skyggernes skygge - Valentina

bygning var flot bygget men så meget gammel ud. der var store vinduer ude på siden hvor der kom lys ud af vinduerne. der var en kæmpe stor dør og en lille en ved siden af som hvis det var et slags slot. dørene var pyntet med flotte og mærkelige runer på og øverst på den store dør stod der ned flotte ord "darkwind citadel".

Valentina's øjne faldt på skriften over døren, men flyttede sig til runerne da hun kom tættere på. Gløden i hendes hud famlede en smule engang i mellem. Hun kunne ikke bruge sin evner i regnvejr.

sakref gik hen til døren og åbnede den. i det døren åbnede sig så sprang der med lys ud af døren som kom inde fra slottet.

Valentina satte farten lidt op, da muligheden for at komme i tørvejr meldte sig.
Hun stoppede dog op lige ved siden af Sakref for at han kunne gå ind først.

da de gik indenfor kunne man se hvor stor rummet faktisk var. der var et langt, stort tæppe på gulvet der gik fra den ene sidde af rummet og helt hen til den store port. på væggene var der flotte store flag og nogle steder hang der flotte billeder og så var der også de kæmpe vinduer som var lige så høje som to etager og lige så højt var der til loftet måske sågar mere.

Valentina nikkede anerkendene da hun kom ind.
"Flot"sagde hun og så rundt. Hun vred sit hår så vandet løb fra håret ned på hendes skuldre. Men bare på turen ind, var hun blevet våd igen.
I store mænger vand, kunne hun ikke tøre sig selv, først efter lidt tid, hvor lidt af vandet selv kan fordampe.

"vil du have et håndklæde?" spurgte han meget venligt.

"Jo"svarede Valentina med et smil.
Hun skulle bare lige stå et øjeblik for at blive en smule mere tør for at kunne få al vandet til at fordampe, men han ville nok ikke have hende til at dryppe på gulvet.
"Bor du alene?"spurgte hun nysgerrig og så rundt igen, huset var rimelig stort til en person, men det syntes hun nok fordi hun aldrig havde haft særlig meget plads.

"nej jeg bor ikke alene jeg har nogle medarbejdere der bor her men du kommer nok til at møde dem på et eller andet tidspunkt tror jeg" sagde han med et venligt smil.

Valentina nikkede og smilte venligt mens hun så kort rundt en sidste gang.
"Okay, så du er ikke en eneboer"sagde hun med et smil.

"nej jeg er ikke eneboer men vil lige advare dig om at du skal ikke panikke når du ser mine medarbejdere de kan godt være lidt mærkelige i udsene men de er meget venlige" sagde han med et smil.

Valentina nikkede svagt "Jeg har set lidt af hvert"sagde hun med et smil og skiftede vægten fra fod til fod

"okay men jeg tror stadig du vil blive lidt overrasket over hvad der lever her" sagde han med et venligt smil "men skal jeg vise dig rundt?" spurgte han bagefter.

Valentina nikkede og smilte venligt. "Mmmhm..spændene"sagde hun med et kækt smil

"okay men hvad vil du så først se?" spurgte han og smilte.

"Uuhha, det ved jeg ikke"sagde Valentina og så på ham med et venlgit smil. "Du bestemmer bare"sagde hun smilende

"okay hmmm hvad siger du til at vi starter med køkkenet?" spurgte han venligt "så kan du også få hilst på chef" sagde han bagefter.

"Ja det er fint med mig"sagde Valentina smilende og trak sine fingre gennem sit hår. "Hedder han chef eller er han chef?"spurgte hun venligt

"han er chef og han hedder chef" sagde han med et venligt smil.

"Arrg, hvor opfindtsomt"sagde Valentina smilende

"hehe ja men kom så viser jeg dig vej det er lige ved siden af spisestuen" sagde han og begyndte at gå hen til den anden side af rummet og hen til døren der var længst væk fra tronen ved højre side af tronen.

"Super"sagde Valentina og fuglte efter ham mens hun lod blikket glide rundt i rummet, det var større end det hun var van til.

han åbnede døren stille. døren knirkede rigtig meget men det skyldes også at den så meget gammel ud den lignede en af de døren man ser i gamle ridder film og sådan noget og da han åbnede døren kunne de se en lang gang som så ud til at forsætte uendeligt og ved væggen var der store fakler med ild i og til højre for døren var der nogle få vinduer der lyste månens lys indenfor.

Valentina lyttede til dørens knirken, det var sådan en lyd der kunne skræmme en halvt ihjel når den var med i en gyserfilm. Hun fuglte med ham, med et venligt smil på læben. "Hvor gammelt er det?"spurgte hun nysgerrigt og så på ham

"meget meget gammelt det var bygget til min far for længe siden men du vil slet ikke høre hvor lang tid siden det er" sagde han sådan lidt grinene da han tænkte på hvor gammelt stedet faktisk var.