Sorgen i mit hjerte.

Aiko smilede og nikkede "Ja, det har jeg faktisk. Det ligger inde i Vida. Kan du gå så langt?" hun skævede til Rosa. Hun håbede ikke englen blev sur.
For måske havde sætningen krænket Rosa's stolthed? Eller hvad man nu kaldte det. Det kunne også være ligemeget, hvad det hed for Aiko havde i hvertfald ingen 'stolthed'.

"Ja, selvfølgelig kan jeg det." Rosa kom muligvis til at sige det lidt hårdt, men hun hadede at indrømme at hun var sårbar, især fordi at det var sådan landet lå. Hun var nederst i fødekæden, ligemeget hvor meget hun hadede det.
Ligeså snart hun lagt mærke til den lidt hårde tone, smilede hun, for at dække over hendes fejltagelse.

Aiko tog sig ikke af den hårde tone. Hun hørte den hele tiden hos andre væsner. Tonen var over alt. Hos mennekser, vampyrer, dæmoner og selv engler. Overalt.
Hun havde lært, at ignorerede den.
Men i dette tilfælde havde Rosa altid talt mildt og roligt.Hun overhørte den med vilje. Istedet smilede hun "Jeg ville nok også få ondt i armeneaf at bære dig". Faktisk var det ikke rigitgt, men hun sagde det for opmuntre Rosa lidt. HUn håbede inderligt det hjalp.

"Så er det godt at jeg kan gå." smilede Rosa og trådte forsigtigt et skridt frem. Hun sukkede lettet, da hun ikke falde omkuld, som hun havde været nervøs for. "Så slipper du for at få ondt i armene." Hun kiggede på Aiko.

Aiko smilede og nikkede "Det ser heldigvis sådan ud, jeg hader at havde ondt".
Hun slap i set tag i Rosa's skulder. Hun stolede på, at hun, Rosa, godt kunne gå selv. Hun smilede igen.

"Det er heller ikke behandeligt." sagde Rosa og gik langsomt videre. Hun satte hvert eneste skridt, som gik hun på brændende kul, men fremad gik det.

Aiko smilede svagt "Nej, bestemt ikke" sagde hun og skar ansigt.
Derefter rynkede hun let på brynene, for Rosas skridt så temmelig besværede ud. *Hun beskytter sin stolthed. Hun hader at være svag* gik det op for Aiko. En bølge af skyldfølelse gled over hende for, at være stærkere end veninden, mens hun så på den kæmpende engel.

Rosa forsatte fremad. Ligemeget hvor øm hele hendes krop var, ligemeget hvor mange smerter der fór gennem hendes ben, for hvert skridt, ville hun forsætte. Det var alligevel ved at blive en vane, smerten virkede ikke så hård, når den var der hele tiden. "Kommer du?" spurgte hun, da hun ikke kunne fornemme at Aiko gik med hende. Hun ville ikke stoppe op og kigge tilbage, bange for at hun så ville falde, og det var det sidste hun ville. Bevise at hun var så svag, som hun var.

Aiko nikkede og et bølge af smerte fløj ind over hende. Når Rosa led, led hun også, Men hvordan kunne hun stoppe Rosa? Og hun kunne beholde sin stolthed.
Hun kom op på siden af englen og smilede unden glæde.

Rosa kiggede hen på Aiko og smilede tappert. Hun kunne godt fornemme at Aiko ikke var særlig glad. "Er der noget galt?" spurgte hun og prøvede at holde sin stemme så lys og rolig som muligt.

Aiko smilede -anstrengt- og rystede på hovedet "Nej, overhovedet ikke!" hun smilede. *Bare hun tror på den* hun bed sig usynligt i læben.

Rosa nikkede mistroisk. Hun forsatte sin gang ud af kirkegården, selvom at hun normalt ville kunne klare det hurtigere. "Hvad vej skal vi?" Hendes venlige stemme var ikke længere så påtvunget som den havde været tidligere. Smerten var røget tilbage bagerst i hendes hoved, så selvom at den var der - og det var den - så virkede den ikke så slem, som hvis hun pludselig stoppede op og begyndte at slappe af.

