mødet mellem to skygger - Melody

"jeg har boedet her siden jeg blev født den her borg har været i min familie over flere generationer" sagde han med et smil som om det vækkede gamle minder for ham.

Melody smillede til ham og satte sig ned på kanten af den sang der var i det ene gæsteværelse hun var inden i"Vil du ikke fortælle mig om det"sagde hun med et smil

han rystede lidt på hovedet som om han havde været lidt i sine egne tanker "undskyld hvad sagde du jeg var lidt i mine egne tanker" sagde han med et undskyldene smil.

Melody smillede lidt og puffede til"Hørte du mig slet ikke "sagde hun og lavede en sur minde over ansigtet bare bare for at drille lidt.

"undskyld fik et slags flash back undskyld" sagde han med et undskyldene blik.

Melody kiggede på ham"Nejnej det gør slet ikke noget du så ret sød ud når du var helt væk i dine egne tanker"sagde hun smillende man kunne ikke se vampyr tænderne men der var gemt inden i hendes mund.

"undskyld men jeg har bare rigtig mange minder her så det er helt uhyggeligt du vil slet ikke vide hvor gammel jeg faktisk er" sagde han halv smilende til hende.

Melody kiggede på ham"lad det komme an på en prøve fortæl mig det"sagde hun smillende og klappede på pladsen ved siden af sig til tegn for at han skulle sætte sig ned.

han satte sig ned ved siden af hende og kiggede hende i øjne "det kan godt være jeg kun ligner en på de 17 -19 år men jeg er faktisk 10950 år" sagde han med et smil.

Melody sad med åben mund"Det jo meget "sagd ehun meget overasket mens hun så ind i hans øjne som han så ind i hendes.

"selvfølgelig har mine forældre og dem før dem ikke levet så længe de var almindelige mennesker end til min mor kom det var der jeg fik min hvad kan man sige min rigtig meget unaturlige alders længde" sagde han med et smil.

Melody lyttede efter hvad han sagde mens hun lagde det ene ben over det andet"lever dine forældre"spurgte hun nysgerigt og lidt bare for at vide det

"min far gør ikke han døde langt tid siden men jeg mener min mor stadig lever og jeg ved at min bror og min store søster de lever i værd fald men min mor har jeg ikke hørt fra i et stykke tid" Sagde han smilende til hende.

Melody kiggede på ham mens hun lage en hånd på hans kind"det jeg ked af men du er heldig at havde nogen fra din familie igen"sagde hun smillende

"ja jeg ved min bror og min store søster elsker mig men det er lidt kompliseret med min familie" Sagde han og sendte hende et blidt smil "men nu ikke så meget om mig hvad med dig har du ikke nogle familie?" spurgte han stadig med et blidt smil.

Melody lagde hænderne foldet sammen på hendes skød mens hun så på ham"Det er jo meget godt"sagde hun og tænkte så da han spurgte hende"ehm..."sagde hun stille hvordan hun skulle starte tænkte hun meget over"Min far lever men min mor er død hun gav mig den her skæbnes halskæde af perler sådan som en afskedsgave"sagde hun lidtr trist men smillede koldt alligevel.

"er du okay?" spurgte han hende med et trøstene smil.

Melody nikkede til ham mens hun smillede bredt et lille venligt bredt msil"Ja jeg er okay savner min mor men har det godt"sagde hun og nikkede

"det var godt" sagde han med et blidt smil han kunne faktisk godt lide hende hun virkede sød og sjov på samme tid.

Melody nikkede"Ja meget godt men du ved at ens venner jo også gør at man har det godt dem man kan lig og holder tæt ved "sagde hun smillende itl ham mens hun kiggede rundt lidt og tilbage på ham. Hna var sød og meget venlig

"ja det passer" sagde han smilende til hende "men forresten så hvis du har lyst kan du blive her så længe du har lyst" sagde han stadig smilende til hende.

Melody kiggede på ham"Virkelig vil det være helt iorden for dig at jeg gjorde det"spurgte hun undren

"selvfølgelig er det okay med at du bliver her så længe du har lyst" sagde han med et smil.

Melody kiggede på ham og krammede ham et lille kram"Ih mange tak det glæder mig meget det vil jeg gerne jeg føler mig på en måde hjemme her"sagde hun og lænede hovedet tilbage"Det lyder måske vildt underligt"sagde hun med et lille koldt bredt smil

"nej det lyder faktisk ikke underligt" sagde han med et blidt smil han var på en måde glad for at hun ville blive der da han ikke havde så mange at snakke med normalt.