kender et" hun smilede til Abigail for hun vidste jo godt at hvis Abigail fandt ud hvad hun var ville hun blive bange for hende, men hun håbede da at Selene havde givet Abigail et indtryk af at hun godt kunne stole på hende og hun ikke ville gøre hende noget ondt.

Abigail så overvejende på hende. Hun kunne ikke rigtigt finde ud af hvad der foregik inde i hovedet på Selene. Faktisk kunne hun slet ikke finde ud af andet end at Selene var venlig ved hende. Det i sig selv var irriterende nok. Der kunne gemme sig meget bag den venlighed der var rettet mod hende. Var hun ude på noget? Men hvad kunne det så være? Hun kunne ikke ligefrem komme på noget, som Selene kunne være ude på. Så måtte venligheden jo være rigtig nok. "Vi kan godt finde et andet sted." Hun så rundt og bed sig i underlæben, prøvede at berolige sig selv, hvilket ikke burde være så svært som det var, når hun lige havde overbevist sig selv om at Selene ikke ville hende noget ondt. "Men hvad mener du med et 'mere sikkert sted'?" Det var først nu det var faldet hende ind at det var de ord, Selene havde brugt. Det var derfor at hun ikke kunne berolige sig selv. "Er her ikke sikkert?" Hun så sig omkring. Der havde ikke virket farligt nogen af de andre dage hun havde siddet der, den dag ingen undtagelse.

Selene nikkede og smilede til hende, hun rejste sig helt op og kiggede sig omkring for at se om hun kunne finde et sted i nærheden hvor man ikke bare sådan lige tilfældigvis kunne se dem. Da Abigail så spurgte hende om hvad hun mente med et mere sikkert sted blev Selene en smule overrasket og kiggede ned på hende mens det tordnede i hende hoved for at finde på noget som gav mening for hende og ikke lød totalt sindsygt for hun kunne jo ikke bare fortælle hende sandheden. Selene sagde så en smule usikkert men ikke så usikkert at Abigail ikke sådan umiddelbart ville tro på hende. "Jeg er godt nok ny i byen, men jeg læser avisen og jeg hører da ting. Mennesker som er savnet eller blevet fundet myrdet.. jeg synes bare at det ville være sikrere hvis vi fandt et sted hvor vi ikke bare sad ude i det åbne." hun håbede lidt det lød normalt nok

Abigail smilede svagt, da hun fornemmede at Selene ledte efter et svar på hendes spørgsmål. Svaret var dog ikke helt tilfredsstillende. Selvfølgelig havde hun selv hørt om mordene, efterlysningerne, voldtægterne... Det hele. Men det havde aldrig fået hende til at droppe at gå ude i det fri. Hellere tage chancen og leve livet, end at gemme sig, bange for at det skulle ske for en. Men Selene kunne selvfølgelig være af en anden mening, også ville Abigail da ikke udsætte hende for farren, ved at blive ude i det fri. "Hvis du lader dig skræmme af, hvad der står i avisen, så glemmer du at leve dit liv..." sagde hun, inden hun kunne stoppe sig selv. Skamfuldt så hun kort ned i jorden, inden hun så op på Selene igen. "Men lad os finde et andet sted, hvis du ønsker..."

Selene kiggede en smule overrasket på Abigail, men med et imponeret smil på læben. Hun små grinte og svarede i en drilsk men stadig seriøs tone. "Det er såmænd rigtigt nok, og det var ikke så meget for min skyld men for din. Jeg kan godt klare mig selv, men det kniber jo nok med dig hvis der nu skulle ske noget" hun satte sig så ned på jorden ved siden Abigail, krydsede sine ben og kiggede over på hende "så sidder vi da bare her, hvis du ikke har noget imod mit selskab?" Selene følte at hun bedre kunne snakke med Abigail nu, fordi de delte tydeligvis deres holdning om livet. Abigail havde fuldstændig ret, men Selene havde ikke forventet at det ville komme ud af munden på en 12-13 årig pige, som så, så cute ud som Abigail gjorde. Selene smilede svagt og ventede på at Abigail satte sig ned igen, samitidigt håbede hun dog at Abigail ville snakke med hende på en lidt mere afslappet måde, for hun kunne godt se at hun ikke rigtig troede på Selene og at hun var påpasselig med hvad hun sagde, gjorde og helt klart hvad Selene gjorde. Som om hun analyserede hele situationen. Helt bestemt ikke noget Selene sådan lige med det samme havde forventet

