Blodtørsten er stor-- Zann

Amber gøs en smule troede han virkelig at hun ville gøre som han sagde og hvordan ville han overhovdet holde øje med hende, hun rystede svagt på hovdet af det han sagde til sidst " Hvem siger at jeg vil" sagde hun og gjorde alt for ikke at angribe ham. Han skulle ikke tror at hun gjorde det af sin engen fri vijle hun havde været svag hvor han havde fældet hende første gang og det ville ikke ske igen. Hun gispede overrasket da hun mærkede kniven, som gled henover hendes arm efterfulgt af en revne. Hun vendte sig om imod ham og blottede sine tænder. Hun gjorde det tydeligt at hun ikke ville havde noget med ham at gøre. Hun rejste sig hurtigt op " er det iorden hvis henter noget tøj?" spurgte hun koldt og gik hen imod et andet hjørne som nu var så længest væk fra ham. Hun kiggede afventende på ham.

Han smilede roligt mens han så på hende med et roligt blik "vis du ikke snart begynder at vise mig respekt og gøre hvad jeg siger uden brok så ender det med jeg spærre dig inde" sagde han roligt og koldt mens han så på hende med vrede øjne "er det forstået" sagde han vredt

Hun nægtede at giv efter for hans pres hun ville heller spærres inde end at gør som han sagde han var en pest som bare skulle udryddes, men hun vidste ikke hvordan? Men hun ville sørge for at det nok skulle ske hun ville heller død end at bøje sig i støvet for sådan en beskidt ulv som ham " så må du heller spærre mig inde" hvæssede hun bittert. Hvornår ville hun snakke med Jaster, hun savnede Jaster. Hun begyndte at gå cirkel om ham og hendes blik var koldt stikkende. hun begyndte at grine " eller måske har du ikke det der skal til" hun sagde det sidst med så kold et toneleje at man næsten kunne fryse ihjel på det. Hun vidste godt at hun ville få dobbelt så meget tilbage fra ham. Hun gik hen imod døren inden han kunne nå at reagere på hendes udbrud.

Hans hud var allerede grå og han havde allerede taget hårdt fast om halsen på hende og klemte hende hårdt om halsen "hold så kæft din lille modbydelige b***h" sagde han vredt og kastede hende så hårdt ned i stengulvet det flækkede "vis du vil vide det må du hellere lade være med at irritere mig det er fuldmåne i aften og ikke engang Jaster kan overleve min varulveside den hvide varulv er så magtfuld at ikke engang en dæmon kan overleve det" sagde han hårdt

Amber gispede det hun ramte gulvet, men hun var ikke sådan lige til stoppe. Hun var sulten og hun var irrteret over at være fanget, hvis ikke snart hun fik noget blod ville hun eskplodre af blod mangel. Amber var ligglad hun ville heller død end at være hans fange. Hun sukkede irrteret og blev ellers bare liggende. Men hun vidste godt at hun ikke ville død. For så havde han ingen måde på få sin elskede tilbage og det ville han nok synes var syndt. Hun kneb øjnene samme og overvejede hvad hun skulle sige " fint du dræber mig bare" sagde hun koldt og ligegyldigt. Det hele kunne være lige meget, hun vidste ingengang om hun ville komme til at se Jaster igen.

Han grinte lidt og løftede hende op i luften så hun blev kvalt mens han grinte lidt igen "du ved jeg ikke kan slå dig ihjel men der skal ikke meget til så skal jeg love dig for jeg skal finde en måde at torturere dig" hviskede han blidt og grinte igen "fortæl mig det værste du hader" sagde han roligt

Hun himmlende svagt med øjene og smilede bredt hvis han ikke vidste det ville han aldrig komme til vide det, hun tog sine hænder op til hans hånd som holdte om hendes hals. Hvorfor skulle hun fortælle ham det, for det ville jo bare gøre hende svag. Hun begyndte med lidt besvær at grine " prøv mig" sagde hun hånligt og ville ikke sige noget om det hun mest hadede. Hendes øjene lynede af had " Hvad hader du?" spurgte hun bare for at presse citronen.

