Kun se ikke røre //Zann//

Tid:18.34
Sted:Søen
Vejr:Solskin og skyfrit
Omgivelser:Ingen andre end Valentina
Årstid:Sommer


Valentina sad et stykke fra vandkanten ved søen, under et træ. Hun kunne godt lide søen, men kun fra afstand, da hun ikke kunne tåle vand, hendes kræfter ville forsvinde i en stor mængde vand så hun holdte alt tid lidt afstand derfra. Man viste jo aldrig om der pludselig kom en for at overfalde en.
Valentina lænte sig tilbage mod træstammen og så op i dens kronblade. Det var varmt, et vejr der passede til hende.
Hun havde et par afklippede mørke jeans på, der gik til midten af lårene og et sort korset- hun gik ikke rundt med så meget tøj, da hvis hun havde meget på nemt kunne komme til at sætte ild til det. Hende arme var i hvert fald altid bare.

Zann kom roligt gående mod søen som sædvanligt kom han gående i bar overkrop og cowboybukser mens han langsomt gik længere og længere mod søen og stoppede ved vandkanten hvor han satte sig og så ud over vandet roligt med et smil

Valentina så ned mod søen igen og opdagede en nytilkommen. Hun gneb øjenene en smule sammen, en ung mand var det. Hun så hurtigt til siderne inden hun rejste sig op. Han så ud til at være alene, og derfor gik Valentina ned imod ham.
Hun ville godt nok helst holde sig fra vandet, men det gjorde jo intet når den unge mand ikke kendte hende eller hendes kendskab til vand.

Zann's nakkehår rejste sig kunne han mærke og han sagde uden rigtig at tænke over det "dæmon" det var lavt men han vidste hun lige præcis kunne høre det før han vente blikket mod hende og smilede venligt og rejste sig før han gik nogle skridt væk fra vandet og satte sig igen

Valentina smilte venligt til ham da han vente sig om. Hun hørte nemt hvad han sagde. Hendes smil blev til det kække smil der altid på på de røde læber.
Hun gik langsomt ned mod ham, hun var ikke ude på ballede måske lidt selvskab. Hun var heler ikke kendt for at holde sig særlig meget tilbage. På en måde var hun glad for at han gik længere væk fra vandet, så behøvede hun ikke at bekymre sig fr det.
"Hej" hilste hun med et smil, da hun nåede hen til ham, godt nok holdt hun sig omkring en meter fra ham, bare for en sikkerheds skyld. Da efter hun var kommet lidt tættere på godt havde opdaget at han ikke var menneske, måske varulv?

Zann så roligt mod søen før han vente blikket mod hende blidt "hej" sagde han roligt før han så hende direkte i øjnene og smilede normalt ville han smile frækt eller charmerende men der var noget anderledes ved hende noget han kunne li så han smilede bare normalt

Valentina smilte venligt da han så hende i øjnene "Må man sætte sig?"spurgte hun, normalt ville hun smile kækt men i stedet kom der det venlige smil på. Nogen gange kunne det at hun var dæmon skræmme andre, ikke at han så ud til at være skræmt men over det men alligevel, hun var jo ikke ude på ballede...lige nu i hvert fald.
Hun satte sig ned inden han havde en chance for at svare, stadig med et stykke i mellem dem.

Zann lagde sig ned på ryggen og lukkede øjnene "navnet er Zann Kenda varulv" sagde han roligt med et roligt normalt udtryk i ansigtet

Sidder på min mobil så kan ikke skrive så meget

Valentina smilte og så på ham da han lagde sig ned, men flyttede derefter de brune øjne, mod søen. "Valentina Vanessa Viper" præsenterede hun sig selv med et kort glimt af et kækt smil. Hun trak knæende op og lagde armene rundt og lænte hovedet frem så hun kunne hvile hagen oven på knæene. "Men kald mig Tina, JEg er ved at være træt af alle V'erne"tilføjede hun med et smil og skævede kort til ham.



Okay, helt i orden

Han så på hende lidt før han sukkede og lukkede øjnene igen og lagde armene om sit hoved som skjulte han noget

Valentina forstod ikke helt hvad der var med ham og slap taget om sine ben og lænte sig lidt tilbage så hun holdt sig en smule oppe ved hjælp af albuerne.
Hendes blik var rettet mod søen igen, hun ville gerne spørge hvad der var, men hun kendte ham sådan set ikke så det kom nok ikke hende ved og hvis han ville fortælle gjorde han det nok.

Han lå stille med lukkede øjne hans problem var at for første gang siden han blev varulv følte han sig genert specielt når han så på hende så han skjulte det ved ikke at se på ham

Valentina så kort på ham igen, samtidigt med at hun pustede til et lok af hendes hår der blev ved med at falde ned foran hendes øjne. "Er det normalt for en hund at være så stille?"spurgte hun prøvende, men i en drillende tone. Hun sagde det egentlig bare for at bryde den pinlige tavshed der inden længe ville opstå hvis ingen af dem sagde noget.

