En legeplads (Abigail=privat)

Linea så fra Killer og hen på Abigail, og tilbage. "Du er ikke virkelig." sagde hun koldt og greb fat i Abigails arm. "Kom så. Du skulle have været hjemme for længe siden. Og hvad har jeg sagt om at snakke med fremmede. De er farlige. Du holder dig væk fra dem." Hun så alvorligt på Abigail, inden hun skubbede hende væk fra Killer og hen mod opgangen. "Og hvis du er virkelig, så vil jeg ikke se dig i nærheden af min datter nogensinde!" Hun snerrede det sidste og var lige ved at spytte ham i ansigtet.

Killer stod stille og så på hende roligt "fint nok" sagde han og vendte sig for at gå og stak hænderne i lommerne og gik bare med sænket hoved ligeud for sig og videre igennem byen for at komme væk men senere den aften lå der en rose på Abigail's seng og et lille kort hvor der stod 'hyggeligt at møde dig' rosen var af plastik og ikk fordi han ikk gad købe hende en rigtig rose men for den aldrig ville rådne så hun altid ville have den

Da Abigail samme aften så rosen, læste beskeden, kiggede hun ud af vinduet, håbede egentligt på at se Killer. "Er du virkelig min far?" Det føltes underligt at snakke til luften, men hun ønskede virkelig at vide det og hendes mor havde været tavs hele aften, uden et eneste svar på noget som helst. Hun så ned på rosen og åbnede vinduet.

Killer stod på væggen lige under hendes vindue hun skulle bare kigge ned så ville man kunne se det "jeg ved det ikke men jeg vil gerne finde ud af det" sagde han svagt "men jeg vil aldrig udsætte dig for det ser du der findes mange vampyrarter min art har ikke nogen form for fast DNA så man kan ikke bare tage en blodprøve og finde ud af det jeg skal smage dit blod for det og jeg vil ikke udsætte dig for den smerte vis jeg ikke kan styre min lyst" sagde han roligt stående på væggen som stod han på et gulv med krydsede arme og et trist ansigt før han svagt smilede "kæft du ligner din mor meget dengang jeg mødte hende bortset for du yngre" sagde han roligt mens han fortsat så på hende med et roligt smil og blikket rettet mod hendes øjne og hår "specielt dine øjne det er nok det som gør du ligner din mor meget" sagde han roligt

Lyden af hende stemme chokerede hende, men fik hende også til at se ned. Hun smilede svagt og lyttede til hans ord. "Men hvis du smager mit blod, så ved du om jeg er din datter eller ej?" sagde hun stille og prøvede at holde sin stemme under kontrol. Tanken om at han ikke kunne kontrollere sig og komme til at dræbe hende, var ikke rar, men hun ønskede samtidig at vide det. "Det har jeg aldrig fået af vide før..." Det var en løgn. Hun var altid blevet sammenlignet med sin mor, men det behøvede han ikke at vide.

Han smilede roligt "ja det vil finde ud af om du har mit familiegen i dig og jeg er den eneste tilbage fra min familie de sidste 40 år og eftersom det er 14 år siden du" han rømmede sig kort og sagde med barnlig stemme "blev lavet" før han gik tilbage til sin egen stemme "så kan det kun være mig tilbage" sagde han roligt

Abigail nikkede langsomt. "Du er nok også den eneste fra din familie, som min mor har haft noget med..." sagde hun stille og lagde hovedet let på skrå. "Gør det meget ondt?" Hun så alvorligt på ham, overvejede faktisk at lade ham bide hende.

Han sukkede svagt "ja men det kan gøre mindre ondt vis du selv laver et lille sår og putter i denne her lille flaske" sagde han og tog en lille flaske frem fra sin lomme og rakte til hende "det gør lige så ondt som at slå sig" sagde han roligt mens han fortsat så på hende

Hun tog imod den lille flaske og så på den. "Vil du ikke ind?" spurgte hun og trådte væk fra vinduet, for at finde noget, der kunne skære i hendes hud. Der gik ikke lang tid, før hun fandt et glasskår fra et spejl, som hun skar sig selv i fingeren med. Blodet sivede frem og hun lod det glide ned i flasken.

Han kom roligt ind og sad i vindueskarmen roligt og så rundt på hendes værelse "flot værelse" sagde han roligt med et smil mens han fortsatte med at se rundt med et roligt blik og ventede på hun var færdig og holdte sig for næsen så han ikke kunne lugte blodet

Hun stak fingeren i munden for at stoppe blødningen og gik hen til ham med flasken med blod. "Tak." Hun så rundt i sit værelse, der var holdt i lavendel farver. I hvert fald sengen og væggene. Resten var hvidt.