Han smilede "Vis du vil vide hvem jeg hader hedder han Jaster" sagde han vredt "den lille modbydelige myg burde bare klaskes" sagde han roligt og grinte ondt han vidste hun blev irriteret over det lige nu "jeg ved du elsker ham du kan ikke benægte det og desuden jeg giver dig en ordre på at fortælle mig hvad du hader mest" sagde han roligt

" den eneste myg jeg kan se er dig" sagde hun blottede svagt sin tænder, hun vendte blikket så godt hun kunne ned i jorden for ikke at se på ham. Hun overvejede hvad hun skulle gøre hun bed tænderne hårdt sammen og nægtede stadig at sige det kæmpede bravt selvom hun nok snart ville komme til at nævne det for ham. Hun vendte blikket imod ham og fnøs kort " jeg hader dig og svage mænd som dig der tror de kan bestemme, godhed og alt blidt og rart" hun havde sagt alt det hun havde at sige spyttede hun efter ham for hun havde samlet en hel masse spyt da nu stadig holdte hende om halsen at det svært for hende at synke. Men han fortjente at få spytklatten lige i hovdet.

Han grinte før han tog hånden i vejen og tørte den af på hende i stedet "jamen vis jeg er så svag og samtidig stærkere end dig må du være svagere desuden så skal jeg nok få knækket dig en dag måske ikk idag eller imorgen men jeg bliver ved til det sker jeg er ikke typen der gir op" sagde han og kastede hende "tag noget tøj på og gå ud og spis du har en halv time til at komme tilbage du må ikke snakke med nogle røre nogle andre end dit offer eller kontakte nogle"

Amber ledte ganske kort efter sit tøj og tog det på " godt for dig, men den dag du har fået mig gjort god så dræber jeg mig selv" sagde hun blottede svagt sin tænder, ville det være nu hun kunne stikke af. Hun overvejede det og svagt smil bredte sig over sine læber " som du ønsker" sagde hun lettere irrteret over at hun ikke kunne søge hjælp. Hun gik ud af døren og smækkede den i efter sig hun gik stille og roligt ned af trappen, han ville ikke kunne følge efter hende for hun ville fange hans fært så hurtigt at hun vidste at han fulgte efter hun. Vinden blæste køligt da hun kom udenfor. Nu ville hun ønske hun kunne tage hjem og bare glemme alt om ham, og alle de ting han havde gjort ved hende. Hun forsatte ned af gaden til hun kom noget mere befærtet gade, mennesker var der masser af og hun skulle udvælge en, men hun havde ikke tænkt sig tage en svag, som han havde sagt hun skulle. Nej det skulle være en stræk og meget vedholdene person, som hun kunne tage noget blod fra uden han døde. Hun uvalgte en rødhåret dreng som så meget stræk ud og smilede svagt, hun fulgte efter ham med vis afstand imens hun ventede på at han skulle blive alene.

Zann gad ikke følge efter hende han lod hende gå alene hun havde sine ordre og var tvunget til at følge dem han gik ovenpå på taget og så ud over byen og ventede der var allerede gået 10 minutter hun havde 20 minutter endnu masser af tid men vis hun ikke kom til tiden ville hun komme til at fortryde det han vidste allerede hvordan

Hun havde fulgt drengen i stykke tid, hun betragede ham kort før hun smilede bredt, hun havde allerede en plan og den skulle fungere " hør her" hvæssede hun til drengen som med frygt i øjene lod sit blik ned jorden " du skal hjælpe mig og hente hjælp, men først skal jeg havde noget af dit blod" sagde hun greb fat i ham. Hun mærkede hvordan drengens hals gav efter og blodet løb ned i hendes hals, efter nogle minutter havde fået nok, drengen blev noget nervøs " du bliver nød til hjælpe mig med skaffe hjælp" sagde hun og kom i tanken om at hun ikke vidste hvor han boede og sukkede " du skal finde Jaster og sige at jeg har brug for hans" sagde hun klappede ham svagt på kinden, før hun begyndte gå. Planen var sikkert gået i vasken. Hun var ikke længe om indfinde sig, hun lukkede døren efter sig og satte sig i hjørnet, hun kunne sagtens lugte at han var oppe på taget, men hun havde ikke lyst til at tiltrække sig for meget opmærksomhed.

