Sorgen i mit hjerte.

"Måske en lille smule...." sagde Rosa og lagde sin hånd oven på hende, spændt på at se hvad Aikos evne gik ud på.

Aiko smilede svagt. 5cm over hendes hånd kom en lille flamme til syne og den tog hurtigt til i kraft.
Hun smilede til den lille ild. Ild som et hjerte. Hvis man gav det for meget kraft havde man ikke kontrol over den.
Hvis den var for svag gik den ud med et lille pust. Lyset fra ilden sprakte sig hurtigt i mørket. Lige nu så Aiko kun ilden.

Rosa så facineret på ilden. Den virkede så uvirkelig og alligevel var varmen fra den, fantastisk og virkelig, virkelig. Det virkede næsten som om at det var Aikos livsflamme, hun kunne fremvise. "Wauw." sagde hun og holdt sin hånd nær flammen. Den var varmere end normal ild. "Det er jo fantastisk."

Aiko smilede igen "Det synes jeg også". Hun rejste sig og drejede let rundt og slog med den hånd, hun holdt ilden i. Resultatet var en slags ildsjøle ud fra Aiko's hånd. Den lysede og varmede i de få sekunder den var.
Aiko trak hånden i til sig igen og ilden var stadig. Så smilende på Rosa.

Rosa fulgte hver eneste bevægelse og lyste op i et smil. Det var fantastisk, selvom at det kunne blive brugt ondskabsfuldt. Det kunne alt næsten. "Kan du sætte ild til alt?"

Aiko sættede sig ned ved siden af Rosa og nikkede "Intet problem".

"Sygt." smilede Rosa. Der var simpelthen ikke andre ord, at beskrive det med. Det hun kunne virkede som en lille ligegyldig ting sammenlignet med det. Skabe en ring af lys.. Den var selvfølgelig praktisk, når den skød alt væk, men ellers ikke. Hun havde ingen angrebsmulighed, hvilket hun nogen gange manglede.

Aiko lukkede hånden. Flammende forsvandt. Det er meget praksis. Varmen,, der var en varmekilde, hvor man end gik hen.
Men ilden kunne være farlig. Som en klikkende bombe.

Rosa smilede. "Hvordan gør du?" spurgte hun nysgerrigt. "Hvordan styrer du ilden? Bliver den ikke alt for hurtigt, alt for kraftigt?"

Aiko rystede let på hovedet. "Nej, det er som... at styre en slags indre ild. Du... føler, hvordan ilden har. Om den er for stækrt, for svag... Du er ilden og ilden er dig. Det er svært, at forklare".
Hun smilede usikkert, hun synes selv at det var en underlig forklaring.

Rosa nikkede svagt. Hun ville give hende ret i at det var svært at forklare, men hun troede at hun havde fået fat på det vigtigste ved det. "Det er næsten det sammen, når jeg skyder lys fra mig." sagde hun, for at vise at hun forstod.

Alec smilede og nikkede "Det er det sikkert".
Det var bestemt ikke uvenligt ment, men Aiko syntes at det kunne lyde sådan. hun tilføjede at det ikke var ment på den måde. Hun smilede lidt usikkert.

Rosa smilede svagt. Det lød ikke nær så venligt, som alt andet Aiko havde sagt og det forvirrede hende. Hun rejste sig langsomt op og bredte sine vinger ud. Uden et ord, gav hun sig til at vifte med dem, uden at lette fra jorden af. En stor cirkel af lys omringede dem og skød blade og træer til siden. Det var kun en svag cirkel og alle og enhver kunne gå direkte igennem den, uden at der skete noget, men den lyste hele kirkegården op.

Aiko kiggede på lyset. Det udstrålede næsten godhed.
Hun rejste sig lamgsomt op og gik(langsomt) hen og rørte ved lyset. Hun havde opspærret øjne; det var så smukt. Hun blev overrasket over, at hende hånd gik lige gennem det. Som om det ikke var der. *Er det her en drøm?* Aiko rynkede brynene og Haru tilføjede "Hvis det er, drømmer vi det samme*. Aiko smiledesagt og kiggede hurtigt på Rosa.
Først nu opdagede hun at hele kirkegården var lyst op.

Rosa lukkede sine øjne i og koncentrerede sig om kuglen der var dannet rundt om dem, for at den ikke lige pludselig skulle forsvinde igen. Hun smilede svagt, selvom at det kostede hende mange kræfter at holde den oppe.

Trods smilet kunne Aiko se, hvor anstrengt Rosa var. Hun rynkede øjenbrynene, men besvarede smilet. Hvis Rosa ikke ville vise det, ville Aiko heller ikke se det.
Hun vendte sin hånd i lyset, opslugt af farvespillet. Hun havde stadig antydningen af et smil.

Rosa trak vejret dybt en enkel gang og boblen opløses. Hun havde simpelthen ikke fået nok lys i dag, til at kunne holde den oppe længere. Normalt kunne hun holde den oppe hele natten, hvis bare solen havde skinnet om dagen. Det var meget praktisk, hvis man ønskede at sove, uden at blive angrebet. Boblen ville så også bare være meget stærkere. "Hvad synes du?" spurgte hun og satte sig træt ned igen.

Aiko smilede over hele hovedet. Det største sil hun længe havde smilet. "Det var fantastisk" der var ikke mere at sige. Så enkelt var det.

Rosa smilede. "Tak." sagde hun og hang både med hovedet og armene. Hun kunne dårligt holde sig oprejst nok til at sidde ned, så træt var hun blevet af det.

Aiko gik over til Rosa og tog hende op i armene. "Nu skal du hvile dig. Du var fantastisk" hun sagde det bildt, men med en hård undertone. Hun mente det. Virkelig. Hun kunne måske 'låne' et hjem,p og kalde det hendes... måske?

Rosa smilede og rystede en anelse, som en der havde været ude i kulden. "Det er ikke så slemt." sagde hun bestemt, men alligevel venligt. "Jeg kan godt gå."

Alec nikkede, dog lidt stift. Hun satte forsigtigt Rosa ned på jorden, med fødderne først. Hun holdt stadig sin hånd på venindens skuldre. Bare for at sikre sig hun nu ikke faldt alligevel. Aiko smilede svagt ud i mørket.

Rosa støttede forsigt på sine ben og smilede lettet, da hun ikke faldt som hun havde forventet. "Du er en god veninde, Aiko." sagde hun, da hun forsat mærkede hendes hånd på skulderen. Det gjorde virkelig en stor forskel at hun bekymrede sig for hende.

Aiko smilede svagt. Hun var glad over rosen, men ked af ironiken. Hun havde dræbt hundredevis af mennesker gennem tiderne. Lige nu var hun ikke stolt af det, og hun valgte at holde oplysningen for sig selv.
Der kiggede på Rosa og smilede skævt. Hun gav sin venindens skulder et savgt klem, for at vise hende at hun satdig var der.

"Havde du et eller andet sted vi kunne være?" spurgte Rosa med et svagt smil. Hun drejede hovedet og så på Aiko, glad for at de var veninder. Selv hvis hun ikke havde mødt Aiko ved kirkegården denne aften, var hun sikker på at hun umuligt kunne være bange i nærheden af hende.