Sorgen i mit hjerte.

Tid: kl. 17:30
Sted:Cemiterio-kirkegård
Vejr:Overskyet og lidt mørkt.
Omgivelser: En kirke, nogle gravstene, nogle nøgne træer og en mellem stor græsplane til 'de ukendtes grav'.
Tøj: En rød hættetrøje, en hvid bluse indenunder(se profilbillede) og et par stramme sorte busker + sorte sko.


Aiko sad på hug på foran 'de ukendtes grav'.
Der lå hendes bedste veninde. De havde været venner lige siden barndom. En vampyr havde lagt det hele og slået veninden ihjel foran Aiko.
Han mente ikke at en dæmon og en sølle menneskepige skulle være venner.Hun begravede sin veninde om natten. Ingen andre ville gøre det for pigen var forældreløs. Aiko havde forfulgt vampyren over hele verden og til sidst slået ham ihjel. Oplevelsen havde hærdet hende.
Lige siden havde hun været påpasselig at hun ikke følte for mange følelser for nogen -anset racen.

Nu sad hun der foran graven, med sine hænder der klemte til omkring en buket roser. Hun sad stivnet, klemt fast i mindet.
Der var sorg i hendes blik.

Rosa sad ikke særlig lang væk derfra. Hun hvilede hovedet mod træstammen og strammede den sorte kappe, hun havde om sig. Hendes hår sad som altid i uorden, og alligevel fuldkommen perfekt. Med hovedet på skrå, kiggede hun hen imod kirkegården og lagde mærke til en skikkelse. *hvem er det? Klokken er ikke engang særligt mange* tænkte hun nysgerrigt.

Aiko sad stadig på hug og lukkede nu øjnene.
Hvis kunne ikke græde; det havde hun gjort så mange før og det var så langt tid siden.
20 år.
Hun lod sit hovede dumpe ned mellem roserne og den dejlige duft stig op i hendes næse, men det gjorde ingen forskel. Faktisk var hun fuldstændig ligeglad om, hvor dejligt den duftede.

Rosa rejste sig langsomt op, prøvede ikke at larme den mindste smule. Det virkede privat, forkert at bryde ind i og alligevel. Skikkelsen kunne have brug for hjælp. Måske kunne hun hjælpe. Med lange, stille skridt nærmede hun sig langsomt. Kappen dækkede hendes vinger. Hun kunne ligeså godt have været et menneske.

Lige nu genopleve Aiko Mei's(det hed veninden) død.
Hun så, hvordan blodet løb fra hendes hals og de vidtopspærrede øjne. Og smerten.
Det var tydeligt at hun havde smerte.
Aiko følte at hendes hjerte faldt ned i et bundløst hul. Ligesom for 20 år siden.
Hun rystede på hovedet for at få billedet væk, men det skete ingenting. Billedet var brændt fast og det vidste Aiko også godt.
Hun åbnede øjnene.

Rosa stod et stykke bag hende, og så på hendes ryg. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hvordan hun skulle gribe det an. Efter at have besluttet at det sikkert var en magisk skabning, gav hun slip på kappen, så den kun hang om halsen på hende, i det hun lettede og fløj stille om bag hende. Med langsomme bevægelser, gemte hun vingerne væk og lagde en hånd på Aikos skulder. "Er du okay?" spurgte hun stille og bekymret.

Aiko kiggede bag sig for, at se hvem der talte.
Hun kiggede ind i nogle store, rare øjne og i det øjeblik troede hun det var Mei. Hun var fanget i mindet lige nu.
HUn opdagede hurtigt, at det ikke var Mei, men også det var en engel. Måske var det Mei's reinkarnation... Ej, det dumt.
Aiko smilede anstrengende "Det er okay... Det er lang tid siden nu...".
Hun vendte igen sit blik mod græsplænen/graven.

Rosa flyttede sig lidt, så hun ikke stod direkte bag Aiko. "Tiden gør det ikke bedre..." sagde hun og satte sig på hug ved siden af hende. Hun kendte ikke selv meget til sorg, men den smule hun kendte til, den smule hun havde set, havde været nok til at påvirke hendes syn på det.

Aiko nikkede. Først havde hun troet det ville hjælpe ikke at tænke på det og at tiden ville heale hendes sår.
Sådan er det vare ikke. 'Død hos de mennesker(eller diverse...) kan skabe sår på sjælen. Disse sår kan kun heales med... kærlighed, Aiko' sådan havde hendes mor sagt. Aiko ønskede pludselig mindet og smilede svagt, men det forsvandt.Hun kiggede lidt på englen, men kiggede igen hurtigt væk.

"Undskyld..." sagde Rosa hurtigt, da hun følte at hun pressede sig på. "Jeg følte bare at du havde brug for en, at snakke med..." Hun kiggede forsigtigt på Aiko, og ville ønske at hun var blevet henne ved træet.