Han grinte og kom ned til hende "din hjælper er død dræbt af vampyrdræbere som var efter dig de så dig bide ham de troede han var en vampyr du adlyder ikke du skal straffes" sagde han roligt og pegede mod døren til trappen ned til hans tortur rum "af sted Amber nu" sagde han roligt og koldt

Amber skar svagt tænder før hun, hun med meget langsomme bevæglser rejste sig op gik hen imod det sted han pegede på hun værdigede ham ikke et blik. Han var ikke det værd. Han var jo ingen gang bedre end Jaster, hun lavede kast med sit hår idet hun gik forbi ham " som du ønsker" sagde hun koldt. Han kunne staffe hende alt det han ville, hun var blev som hun var det intet der kunne lave om på. Selv ikke zann som troede han var så mægtig. Men han kun mægtig fordi hans gift var inde i hende. Hvis den gift ikke var havde hun dræbt ham. Hun knyttede sine hænder hårdt sammen, han skulle ikke slippe afsted med behandle hende sådan. Hun skulle nok finde en måde at give tilbage på.

Han smilede roligt og fulgte efter hende "lider du af klaustrofobi?" spurgte han roligt med en halvvenlig tone indtil de kom ned til det ret store rum og han satte sig på en stol ved døren "nej det gør du nok ikke" sagde han og smilede ondt "enhver har en svaghed og jeg tror jeg ved hvad din svaghed er din svaghed er Jaster" sagde han roligt "vis jeg forbød dig at se ham nogensinde blev du nød til at adlyde selv vis jeg slap dig fri for mine ord er lov så vis jeg forbød dig aldrig at se ham er det ligemeget med om jeg fjerner giften du har jo fået ordren mens du havde giften vis du forstår" sagde han roligt det var en finte men det var værd at prøve

Amber knyttede sine hænder idet han sagde det han sagde, hun bed tænderne hårdt sammen, han kunne lige prøve hun vendte sig om imod ham. Hendes øjene og ansigt sagde intet. Hun havde lyst til at slå ham. Men hvis ikke hun måtte se Jaster gjorde det ikke noget. Hun følte alligvel stik af savn da han nævnte Jaster. Men det var ikke noget hun lod Zann se " fint giv mig bare den odre, men så får du heller ikke Haylin at se" sagde hun for give igen. Hun vendte sit blik væk fra ham. Zann var og blev en spade. Hun hadede ham

Der gik lidt tid før Zann pludselig stod ved siden af hende og tog hende om halsen hårdt op på en metalvæg med bolte som stak ud af væggen så det gjorde ondt hele vejen ned af hendes krop han smilede roligt og så på hende roligt "det er der du tager fejl lille ven for der er forskel jeg er din leder din hersker din chef din mester jeg kan gøre alt ved dig og du kan intet gøre jeg kan slippe dig fri når Haylin er fri men jeg kan samtidig osse gi dig ordreren tror du ikke jeg allerede er klar på det? Jeg har allerede planlagt at rejse jeg har opdaget en ting ved Jaster han kan ikke forlade byen han ved vis han gør det mister han herredømmet over byen" sagde han smilende

