toget til skyggerne - aimi

Aimi var meget begejstret over alle de knapper, og lagde knap mærke til en kæmpe borg der var forude, ikke før den næsten skyggede for alt andet. "Er det der du bor?" spurgte hun forundret, hun syntes den var smuk på en uhyggelig måde der var svær at beskrive´. Hun kunne ikke lade være med at smile.

"ja det er her hvor jeg bor" sagde han og stoppede bilen stille og gik ud af bilen og gik hen og åbnede døren for hende så hun kunne komme ud og holdte sin hånd hen til hende.

Aimi steg usikkert ud af bilen, og greb hurtigt fat i hans hånd for ikke at falde "Tak" sagde hun taknemligt over hans venlighed over for hende. "Sikke en smuk borg" røg det nforundret og drømmende ud af munden på hende.

"tak og velkommen til darkwind citadel det er det borgen hedder den har været i min familie i flere generationer" sagde han med et smil og førte hende stille og roligt hen til den gamle dør.

Hun studerede alle de ting hun gik forbi nøje, og var ved at falde ind til flere gange. *Hvordan kan så mørke ting dog være så smukke?* tænkte hun forundret inde i sig selv. Da hun var henne ved døren kunne hun ikke lade være med at måbe, over alle de flotte udskæringer der var i døren og det så fine dørhåndtag. Aimi havde ikke set meget i sit liv, men hun kunne ikke forstille sig noget smukkere alligevel.

han åbnede døren til selve borgen og en pust af varmt luft ramte dem og da de kom ind fremviste det et kæmpe stort rum med fakle på væggene der brandte med ild og flotte store antikke flag på væggene og på gulvet var der et langt tæppe der gik fra det ene rum til det andede og ved den anden side af rummet var der en stor trone med 4 døre 2 ved værd side af tronen.

Aimi måbede nu mere end før, nu havde hun set noget fanntastisk, så mange forskellige slags flag, lange røde tæpper, og to troner der var så utrolig smukt udskåret at hun troede at det her var en drøm. Hun nev sig i armen for at være sikker på at det ikke var en drøm , hun ville så nødigt blive skuffet. "Av" hviskede hun for sig selv.Nu var Aimi sikker det var ikke en drøm for det gjorde ondt da hun nev sig i armen. "Hvorfor er her gentlig troner?" spurgte Aimi stille.

"fordi min familie var meget noble i gamle dage vi var nogle af dem der var med til at bestemme hist og her og da min familie også ejer nogle byer et stykke væk herfra kan man godt sige vi var en slags konger eller noget i den stil" sagde han med et smil "men du vil sikkert sidde et godt sted så hvad siger du til at vi går op i stuen?" spurgte han hende da han kom i tanke om at hans stue var dejlig varm og han havde en blød sofa.

Hun var forundret over at hun lige havde mødt en form for konge, men også lidt forvirret og træt. "ja, jo det lyder rart" sagde Aimi træt og smilede et lille blidt smil tilbage. Hun var glad for Hans venlighed, men hun ville stadig også gerne have spurgt om alle ting hun havde på hjertet, ingen andre før nu havde kunnet svare på, eller vidste noget om.

"kom så vil jeg vise dig op til stuen" sagde han med et smil og førte hende stille afsted hen til den anden side af rummet og gik hen til den første dør til højre for tronen og åbnede den og fremviste at bag døren var der en trappe op til næste etage.

Ami sendte et lille smil tilbage, og fulgte stille og roligt med op ad trapperne, til den næste etage. Hun var blevet mere sikker på benene, men det var stadig en meget stor anstrenngelse at gå op ad trapperne. Aimi mistede meget energi af det men hun fortsatte hele vejen op, men da de så var oppe blev hun nødt til at sætte sig, for ellers ville hun bare falde.

"skal jeg bære dig?" spurgte han med et venligt smil da han kunne se at hun var meget træt og det var meget hårdt for hende.