Han tog imod den roligt og så lidt nervøst på flasken og så på hende kort før han lukkede øjnene og slugte det hele og smagte godt og grundigt på det før han åbnede øjnene igen og så på hende roligt "du er min datter" sagde han smilende og ventede hendes reaktion

Hun bakkede baglæns og satte sig på sengen. "Der er overhovedet ingen tvivl?" sagde hun stille og så på ham. Hun vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle tage det. Hele sit liv, havde hun fået at vide, at hun ingen far havde... og nu havde hun pludselig en alligevel. Det var underligt.

Han smilede fortsat "ingen tvivl" sagde han roligt og så på hende fortsat med et helt glad blik han havde en datter? Det var en utrolig følelse at elske en person så meget man ville ofre sit liv for denne pige en enkel pige ville han ofre sig for eller rettere 2 vis man talte Kia hans kæreste med

Abigail nikkede langsomt og så rundt i værelset. "Så jeg har en far?" Hun havde svært ved at forstå det, svært ved at få det til at give mening... Efter så mange år, hvor det bare havde været hende og hendes mor, så havde hun en far. En far, som hendes mor åbenbart hadede overalt på jorden. "Og hvad med min mor? Ved hun det eller...?" Hun så hjælpeløst på ham, håbede at han kunne besvare hendes spørgsmål. Dem var der mange flere af.

Han så på hende roligt "at jeg er din far? Det ved jeg ikke det tror jeg medmindre hun var mig utro jeg mener medmindre du er født før tid så slog jeg først op med hende da hun var en uge fremme i graviditeten" sagde han roligt og så på hende med et roligt blik

"Men..." Hun rystede på hovedet. Spørgsmålet gav ikke engang mening i hendes eget hoved, så ville det da slet ikke give mening, når hun endelig sagde det. I stedet kiggede hun bare på ham, betragtede ham, prøvede at finde sig selv i hans træk. Det var ikke så nemt. Et nyt spørgsmål faldt hende hurtigt ind, og hun gjorde store øjne. "Er jeg så halv vampyr?" Det måtte hun da næsten være, hvis han var hendes far. Medmindre at han altså var blevet vampyr efter...

Han rystede på hovedet "nej man kan ikke blive halv vampyr sådan ved at blive født med en far som vampyr man skal have en mor som vampyr vis man skal blive vampyr overhovedet" sagde han roligt og så på hende "og din mor er menneske" sagde han roligt

"Godt..." sagde hun stille og så på sin finger, hvor en skorpe allerede havde lagt sig over det lille sår. "Jeg har aldrig brudt mig om blod.." Hun så på ham med et skævt smil.

Han så på hende roligt "det har jeg heller aldrig" sagde han roligt mens han så på hende stille "men jeg er dømt til at drikke det" sukkede han svagt "nåh men din mor skal helst ikke se mig her vi ses" sagde han roligt og hoppede ud af vinduet og landede på jorden og begyndte at gå roligt

Hun skyndte sig hen til vinduet, da han hoppede ud. "For jeg dig nogensinde at se igen?" spurgte hun lavmælt, men alligevel rimeligt højt. Hendes mor skulle helst ikke opdage det. Hun håbede virkelig, at hun ville møde ham igen, lære ham bedre at kende. Han var trods alt hendes far.

Han så op mod hende kort med et smil og kyssede sin pege og langefinger og lavede et Peece tegn mod hende med dem mod hende som tegn på at selvfølgelig gjorde hun det efter lidt tid begyndte han at løbe ud i skyggerne og forsvandt kort efter

Abigail smilede stille og så efter ham, indtil han forsvandt ud af syne. Derefter vendte hun sig om og så på den plastik rose, som han havde efterladt på hendes værelse tidligere den aften.

Killer stod på et hus og kiggede af sted hen over parken på hendes vindue og smilede han havde en datter det var helt unormalt for ham det gjorde ham glad. Han kunne ikke lade være med at hoppe ned fra huset med et smil og nogle saltoer og landede blødt på jorden han havde en datter og han havde den perfekte kæreste kunne man ønske sig mere? Ja vis hans datter var hos ham. Han smilede han kunne måske sætte sag mod ham en vampyr ret selvfølgelig så man havde en chance for at vinde den. Selvom han ikke kunne være der hele tiden for Abigail kunne det vel godt være hver anden weekend eller hver weekend eller noget

Hun lod sig glide ned på gulvet foran vinduet, stadigt med blikket rettet mod plastisk rose. Det var ikke til at forstå. Hun havde en far. Hele sit liv havde hun levet og troet at hun ingen far havde, også viste det sig, at hun alligevel havde en. Nu ville hun bare ønske, at hun havde muligheden for at lære ham bedre at kende. Men når hendes mor havde så meget imod at hun var sammen med ham, var det sikkert ikke en mulighed. Desværre. Hun ville ellers så gerne have lært ham at kende, vide hvem hendes far egentligt var og om hun overhovedet mindede om ham. Det håbede hun lidt, at hun gjorde.