Sorgen i mit hjerte.

Rosa så på gravstenen, uden at vide hvad hun skulle sige. Hun var bange for at trænge sig på, noget hun nødigt ville. Derfor tav hun.

Aiko kiggede lidt omkring uden at sige noget. Det var alting dejligt med stilhed.
Tale er sølv,
Stilhed er guld. Som man sagde. Men i hvert fald bestemte Aiko sig for at sige noget: "Øhm... HVad med dig? Hvordan er din fortid?" hun kiggede over på Rosa og smilede.

"Før jeg blev engel?" spurgte Rosa og så hen på Aiko. Hun huskede ikke meget fra den gang, først efter var hendes erindring klar. "Jeg husker ikke så meget. Ikke engang min familie. Kun smerte." Hun trak på skulderne. Det var ikke som om at det var hendes smerte, hun kunne huske, og alligevel var hun sikker på at den var hendes egen. "Alt hvad jeg ellers husker er fra efter jeg kom tilbage hertil."

Aiko nikkede "Men hvordan blev du engel? Døde du? Og hvordan kom du tilbage til jorden? Hvordan er det i hilḿlen?" hun tænkte slet ikke på, at det var uhøfligt at stille så mange spørgsmål. Hun så på Rosa med nysgerrige øjne og lagde hovedet lit på skrå.

"Ja, jeg døde." sagde Rosa tænkende. Hun havde overhovedet ikke noget imod at Aiko stillede så mange spørgsmål. Hendes problem var bare svarene. Hun ville være sikker på at svare på alle spørgsmålene. "Himlen er fantastisk, virkelig. Men jeg savnede livet her og måtte tilbage. Jeg har aldrig vidst efter hvad, men noget drev mig. Heldigvis fik jeg muligheden for at vende tilbage." Hun smilede til Aiko.

Aiko vendte sig nysgerrigt mod Rosa med vidensbegær lysende ud af sine røde øjne. "Hvor der mange engle? Er alle forskellige? Med personlighed, vinger og alt ting? Ligesom mennesker? Findes der onde engle og hvad kan de?" hun holdt en pause og tilføjede "Findes gud?".
Det var nok noget af det hun allermest ville vide. Hun havde aldrig troet på noget huddommeligt. Det virkede bare så... overnaturligt. Ligesom vampyre, æmoner, elver og engle.
Hun havde altid troet, at hvis Gud leve havde han forladt hende for længst.

Rosa var stille et øjeblik, mens hun tænkte over de første af Aikos spørgsmål og lod hende samtidig lige falde lidt ned. "Engle er ligeså forskellige som mennesker. Gode, onde... Nogen er født som engle, andre dør og bliver det. Ikke alle der dør bliver engle. Jeg ved ikke hvem der bestemmer om man bliver det eller ej. Ej, heller ved jeg om der findes en Gud. Jeg har kun set andre engle, men de mener næsten alle, at Gud findes." sagde hun og tiede et øjeblik, før hun tilføjede, ganske toneløst, da det ikke havde den store mening i den sammenhæng. "Vi har alle forskellige vinger. Størrelsen, farven... men de alle af fejl. Alle vingerne er ligeså unikke som bærene." Hun smilede og så på den ivrige Aiko.

Aiko var stadig ivrig. "Men hvordan er dem der er født som engle? Hvordan ser der ud? Bor man i skyerne eller noget? Og hvordan skete det ud blev engel, jeg mener, vågnede du bare op? Var der nogle, der fortalte dig hvad der var sket?" hun trak en dyb indånding klar en række nye spørgsmål, men blev sat på plads af Haru og tavs. Hun så afventende på Rosa.