Aiko nikkede igen "Jeg har aldrig snakket med nogen om det.... Måske har det jeg brug..." hurtigt smil.
Hun kiggede på englen og prøvede virkelig at være imødekommende.

Rosa nikkede og så på gravstenen. "Hvem var hun?" spurgte hun stille og så på Aiko, venligt og lyttende.

Aiko kiggede på graven " En gammel veninde... hun ved Mei". Hun fortalte hendes død.
Aiko var overrasket over var svært det var at få hvert ord frem og få det til at lyde rigtigt. Og så til en fuldstændig fremmed. Men hun forsatte indtil historien var fortalt færdig.
Så tog hun en dyb indånding og næsten holdt vejret. Ventede på englens svar.

"Det er forfærdeligt." sagde Rosa og så trist på Aiko. Hun havde det som om at det var hende selv det var blevet udsat for. "Ingen fortjener at død på den måde... slet ikke af den grund..." Hun lagde langsomt en hånd på Aiko's arm og kiggede indgående på hende.

Aiko kunne mærke hendes varme gennem hendes hnd. Aiko var i tvivl om hun ksulle lade en være.
Hun kendte den gyldne regl: 'Lav ikke stærke bånd!', hun valgte at ignorere det.
Hun smilede svagt til englen "Hvad hedder du?".

"Rosa..." svarede Rosa hurtigt og naturligt. Hun tøvede kort og så beklagende på Aiko. "Eller det gør jeg nu." Hun fjernede hånden fra Aikoas arm, da det føltes akavat. "Hvad hedder du?"

Aiko trak sig lidt væk "Aiko".
"Hvad mener du med at du gør det nu?" hun lagde hovedet let på skrå.

"Jeg kan ikke huske mit rigtige navn." sagde Rosa beklagende. "Så jeg besluttede mig for et, nu hvor jeg havde valgmuligheden."

Aiko nikkede. "Jeg kender ikke mit efternavn, hvis det hjælper".
Hun tænkte på sin tvilling og sendte hende et tanke. Svaret kom hurtigt(læs profil).
Aiko rynkede panden, for hun brød sig helst helst ikke om svaret.

"Lidt." sagde Rosa smilende og lagde hovedet let på skrå. "Hvorfor kender du ikke dit efternavn?"

Aiko kiggede på graven igen.
De var tilbage på et af hendes følsomme emner, og det var nemmere at tale mens man kigged epå noget andet, end den man talte til.
Aiko følte hun kunne betrød sig til Rosa.
"Jeg husker meget lidt... men engang havde jeg en rigtig famile. Med mor, far og en lillesøster." hun sagde intet om Haru(tvillingen) og havde aldrig fortalt nogen det.
"Min lillesøster er begge dæmoner. Hun lyn, jeg ild. Jeg ved ikke om hun endnu lever, men vi kunne lide at slås for sjov.
Vi var fem år. Det var der det begyndte. Hun skyd lyn efter mig og jeg ild efter hende. Bare for sjov. Der skete ingen af os noget, men kunne der.
Vores forældre prøvede at få os fra inanden forgæves. Min mor hoppede imellem os, hvis hun ikke havde gjort dte, havde vi været døde.
Hun døde istedet. Min far gjorde selvmord efter det eller noget i den retning. Jeg husker ikke mere."
Aiko kiggede fjernt på graven, igen fanget af sin egen fortid.

Rosa lyttede nysgerrigt. Hendes blik var rettet mod et blindt sted et stykke over graven. Selvom at hun ikke havde nogen minder at forbinde Aikos historie med, var det som om at hun så det hele for sig selv. "Det er..." Hun tøvede og ledte efter de rigtige ord, da Aiko var færdig med at fortælle det. Langsomt drejede hun hovedet og så på hende. "Forfærdeligt." Hendes øjne var våde, ikke fordi hun var ked, men fordi at det havde rørt hende så meget.

Aiko nikkede. Nu da hun hørte sig selv fortælle sin egen historie, lød den faktisk forfærdelig.
Hun kiggede på Rosa og så at hendes øjne var våde, blev hun rørt. Hun smilede rigtigt og lagde sin arm på Rosas skulder "Du skal ikke græde".
Da hun tænkte og sin handling fjernede hun hurtigt hånden og kiggede igen på græsplænen.

Rosa smilede skævt. "Nej, det var jo ikke mig, det er sket for..." sagde hun stille og blinkede et par gange, for at tørre øjnene. Hun så medfølende på Aiko.

Aiko smilede. Hun følte virkelig at hun kunne stole på Rosa.
Meget bedre end på så mange andre. Hun kunne næsten ikke holde op med,at smile og det var første gang det skete! *Jaja, slap lige af!* kom det surt fra Haru. Aiko gad ikek svare.