Aiko kiggede på hende, men lød være at kommmentere på Rosas forandret væremåde. "Den vej" sagde hun bare og pejede til venstre ned af en lille sti. "Den vej er hurtigst" forklarede hun.

Rosa nikkede og gik hen mod den lille stil til venstre. "Hvor bor du så?" spurgte hun nysgerrigt, i mens de gik.

"Ikke langt herfra" svarede hun bare. Faktisk lå det et godt stykke herfra, men det sagde hun ikke noget om. Hun vidste egentligt ikke hvorfor. En lille kilometer væk var det herfra.

Rosa nikkede og smilede. Hun kiggede på de forskellige bygninger der lå ned mod den lille sti, mens hun prøvede ikke at falde over nogle af de sten der var på stien.

Tavsheden bredte sig mellem dem. Men Aiko ville ikke bryde; nej, hun var glad for den var der. Hun havde været van til, at være alene og ensom. Sådan følte hun ikke lige nu og nu kunne hun tænkte i sit eget hoved uden at sige noget. Stilhed, fred, ro... det var nogle af det smukkeste ting i verden.
Aiko smilede indvendig.

Rosa havde heller ikke noget imod stilheden. Så længe der var stille, betød det at der ikke var fare på færde. Sådan havde det altid været for hende. Evigt på flugt for at blive ædt, så stilheden var god. Meget god, endda, for denne gang var hun sikker på at der ikke skete hende noget rundt om det næste hjørne.

Af ren vane kiggede Aiko diskret hele tiden bagud, søgte i omgivelser efter mulige fjender. Sådan havde det altid været. Hun havde jaget andre og selv blevet jagtet. Dag ind og dag ind. Hele tiden.
Hun sukkede og lukkke uvilkårligt øjnene et øjeblik.

Rosa lagde næsten ikke mærke til sine omgivelser. Mørket gjorde hende altid svagere, og når hun i forvejen var alt for svag, havde hun ikke kræfter til at holde udkig. Hun stolede på Aiko og vidste at hun ville passe på hende, også selvom at det nok var nemmere sagt end gjort.

Der var god en halv kilometer igen. Aiko spejtede stadig, da hun gik ud fra at Rosa ikke havde overskud. Busker og træer lignede farlige fjender med krogede hænder. Aiko rystede let på hovedet, ligesom for at få de ubehagelige billeder væk. Resultatet var blandet. Hun sukkede.
Rundt om dem begyndte, der at komme huse. Og de blev større og større. Aiko smilede *Så er der ikke langt hjem*.

Rosa gik stille fremad med hovedet bøjet mod jorden, uden at vide hvad vej hun skulle gå, om hun skulle dreje ned af en vej eller noget, men hun var også ligeglad. Hvis det stod til hende, havde hun sat sig ned på vejen og blevet siddende der indtil solen stod op og gav hende kræfter.

Aiko skar ansigt. Hun kunne ikke holde ud at vide Rosa led. For hvert skridt. men hun kontrollede hendes følelser og fik et udtrykløst stenansigt.
Men inden i kampede to følelser mod hinanden. Føltes som om hendes mave, hvor kampen foregik, skulle sprænges.
"Vi skal op her" sagde hun stille og pejede igen på en lille sti til venstre. Forskellen var at denne var beklædt med sand og siv til begge sider.

"Bor du ud til havet?" spurgte Rosa lavmælt, da hun drejede op af stien, og lagde mærke til at den var beklædt med sand. Inden i, sukkede hun. Det var altid sværre at gå på sand end på noget som helst andet, også selvom at det var trådt hårdt. Hun havde mest lyst til at sætte sig ned og lade smerterne tager overhånd.

Aiko kunne ikke klare mere. Det kløede nærmest i hendes håndfalder for at få Rosas smerte til at gå væk... Det ville være så nemt...
Men det bedste Aio kunne gøre var, at lade være med at gøre noget som helst. Aiko sukkede. Derefter huskede hun, at Rosa havde stillet et spørgsmål. Hun smilede og nikkede "Ja, det gør jeg". Smilet var ikke helt så oprigtigt og ægte, som det kunne havde været.