Sorgen i mit hjerte.

Aiko sukkede. Hun satte sig i skrædderstilling med hænderne i skødet. Hun kiggede ned på dem, da hun startede sin fortælling. "Da jeg blev født, skulle der havde to af os. Jeg skulle have fat en tvilling.
Men udviklede sig ikke godt nok og hun voksede sammen med min krop, endnu inden vi fik solens lys at se. Vi blev ikke én person, men to i én krop. Hun lever sammen med mig, hele tinden. Nogle gange kan hun overtage kroppen. Og det sker har ikke altid kontrol over sig selv, hun bliver vil myrder løs. Kroppen for også tit binger, horn og hale, når hun kommer tll kort.
Vi kan komunikere sammen mellen tanker. Jeg har aldrig sagt det nogen, heller ikke mine forældre af angst for at de ville hade mig. Os" hun kiggede stadig intenst på sine hænder, uden at sige mere.

Rosa lagde hovedet på skrå og gav sig et sekund til at tænke det igennem, men heller ikke meget mere end det. Det behøvede hun ikke. Selvom at Aikos historie, var skræmmende og måske burde få hende til at flygte, så kunne hun ikke. Hun holdt allerede for meget af hende. Hun var blevet hendes ven, uden at hun havde haft en valg. "Så når du får vinger, er det din søster der tager over?" spurgte hun og smilede prøvende. Det var ikke det bedste tidspunkt at smile, men alligevel ville hun have at Aiko vidste at hun ikke var skræmt væk.

Aiko nikkede. "Som regel kommer, der også horn og hale". Hun kiggede ikke op på Rosa; un var for bange for at hun skulle stikke af.
Hun knyttede ubevidst hænderne i sit skød. "Rosa... jeg har et spørgsmål til dig" hun prøvede, at skifte emne, men hun vuille faktisk gerne ville svaret.

"Du spørger bare..." sagde Rosa og smilede lidt mere selvsikkert. Aiko virkede til at være sig selv igen, hvilket gøre hende lidt tryggere.

//Undskyld, krea svigt//

//Det gør ik noget xD//

Aiko kiggede lidt på hende og så næsten bedende på hende. "Er vi venner, Rosa?" hun ønskede af hele hjertet, at englen ville smile og sige ja, men hun var ikke sikker på noget lige nu.
*Please, please sig ja søde Rosa"* hun bed sig let i læben.

Rosa smilede lettet over spørgsmålet. "Ja, det går jeg ud fra at vi er." sagde hun smilende og lagde hovedet på skrå. "Hvis du altså ikke har en anden mening om det..." Hun håbede inderlidt at Aiko også mente at de var venner.

Aiko kiggede op på Rosa, smilende og viftede affejende med armene "Nej, nej. nej jeg vil rigtig gerne være venner!". Hun smilede *Ja, hun er god nok... hende der* kom til tørt fra Haru og det fik Aiko til at smile endnu mere.

Rosa smilede stort. Hun havde aldrig troet at hun ville føle sådan en glæde, siden hun døde. Det var meget underligt. Ikke kun fordi at hun burde være bange for Aiko, bare en lille smule, men fordi at hun følte sig tryg i nærheden af Aiko. Hun havde altid været på vagt. Altid været nederst i fødekæden. Nu behøvede hun ikke være klar til at flygte, i hvert fald ikke så længe der kun var hende og Aiko.

Aiko smilede og følte et lille sus i maven. *Hvad er det? Hvorfor er det der?* en lille stemme, som ikk evar Harus, sagde; 'Det er glæde, ægte glæde.
Aiko spærrede øjnene op af bar forundring i et kort sekund, så smilede hun stort og så over på Rosa.

Rosa så undrende et øjeblik på Aiko, men lod det ligge. Det var noget af det skønne ved Rosa. Hun vidste altid hvornår hun ikke skulle nævne ting. "Dine forældre... Lever de stadigt?" spurgte hun nysgerrigt, da hun ikke husker at have hørt noget om det.

Aiko slog blikket og så på jorden. "Nej... De er døde. Vi, min søster og jeg, vi slog din hjel". Der lagde sig en lill ehinde af sorg og tristhed over Aiko. *Ja, jeg intet med det at gøre* sahde Haru *Stfu, Haru* hvislede hun irriteret gennem tankerne.
Aiko kom ud hinden, men så stadig ikke på Rosa.

