stak af fra hospitalet og ud i den mørke gyde

S:den mørke gyde
T:5:00
V:lidt brise og solopgang
O:ingen
p:Hospitalstøj,hvide trøje og hvide bukser

Shurican sad for sig selv og ville ønske at hun var hjemme i Thailand,hun havde så'n trang til at begå selvmord eller gører noget andet sindsyg.Hun sad i et hjørne i en mørk gyde,hun kunne ikke tro det de sagde til hende og viste ikke hvad hun skulle gøre.Hun sad bare for sig selv med bene trak ind til sig for hun viste hvad hun skulle gører nu,stak af fra Hospitalet for hun viste ikke hvad de ville gøre i mod hende og hun følte sig som et fanget tiger der sad i et bur og ville gerne ud der fra. Hun gned sine blodige hænder sammen,hendes sygdom havde gjort hende lidt sindsygt for hun havde angrebet en læge da hun stak af og de prøvede at stoppe hende.

Satia kom roligt gående gennem gyden, solen var på vej op og det var derfor på tide at finde hjem igen.
Hun så en skikkelse forude, en pige? I en hvid kjole, dog med lidt blod?
Med en smule nysgerrighed gik hun nærmere og standsede foran pigen.
Kjolen lignede noget fra et hospital, måske var hun stukket af? Det kunne godt passe med blodet...
"Hej" hilste hun, hendes stemme var lid kold som altid, men det behøvede ikke betyde noget ondt.

"hej"sagde hun og vendte ansigtet mod pigen der var kommet hen til hende.

"hvad erder sket med dig?" hun så sig lidt omkring, gyden var klam og der var rotter.
Hun så ne på hende igen, ventende på et svar.

"jeg har et sygdom der gør mig sindsyg"sagde hun"det ville sige at jeg gøre nogle sindsyg ting,men jeg kan ikke huske hvad der skette"Hun vendte ansigtet mod pigen og lyttede til nogle rotter der var rundt omkring og kunne mærke brisen i mellem hendes fødder.

"aha" sagde hun mens hun tænkte
"Så låser de dig vel inde, behandler dig som skidt?" sagde hun
Faktisk var hun interesseret i om det var mænd der havde lukket hende inde, men hun spurgte ikke direkte da det ville virke underligt.

"ja"sagde hun og vendte ansigtet op mod hende"jeg stoler ikke på dem i hvert fald " hun vendte ansigtet ned mod jorden igen.

Hun tog sin kappe af og lagde den om hendes skuldre, både for at være venlig men også fordi hun så, ja, lidt elendig ud.
Med sin evne til at manipulere følser prøvede hun at få hende til at føle sig tryg.
"det var også væmmeligt" sagde hun
"Alle de væmmelige mænd?" indirekte spurgte hun om dethavde været mænd

"ikke kun mænd "sagde hun for det var båden mænd og kvinder . Hun viste ikke havde hun skulle sige selvom hun var glad for at der kom en hun havde mødt før,hun vendte ansiget mode hende igen med et smil på læben.

hun nikkede, men tog sig ikke af at der havde været kvinder med, derkunne være mange grunde til de havde været med og hun valgte at tro på den at en mand bestemte over dem alle.
Hun gengældte smilet lidt.
"Men der må have en der bestemte over dem alle" sagde hun, hun prøvede at finde noget hun kunne give mændene skylden for, så hun bedre kunne arbejde.

hun tænkte lidt,hun viste ikke hvad hun skulle sige for hun kunne ikke komme på noget at sige.Hun lyttede til rotter der gnavede og løb lidt rundt i gyderne,hun havde hørt at rotter kan spise menneske kød hvis der var et dødt menneske i nærheden.Hun ved ikke hvad hun skulle sige så hun sad helt stille.

"Du er vel...hvad skal man sige? Vred? Utilfreds? Med det hele, måske endda lyst til lidt...kan man kalde det hævn?" med sin følsemanipulation prøvede hun at få hende til at føle lyst til at hævne sig, vrede.

"hvad"sagde hun for hun viste ikke hvor pigen ville hen med det"okey det er ikke tit jeg hævner mig,men elelrs kan man godt sige at jeg har"hun vnedte ansigtet væk fra hende og lyttede lidt.

Hun kunne godt mærke at det ville blive svært og man kunne næsten sige hun havde dummet sig.
"Undskyld, det var måske også forkert sagt, jeg ment bare at det er dumt bare at sætte sig ned nå man er blevet behandet dårligt, man burde heller rejse sig op og gøre modstand" hun rettede lidt på sig da hun blev træt af at stå i samme stilling hele tiden.

"ja men de har noget der gøre mig svag"sagde hun for hun havde tænkt at hende pigen ikke hvade tænkt på at folks svaghed."men sig mig har vi ikke mødtes før"hun kom i tanke om noget.

Hun kendte uden mærket til at folk også havde sine svagheder.
"Nå man kan blive svag kan man også blive stærk" sagde hun
"Jo, en gang eller to"hun huskede det også

hun havde ansigtet mod hende og tænkte,men hun viste ikke for når en sort krystal er i nærheden så bliver hun svag og kan næsten ikke bruge sine evner.Hun viste ikke hvad hun skulle sige men tænkt over det pigen sagde.

"Hvad gør dig allermest svag?" spurgte hun så, for måske, vis hun kunne hjælpe hende lidt med at blive stærkere?
Det var selvfølgelig kun et svagt håb, men man kunne aldrig vide.

"en sort krystalsten"sagde hun stille,lægerne og sygeplejesker havde sorte krystaller på sig for at gøre hende svag.

hun nikkede
"Jeg kan holde krystalerne væk fra dig" sagde hun
"Hvor tæt på skal de være for at gøre dig svag?"

tja virkelig tæt eller jeg skulle kunne mærke den vibresioner,altså at jeg kan mærke at jeg bliver svager"sagde hun til hende.

hun nikkede
"Jeg kan noget specielt....Jeg kan styre forskellige energier" sagde hun
"Jeg kan få nogen af dem til at holde krystalerne væk fra dig, så nå de kommer ind for, lad os sige ringen, så vil de endten blive ødelagt eller skubbet væk, de vil ikke kunne komme i nærheden af dig....Mende fungere kun så længe jeg styre dem"

"okey "sagde hun og tænkte lidt,men hun gav en nik med hovedet.

"Vis jeg gør det, og jeg ser ingen grund til du skulle sige nej? Så skulle du jo kunne blive stærk igen? Hvad kan du enlig" spurgte hun

"tja lidt forkelligt,betvinge elementer,bruge mørkt magi osv"sagde hun til hende og viste ikke hvad hun ellers skulle sige.