"Nej tak, jeg tror godt jeg kan klare det sidste stykke" sagde hun med en meget svag og lille stemme, og sendte ham et smil. Hun havde sagt nej da hun helst ikke ville virke alt for ynkelig, end hun i forvejen virkede. Men hun skulle nu ikke have sagt nej, for lidt efter gav benene efter og hun faldt ned og halvt lå, halvt sad, ´nede på det kolde gulv.

"er du okay?" spurgte han og holdte sin hånd hen imod hende.

"Ja det tror jeg" svarede hun lidt flovt over, at hun var faldet og ikke bare havde tgaet imod tilbudet, så var hun jo slet ikke faldet. Aimi rejste sig forsigtigt op, og prøvede at gå vidre, men hun havde på en eller anden måde slået sin fod, så nu var det sværere end før.

"kom lad mig bære dig det ser ud til at du har slået foden"sagde han og gik hen til hende med et blidt smil.

Denne gang sagde Ami ikke nej men tog glad imod tilbudet. "tak" Sagde hun og sendte et lille smil tilbage. *Gad vide hvorfor han er så omsorgsfuld* tænkte hun små træt og gladt. Aimi tænkte jo sådan fordi der aldrig var nogle der gad at være omsorgsfuld ved en lille beskidt pige som hende.

han tog hende op i armene og bærede hende op af trappen og da han åbnede døren ved at skuppe til den fremviste den et kæmpe stort rum hvor der var 4 døre igen de var allesammen til højre for den dør de lige kom igennem men ellers var rummet fyldt med gamle møbler og antikke ting og midt i rummet var der en stor sofa men det eneste nye der var i rummet var tv'et der hang på væggen det var en kæmpe stor fladskærms tv med højtalere hist og her i rummet.

Da Aimi var blevet båret ind i rummet og havde set sig omkring, var hun så forundret at hun ikke kunne lade være med at stirre og kigge nysgerrigt over det hele, at hun helt glemte hvor hun var, og horfor hun var der. Efter at have stirret på tingene i cirka 10 minutter, vendte hun tilbage fra trancen "Hvor er her dog flot" sagde hun helt forundret og sendte et stort smil.
Aimi måtte snart få spurgt om de ting hun havde ventet med i snart 1 time nu.

"ja ik men jeg vil sætte dig her på sofaen" sagde han med et smil og gik hen til sofaen og satte hende stille ned på sofaen og satte sig også ned ved siden af hende "nu kan du få svar på dine spørgsmål" sagde han bagefter med et smil.

Hun sad rart i den store bløde sofa, og tænkt hvilket spørgsmål hun skulle stille først, der var jo så mange. "Okay, Hvad for nogle væsner er der, og er jeg også et af dem?" spurgte hun naivt, men også lidt nervøs for hvad svret ville blive, for hvad nu hvis hun var et monster, og hvad nu hvis der ikke fandtes andre som hende?

"hmmm har du noglesinde fået fortalt nogle eventyr eller læst nogle eventyr?" spurgte han hende imens han kiggede på hende.

"Hvad er eventyr?" spurgte hun lettere forvirret, da hun aldrig havde fået så meget at vide, fordi hun jo var kommet væk fra sin familie som helt lille, og hacde derfor aldrig rigtigt lært så meget om verden, som hun gerne ville.

"nå men jeg kan bedre forklare det sådan her i eventyr findes der både elver, engle, vampyr, varulve og dæmoner og normalt i et eventyr er der altid en helt der redder verden fra jordens undergang eller sådan noget" sagde han med et smil.

"Findes der også sådan noget her i virkeligheden?" Spurgte hun forundret og nysgerrigt(staves), tænnk nuhvis hun var sådan et væsen. Aimi havde tit høt folk tale om Elvere, og om hvor gode de var, nede ved stationen, men havde aldrig helt vidst hvad det vat (hun kunne ikke sætte billede på det).