Rosa lagde forsigtigt en hånd på Aikos skulder. "Det gør mig ondt... Virkelig..." sagde hun stille og så på hende.

///Når ja, nu kan jeg godt huske at du nævnte det. Upps... //

Aiko lagde sin hånd oven på Rosa og så hende ind i øjnene. "Det er jeg også" svarede hun stille.

//Det gør nok xD//

Rosa smilede svagt og så rundt på kirkegården. Det var begyndt at blive mørkt og en svag kold vind blæste omkring dem.

Aiko mærkede kulden og så mørket. Men det generede hende ikke. Men måske Rosa blev generet?
Hun så over på sin nye veninde "Fryser du?". Uden at ligge mærke til det, havde hun stadig sin hånd over Rosa's.

"Nej... Men jeg ser ikke godt i mørke.." sagde Rosa lettere irriteret over mørket. Hun var en Lys engel, og fungerede derfor bedst i sollys. Det gav hende energi. Hvis der gik for lang tid, uden at hun fik sol, kunne hun slet ikke benytte sig af sine kræfter. "Så jeg kan ikke se, hvis jeg bliver angrebet."

Aiko grinede, mest fordi det var så oplagt det hun skulle sige. "Jeg skal nok passe på dig" hun mente det ikke på nogen lebbe-måde, men hun kunne virkelig godt lide Rosa.
Måske, hvis det var, ville hun dø for hende. Det egentlig lidt underligt, de havde mødtes i dag, men Aiko følte allerede at det var Rosa hun stolede mest på.

"Tak." smilede Rosa lettet, men så hurtigt rundt. Hun holdt meget af Aiko, og var glad for at hun ville passe på hende. "Jeg er desværre alt for vant til at blive angrebet." Hendes smil blev en anelse pågrebet, da hun mindes det sidste angreb, hun var ude for. "Kan du se i mørket?"

Aiko nikkede. At se i mørket, var hendes mindste kunst.
Hun rynkede let på brynene, ved det først Rosa sagde. "Hvem har angrebet dig? Er du bliver bidt?" hun vidste ikke, hvor hun spurgte, men gjorde man ikke det? Måske hvis vidste hvem kunne hun slå dem ihjel.

"En vampyr af en art..." sagde Rosa tænkende og tænkte den tidligere aften igennem. "Nej, jeg blev ikke bidt... Jeg undslap." Hun smilede og lagde hovedet let på skrå. "Vampyre er ikke glade for sollys og jeg er god til det med lys."

Aiko nikkede og kontrollerede sine følelser. Så smilede hun "Det var godt".
Hun tænkte tilbage på sin egen fortid med vampyren, men skubbede tankerne væk.

Rosa nikkede og smilede. "Jeg ville gerne vise dig det, men solen har gemt sig hele dagen, så..." Hun trak undskyldende på skulderne.

Aiko smilede "Det gør nok. Du kan vise mig, det en anden gang". Mens Rosa havde talt kom hun til at tænke på noget.
"Rosa... Når man dør og genopstår som engel, har man så den samme alder, som da man døde?" hun lagde hovedet lidt på skrå og fik en kort kommentar fra Haru *Du er for nysgerrig. Det kunne bliver vores endeligt*. Aiko bed hende af *Jaja, du kunne bliver vores endeligt med at den massakre du laver* Haru sagde ikke mere. Aiko smilede.

"Godt." smilede Rosa og tænkte over Aikos spørgsmål. Det var ikke noget hun selv havde tænkt så forfærdeligt meget over. Hun havde jo altid bare været 17 år gammel. Da hun ikke huskede noget fra sin fortid, var det svært at afgøre, men hun huskede ikke at have været blevet ældre i himlen. "Ja, det tror jeg. Man fastfryser i sin krop og alder, når man dør."

Aiko tænkte over svaret og fandt frem til at det gav meget god mening.
Hun smilede "Du er sikker på du ikke fryser? Jeg kunne vise dig min evne så" hun holdt hånden frem og håndfladen opad og afventede Rosa's svar.