"De er gudeligt smukke. Deres hud skinner nærmest af en indre glød, som ingen af os andre nogensinde vil kunne efterligne. De vokser til de er en 16-19 år, også stopper udviklingen og de forbliver i deres ungdommelige sind." beskrev Rosa englene, med et fjernt blik, som prøvede hun at huske. "Man bor i himmelriget, men det er de færreste der bliver der. Mange af os har ting vi skal have ordnet hernede, og vender derfor tilbage, før vi atter daler mod skyerne med fred i vores hjerter." Hun prøvede at huske hvordan det allerførste tid havde været som engel. "Hele min hukommelse fra verden var væk, så det var ligesom at vågne op fra en drøm. Som om at jeg altid havde hørt til der. Ingen havde brug for at fortælle mig noget... Det var som om at det altid havde været sådan." Hun smilede opmuntrende til Aiko og hendes blik blev mere nuværende.

Aiko nikkede og fandt sin ivrige tale frem; "Men hvad er din grund til blive? Hvad skal du havde ordnet?.... Hvorfor tar du ikke hjem?" hun stoppede.
Hun havde stillet nogle dybt personlige spørgsmål og hun vidste at Rosa måske ville nægte at svare eller blive sur.
Men hun var for nysgerrig til at sige undskyld.

Rosa tøvede og bed sig let i underlæben. "Jeg kan ingenting huske fra min tid som menneske..." sagde hun tøvende. "Jeg har aldrig vidst hvad der tvang mig tilbage... Det eneste jeg ved er at min hjerte, hvis jeg stadigt har et, ikke tillader at jeg tager fra jorden af, før det er ordnet. Det kan jeg simpelthen ikke." Måske ville hun været blevet sur, hvis hun selv havde haft en idé om hvorfor hun havde følet sig traget tilbage til jorden, men det føltes som et sort hul at tænke på det. Intet andet. Ingen følelser, der kunne fortælle hende noget. Kun den underlige smerte, hun huskede som det eneste og den kunne hun ikke placere.

Aiko nikkede og følte pludselig at den glade og følsomme Rosa, blev lidt trist.
"Det er jeg ked af".

Rosa trak på skulderne og tvang et smil frem. "Det er ikke så slemt. Jeg for lov til at være en teenager, mens jeg finder ud af det." Hun prøvede at lyde glad, men opgav hurtigt og gav sig i stedet til at spørge ind til Aikos liv. Nu havde hun i forvejen noget at arbejde med. "Hvordan blev du dæmon? Er det noget du har været længe?" spurgte hun nysgerrigt, for at lede opmærksomheden lidt væk fra sig selv.

Aiko nikkede "Meget længe. I was born like this". HUn sagde det på engelsk fordi det lød bedre.
Hun sendte Rosa et lille smil og spørgte "Kan du flyve med dine vinger?".

"Født som det? Hvordan kan det lade sig gøre?" spurgte Rosa nysgerrigt og flyttede sig lidt bagud, så Aiko ikke ville blive ramt af hendes vinger. Hun slog dem ud så de var i fuldlængde. De var helt snehvide, længere end hendes arme og det så ud som om at fjerne skinnede i regnsbuens farve, selvom at intet lys ramte dem. "Ja, det kan jeg." Hun lod sin hånd glide langs den ene vinge. "Jeg kan flyve ligeså godt, som jeg kan gå." Hun så smilende på Aiko.

Aiko kiggede med en forundring lysende ud af øjnene "Det kan jeg også.... men det vil du ikkese".
Hun valgte at skrifte emne og svarede på Rosa's spørgsmål "Du ved... når to dæmoner gør sex.... så kommer der noget ud af det..." hun smilede undsyldende over den grove forklaring.

"Når ja...Det giver sig selv." sagde Rosa og slog sine vinger sammen igen. Det var rarest at have vingerne slået ud, men det var blevet en vane at have vingerne slået ind om kroppen. "Må jeg ikke se det?" spurgte hun, da hun var blevet nysgerrig.

Aiko smilede "Hvis du sig insistere.... men husk at det ikke var min idé" hun tilføjede "Men det tar lidt tid".
*Haru... over tar du kroppen?* der gik lidt tid *Jaja, men jeg er træt så ikke for længe* *Tak, Haru* Aiko smilede og lukkede øjnene.
Langsomt følte hun det som om hun gled ind i en åndelig verden, hvor un blev mindre og mindre.
Langsomt mindste hun fornemmelsen af kroppen og blev helt let og fin. En tænke inden i Haru's hoved.

