Morgenmad [Daniella=privat]

"Nej, det er ikke den slags jeg høre"svarede Daniella muntert, da det ikke så ud til han havde opdaget hvem der snakkede. Hun blev stående op af dørkarmen.

"kender du sangen" spurgte han igen den stemme han kendte den han vidste bare ikke helt hvor fra "det er Jaden smith's lillesøster som synger den" han smilede roligt

"NEj jeg kender den ikke"svarede Daniella og skubbede sig selv væk fra dørkarmen, så hun ikke stod og lænede sig op af den.

"vent lidt" sagde han "Daniella?" spurgte han ud i luften og ventede roligt på svar mens musikken skiftede videre til en anden sang

https://www.youtube.com/watch?v=SR6iYWJxHqs&ob=av2em

"Ja?"sagde Daniella og gik hen til ham "Hvad er der?"spurgte hun med et muntert smil. Daniella lyttede til sangen, den kendte hun godt, eller hun havde i hvert fald hørt den før mente hun.

"jeg troede jeg havde skræmt dig væk" sagde han undrende men dog glad og smilede lidt

Daniella trak på skulderne "Du dømmer folk før du kender dem"sagde hun og så sig omkring, hun havde ikke været på et hospital siden hendes forældre døde. Lægerne havde glemt at hun var der og havde ladet hende se sine forældre dø af deres kvæstelser efter bilulykken. Hun forbandt hospitaler med død og blod, meget blod.

Han så på hende "du skreg og gik længere og længere væk fra mig" sagde han roligt og sukkede og lukkede øjnene men det mindede ham bare om ulykken lige for lidt siden mørken efter sammenstødet mellem ham og en bil "undskyld" hviskede han

"Arh jeg blev bare lidt overrasket over at du er en hund"sagde Daniella og flyttede uroligt på sig. Hun så på ham med et venligt smil.

Han grinte lidt "når ja undskyld men hvad er der galt" spurgte han undrende og så på hende *yes endelig en ven som ikke stikker af* tænkte han jublende mens han smilende så på hende "kan du ikke li hospitaler?" spurgte han roligt

Daniella smilte som en lille pige. "Nej, jeg bryder mig ikke særlig manget om hospitaler"svarede hun med et lille skulder træk.

Han smilede og tvang sig op fra sengen fjernede alle de nåle fra sig og smilede "så lad os gå" sagde han og rejste sig op selvom han havde fået af vide at blive til imorgen "kom så vi går med det samme" sagde han smilende

Daniella så på ham og hovedet en anelse på skrå "Sikker på at du må det?"spurgte hun og så på nålene og ledningerne.

Han rystede på hovedet "men jeg gør det alligevel" hviskede han og tvang sig af sted mod døren og tog nogle krykker for at støtte sig selv "lad os nu bare komme af sted" sagde han hurtigt "uden at nogen ser dem" han gik videre

Daniella løftede hjælmen op. "Vi tager min motorcykel"sagde hun med et smil og åbnede døren og brugte sig selv som dørstopper, så han kunne komme ud.

Han nikkede og brugte krykkerne og skyndte sig af sted udenfor og så hendes motorcykel og gik hen og så på den

Daniella fuglte lige så stille efter ham og tog hjælmen på da de kom udenfor "Bag på eller foran?"spurgte hun og smilte venligt og nikkede mod motorcyklen mens hun legede med nøglerne.

"vil du virkelig lade mig køre din kværn" spurgte han smilende og vidste det ville hun nok ikke

"Hvis du kan køre ordentligt, det er det eneste jeg har efter min far, så jeg ville blive meget ked af det vis du smadrede den"sagde Daniella med et smil og så kærligt på motorcyklen.

"så bagpå" sagde han roligt mens han ventede på svar

"Okay"sagde Daniella smilende og satte sig op og rykkede frem så der var plads til ham bagpå "Men du hopper ikke af"tilføjede hun med et muntert smil og så på ham.

Han nikkede og satte sig ned bag hende og lagde armene om hendes mave for at holde fast

Daniella startede motoren og holdt speederen og bremsen nede på en gang så den gled rundt, den måde hun vendte på, hun slap bremsen og motorcyklen skød frem. Hun satte farten lidt ned da hun kørte forbi en ambulance med satte farten op igen og drønnede ind i trafikken.

Han grinte "slap lige af Daniella jeg er stadig skadet" sagde han roligt og smilede mens han lod sig blive kørt "hvor er vi på vej hen" råbte han igennem stormen af vind der kom mod dem fordi hun kørte så hurtigt og han smilede roligt

Daniella smilte inde i hjælmen, "bare hold fast, så falder du ikke af"grinede hun smilende og satte farten en smule ned. Hun drejede af en side vej, "Hjem til mig"svarede hun og satte farten lidt op igen da der ikke var så mange andre ude nu.