Abigail åbnede munden for at kommentere noget, som hun igen havde bidt sig mærke i hendes sætning. Hvorfor skulle hun være i mere fare end Selene? Det gav ingen mening. Godt nok var hun yngre og måske ikke ligeså stærk, men hun havde boet i byen i længere tid, kendte til steder i nærheden, hun hurtigt og effektivt kunne løbe hen til og gemme sig, i sikkerhed. Hun var addelse ikke i fare. Det mente hun i hvert fald ikke selv. "Jeg har intet imod dit selskab." sagde hun og smilede svagt, inden hun satte sig ned igen. Hun strakte benene ud og lagde hænderne på knæene, kiggede frem for sig i et forsøg på at finde en pæn måde at spørger på. Men der var ikke nogen pæn måde, ikke en hun lige kunne komme på. Hun var nødt til at spørger. "Hvorfor skulle jeg være i mere fare end dig? Er du..." Hun rystede svagt på hovedet, ude af stand til at forsætte. Hun ville have spurgt om hun var et eller andet væsen, men det lød åndssvagt og direkte uforskammet, selv hvis hun var andet end et menneske. Selvom at hun ikke kendte så meget til de væsner, så havde hun skam hørt lidt om dem, når hun gik på gaderne. Det var dem, alle var så bange for. Dem, som var skyld i al balladen.

Selene smilede da Abigail sagde at hun ikke havde noget imod hendes selskab, men da hun begyndte at spørge ind til om hun var ... blev hun en smule overrasket. det havde hun absolut ikke forventet og slet ikke efter pigen fik det til at lyde som om hun havde lagt mærke til det på den måde Selene havde sagt det. Hun havde ikke forventet at pigen ville ligge så meget mærke til hendes sætning og ligefrem analysere den. Hun kiggede undrende hen på Abigail for ikke at sige at hun var et væsen med det samme, da hun egentlig ikke rigtigt vidste om det var Abigail hentydede til, det kunne sagtens have været noget andet så hun sagde stille "Er jeg.. hvad?"

Abigail tøvede. Det ville have været meget nemmere, hvis bare Selene havde svaret på det første spørgsmål og glemt den lille ekstra sætning, hun havde været så dum at sige. Med tungen lige i munden ledte hun efter de rigtige ord, prøvede at formulere det rigtigt. "Er du andet end..." Hun bed sig i underlæben. Men der var vel ikke noget at gøre. Hun havde allerede ryddet sig ud i denne situation, og lige meget hvor uhøfligt det end ville lyde, var hun nødt til at forsætte sætningen. "Er du andet end et menneske?" Hun så på Selene.

Selene smilede bredt og kiggede på hende. Hun kunne se at Abigail havde haft svært ved at få det ud, og hun vidste tydeligvis godt at der var væsner i verden og ikke bare mennesker. Selene svarede så en smule tøvende men alligevel ikke, for hun kunne godt se på hende at hun efterhånden havde regnet den ud. Selene var stået op ikke ret lang tid så hun havde måske ikke tænkt det hun havde sagt helt igennem.
Hun kiggede så på Abigail med et roligt blik og sagde "Ja.. Jeg er vampyr.. men jeg vil dig ikke noget ondt, det lover jeg"

Abigail nikkede langsomt og bed sig i underlæben. Så havde hun haft ret. Selene var ikke bare et hamløst menneske og der havde været en grund til at hun havde været på vagt... Men var det virkelig en mulighed at den selv samme vampyr som sad ved siden af hende, ikke ville hende noget ondt? Ja, det var det vel. Havde hun villet hende ondt, så havde hun vel allerede sørget for det? Det måtte trods alt ikke være så svært for en vampyr at nedlægge en lille pige som hende selv... Så når Selene sagde at hun ikke ville hende noget ondt, så måtte det være sandt. Det var den eneste mulighed. "Jeg tror dig." sagde hun, trak vejret dybt og smilede.