Set fra Haru synspunkt:
Hun vågnede fra sin lange trance. Det føles som om hun havde sovet i meget lang tid.
Hun mærkede hvordan kroppen langsomt og smertefuldt ændrede sig.
De sorte vinger sprang ud fra ryggen og ødelægge trøjen.
Hun hår blev mørkere og hendes øjne gule.
Haru rettede sig op i fulde højde og trak en idybindånding. Hun kiggede rundt og så englen. Rosa.

Rosa så på hende og gjorde store øjne, da hun burde at forandre sig. Da forandringen var færdig, trak hun sig let tilbage. Hun ville nok aldrig indrømme det, men Aiko så ret skræmmende ud, i det øjeblik.

Haru kiggede lidt på Rosa og ladge hovedet å skrå. Hun overvejede at dræbe englen, men kunne ikke helt se hvorfor hun skulle, så hun lod være.
Istedet sprætte hun sine vinger og viftede prøvende med dem. Hun løftede sig en halv meter over jorden.

Aiko følte sig underligt lille og gennemsigtig. Hvis det var sådan Haru havde det hele tiden, havde Aiko virkelig ondt af hende.
Hun tænkte på om Haru havde gået amok og slået alle hjel eller hun kunne kontrollere sig selv.
Aiko havde ingen idé om, hvad der foregik med kroppen. Hun prøvede at strække sig og gøre sig selv større. Måske kunne overtage kroppen på den måde.
Det virkede lidt. Hun havde kontrakt med Haru's sind. *Øhm... Haru? Kunne jeg komme til nu?* svaret kom hurtigt *Om 5min....* Hru kappede forbindelsen og Aiko sukkede.

Rosa kiggede med store øjne på dæmonen, der langsomt steg til vejrs. Hun havde på fornemmelsen at det ikke længere var Aiko.. Selvom at hun havde kendt Aiko så længe, så virkede det ikke som om at dette var Aiko. Hvad sker der her? tænkte hun, bekymret for at sige noget. Hun ville nødigt vække uønsket opmærksomhed på sig selv. Hvis dette ikke var Aiko, kunne det godt være farligt...

Forvandlingen skete hurtigt. Aiko havde fået kontrol over hendes åndelige krop og den blev meget større.
Hun overtog kroppen og Haru gled tilbage i baghovedet. Vingerne trak sig i og håret blev lyst igenm og øjnene røde.
Aiko faldt ned på jorden og ømede dig. Forvandlingen gjorde ondt og lidt blod kom ud fra ryggen.

Rosa rykkede forsigtigt nærmere Aiko og rørte let ved hendes ryg. "Lig stille." sagde hun stille og lagde sin hånd hen over hendes ryg. Hun lukkede sine øjne og koncenterede sig om at få sårene til at forsvinde. Lidt efter healede sårene sig selv og forsvandt helt. "Hvad skete der?" spurgte hun og flyttede hånden.

Aiko kiggede ned i jorden og gjorde et stort nummer ud af at ligge helt stille.
Hun mærkede hvordan sårene trak sammen og til ´sidst var helt væk.
Hun overvejede at bevæge sig, men lød være; det havde krævet noget vile at vinde over Haru.
Hun håbede inderst inde at de ville blive venner igen.
Hun tog en dyb indåndning "Jeg har ikke fortalt dig alt om mig. Det er en lang historie". Hun prøvede at sno sig uden om Rosa's spørgsmål, men vidste det ikke nyttede noget. Ikke hvis de skulle blive ved med at være venner.

Rosa satte sig ned og ventede tålmodigt. Gav Aiko tid til at komme sig. "Jeg lytter gerne." sagde hun med et lille smil, da Aiko nævnte sin fortid igen. Hun havde altid været et tålmodigt væsen, især når det galt væsner, hun virkelig synes om. Intet, INTET, Aiko ville sige, kunne skræmme hende væk.