Sorgen i mit hjerte.

"Smukt." sagde Rosa og kæmpede sig frem. Sandet gled under hendes fødder og hun faldt forover, forbandet over hendes manglende energi til at genvinde balancen, landede hun med hovedet nede i sandet.

Aiko sukkede. Bare. Det kløede i hendes håndfalder, stadig, så hun åbnede dem og lukkede dem hele tiden. Intet hjalp.

Rosa rullede omkring og hev efter vejret, før hun endelig fik kontrol over sig selv. Hun bed sig hårdt i underlæben og hadede sig selv for at ligge der. Langsomt fandt hun frem til sine ben og satte sig op, selvom at det føltes endnu værre nu, end for bare tre minutter siden.

"Så er det nok" Aiko var rolig og hævede ikke stemmen. Uden problemer fejede hun Rosa op i armene og satte afsted efter hendes hus.
Skid være med Rosas 'stolthed'.

Rosa så på Aiko og sukkede, da hun løftede hende op. Hun ville ikke kommentere det, når hun vidste at hun bare ville hjælpe, selvom at det for hene virkede åndssavgt. "Tak" sagde hun alligevel og smilede prøvende.

Aiko sagde ikke noget. Og følte sig ret dum.
Huset fra ikke langt, der fra. Hun åbnede døren og satte Rosa på sofaen.

Rosa smilede, da hun mærkede sofaen og så på Aiko. "Undskyld, hvis du fik ondt i dine arme.. Jeg ved godt at jeg er tung."

Aiko smilede "Det gør nok. Men jeg bliver nok lidt øm i morgenen" for at understrege sine ord, tog hun sig til skulderen og masserede den lidt. Hun smilede igen "Nå, hvad jeg skal vi nu lave?"

"Det er jeg sgu ked af søde." sagde Rosa smilende og lo lidt over at hun tog sig til skulderne.. "Uuh.. det ved jeg. Alt andet end at gå." Hun nikkede bestemt og vidste ikke helt hvor det lallegladehumør kom fra.

Aiko grinede "Det er en god idé. Kan vi ikke aftale vi laver noget, hvor vi ikke skal bevæge os?".

"Jo, lad os det." smilede Rosa og tænkte sig om. Ledte efter noget, man kunne lave, uden at bevæge sig. "Nu har jeg det.. Vi sidder helt stille og snakker?"

Aiko nikked og smilede "Lyder helt fint". Hun satte sig i den sote sofa over for Rosa. Hun klappede let hænderne sammen foran sig "Sååå.... nogen idéer til, hvad vi kan snakke om?"

"Alt mellem himmel og jord?" forslog Rosa. Hun betragtede Aiko som sin ven og mente derfor at de måtte kunne snakke om alt.

Aiko grinede og skar let ansigt "Det er meget. Øhm... kender du nogle søde drenge?" spørgsmålet kom bare til hende. Hun havde aldrig tænkt over om, der var nogle søde drenge. Måske var hun bare ved at blive moden.

Rosa lagde hovedet tilbage og tænkte over det et øjeblik. Et suk lød, før hun svarede helt sandfærdigt. "Nej.. Jeg har mødt nogen, men det virker bare altid som om at de kun tænker på en ting.. hvis du forstår." Hun kiggede over på Aiko og smilede prøvende. "Kender du nogen?"

Aiko nikkede. Hun forstod. Derefter smilede "Næh... Men jeg har nok bare ikke tænkt nærmere over det".
Hun smilede kort igen.

"Hvis du nu tænker på alle drenge, du har mødt.. Er der så nogen, du har syntes ekstra godt om?" spurgte Rosa nysgerrigt. Nu var de jo inden på drengeemnet, så kunne det ligeså godt forsætte.

Aiko tænkte sig lidt med et let smil "Næh... ". Hun færdiggorde sætningen i tankerne *...Dem jeg syntes om, slog jeg ihjel*.

"Åh.. surt." sagde Rosa tøvende.

Aiko nikkede "Ja...". Samtalen lidt i stå. Hun prøvede igen "Øhh... efter du kom tilbage til jorden, har du fået nogle søde venner?" det var da et meget fair spørgsmål... ikke?

"Dig." smilede Rosa og tænkte over det. Hun havde for det meste, holdt sig for sig selv og kun dukket op steder, hvor det virkede som om at nogen havde brug for hendes hjælp. Det var først her på det sidste, at hun var begyndt at går frit og opfører sig som et rigtigt menneske. "Jeg har for det meste holdt mig for mig selv.. Det fungerede bare bedre.." Hun trak stille på skulderne. "Hvad med dig?"

Aiko smilede til Rosa "Jeg er først lige begyndt, at snakke med andre. Jeg har bedst med st leve i skyggen. Men jeg er glad for, jeg mødte dig" det passede virkelig. Rosa var hendes bedste ven.

"Det er jeg også." sagde Rosa ærligt og smilede stort. "Hvordan kan det være at du altid har levet i skyggerne?"

Aiko skuttede sig usikert "Jeg var bange for at knytte mig til nogen. Og at mærke den smerte, når de engang er væk. Døde. Det var nok mest derfor, men jeg var også bange for ingen ville kunne lide mig. Jeg mener jeg er dæmon.. et menneskeædende uhyre" hun sukkede. Sådan tænkte hun stadig.

"Måske er du en dæmon, men du er den venligste dæmon, jeg nogensinde har mødt." sagde Rosa og lagde hovedet let på skrå, mens hun betragtede Aiko. "Hvis du ikke knytter dig til nogen, oplever du heller aldrig den kærlighed der er ved det.. Man skal satse for at vinde."