Amber løftede sine hænder op til hans som var i klævertag omkring hendes hals, hvad havde han tænkt med det? Hun var vidst bleven brik i et større puslespil. Hun betragtede ham og hendes øjene lynede af had. Tænk at han kunne være så dum. Hun svarede ham ikke fordi så ville han bare vinde, men amber ville aldrig give op. Hun ville finde måde, selvom vidste at det måske ikke lykkdes for hende og at det ville tage livet af hende, men hun ville heller død end ikke at kunne være sammen med Jaster. Hvor hun drog hadede ham, hun mærkede boltene imod hendes ryg og smerte som begyndte brede sig til hele hendes krop. Lille ven? Amber var ikke hans lille ven faktisk var hun ikke hans ven overhovdet, faktisk ønskede hun at ville falde død. Hun samlede alt sin styrke og sparkede ud efter, men det skulle hun ikke havde gjort for med et gav det ordenligt knæk i hendes ryg. Amber gispede af smerte, men det var til at holde ud, selvom den kom bag på hende. Hun håbede at der ikke sket noget alvorligt med hendes ryg, men det ville drog gro sammen igen men det ville tage noget tid. Hun skulle havde spyttet ham hovdet stedet for.
Hun bed sig hårdt læben for ikke komme til råbe noget af ham, som bare ville forværre det hel. Det var godt at hun var en vampyr, men der var også grænser hvad en vampyr kunne holde til, men hvis han ville dræbe hende så fint det måtte han gerne, men Amber var den eneste brik dette her syge puslespil som kunne give ham hans mennske tilbage.

Han smilede "du er her kun for at kigge på er du mig ulydig igen bliver det værst for dig sagde han og slap hende så hun faldt ned metalrummet havde intet ingen vinduer og kun en lille lampe han valgte at ville spærre hende inde efter at have sluppet hende gik han op af trapperne og lukkede den halvanden meter tykke pansrede dør efter sig og gik så hen og satte sig i sin stol roligt

Amber hvæssede svagt af ham da han gav slip på hende og hun faldte til jorden, det gjorde meget ondt i hendes ryg og hun kunne ikke følge efter ham som hun havde villet hvis hendes ryg havde været iorden, men nu koncenterede hun sig bare om smerten i hendes krop, den ville heldigvis snart forsvinde idet hendes knogler snart ville hele men processen var meget langsom.

Zann gik hen og lagde sig i sin seng for at sove men kunne ikke han lå bare vågen hele natten og smilede mens han tænkte på det ene og det andet han kunne få hende til da han endelig besluttede sig og rejste sig og åbnede en lille luge i døren "gå hen til den væg længest væk og bliv ved den" sagde han og låste døren op og kom ind og låste efter sig og kom roligt ned til hende og stilte sig ved trappens fod

Amber kiggede med et hadefuldt blik op på ham, han var en idiot. Amber havde nydt at han var gået og hun vidste ikke det stadig var nat eller om det var dag. Hendes lyse hår faldte svagt ned og hendes skulder imens hun langsomt rejste sig og gik hen og stilte sig i den fjerneste ende. Hendes ryg havde helet imens han havde været oppe " javel" sagde hun koldt idet hun kiggede på ham. Hendes blik var meget koldt og fuldt af had. Hun vidste godt at det var dumt at tirre ham, men hun var så træt af ham og ville engtlig bare havde ham til at forsvinde.

Han smilede roligt før han så på hende roligt "jeg synes jeg vil være sød mod dig og jeg ved hvor meget du elsker smerte" sagde han roligt før han fandt en pisk frem fra et hemmeligt skab som man skulle bruge håndscaner for at åbne før han svang den rundt og piskede hende uden det gjorde sindssygt ondt det rev faktisk bare hendes tøj i stykker så det faldt af hende lidt efter lidt

Da Zann fandt pisken frem blev hun mere sur end hun var, Hendes lævar baren lang streg og hendes øjene ar kolde og giftige og hvis øjene kunne dræbe så ville man død lige med det samme. Hun havde ikke lyst og blev bare mere sur. Hun mærkede hvordan vreden bare blev større " stop" sagde hun koldt og bevægede sig ikke væk fra slagene.