Han trak på skulderen han kunne ikke andet det var som hans stemme var væk

"Mmmhm.."sagde Valentina og så på ham, med sammen gnebne øjne. Hun havde aldrig prøvet at en dreng ikke sagde noget til hende, ikke engang et forfjamsket mumlen. Hun vente sig om så hun lå på alle fire og kravlede hen til ham. Hun holdt sit hoved hen over hans, så hendes lange kastanjebrune hår faldt ned i hovedet på ham. "Har katten taget din tunge?"sagde hun med sit kække smil.

Han rystede på hovedet før han kyssede hende på munden og mærkede de mange kendetegn sommerfugle i maven lysten til at blive ved han var faldet for hende helt pladask han slap hendes læber og fik sig fri og rejste sig op for at gå hen til søen og hoppe i uden et for stort plask

Man kan godt sige at Valentina blev meget overrasket. Hun var faktisk kun blevet kysset en gang før, selvom hun var 34 år-men lignede en på de 17 på grund af at hun var dæmon.
Det kriplede i hende da han flap hendes læber øjeblikket efter igen og rejste sig op. Hun selv satte sig ned med et lydløst bump og stirrede efter ham da han gik ned til søen. Hun nikkede tænkende en enkelt gang, mens hun stirrede hypnotiserende efter ham.
Hun flirtede tit med drenge og om vendt, men hun havde aldrig ladt sig forelske eller gået videre med dem, da hun havde det problem at når hun blev tændt, blev hun bogstavligt talt tændt....hendes evne selvantændte hvis der skete hurtige ændringer i hendes humør eller følelser, og chancen for at skade andre ved uheld var stor.

Han svømmede lidt rundt før han svømmede hen til kanten igen og kom op derfra "ups" sagde han og så ned af sig selv "jeg har ikke noget håndklæde med" han sukkede og tog sine bukser af og så på hende kun i underbukser med et roligt blik og holdte sig et stykke væk fra hende

Valentina's blik hvilede på ham mens han svømmede rundt i søen. Da han kom op igen og gjorde hende opmærksom på at han ingen håndklæde havde, så hun på ham et øjeblik inden hun rejste sig op og gik langsomt hen til ham.
"Må jeg?"spurgte hun da hun var nået hen til ham. Hun stod en armslængde fra ham.
Hun videre at se på hans ansigt og vente på svar rakte hun sin hånd frem mod ham, samtidigt med at hun lukkede sine øjne. Huden på hånden og et stykke op mod albuen begyndte at se ud somom det glødede. Da hun gik et lille skridt frem så hun svagt rørte hans brystkasse. Hørtes lyden af vand der mødte noget varmt. Hun varmede hele hans krop op så vandet ville fordampe. Hun passede dog på med kun at få den op på en temperatur som han ville kunne klare og hvor vandet samtidigt ville fordampe fra ham.


//Skal spise tilbage om lidt//

Zann smilede og så på hans krop roligt lidt som stadig var våd "hvad end du vil så ja" sagde han roligt og så fortsat så på hende og mærkede varmen og ventede på at hun var færdig og da hun endelig var færdig krammede han hende blidt med et stort smil "tak" sagde han roligt

Valentina blev igen overrasket, denne gang var det på grund af at han krammede hende. Hun var van til at andre ikke kom hende nær lige med det samme, da hun var lidt....mærkelig? ja det passede vist fint til hende.
Hun gengældte krammet med et hurtigt kram, da hun var bange for at hendes krop skulle være blevet varm, kogende varm, som den nogen gange kunne blive når hun brugte sin evne. "Så lidt"sagde hun og smilte et halvt venligt og halvt kækt smil, da hun slap krammet.

Zann smilede roligt og så på hende lidt før han kyssede hendes kind og gik forbi hende for at sætte sig under et træ som han lænede sig op af og bankede på jorden ved siden af ham som en gestus til hun kunne sætte sig der hun undrede sig sikkert over hvorfor han virkede så modig ved sådan bare kysse en dæmon selvom han ikke havde nogle specielle kræfter

Valentina forstod ham ikke rigtig, først virker han genert og så kysser han hende..to gange munden og kinden. Hendes øjne viste at hun var forvirret og ikke var helt tryk ved ham da hun ikke kunne finde ud af hvad han var ude på. Hun gik med langsomme skridt hen til ham. Hun prøvede egentlig at lagde være med at regne ham ud, da det bare ville føre til et udbrud hvis hun blev alt for forvirret eller kom til at tænke på for mange ting af gangen. Hun havde endnu ikke lært at styre sin evne, da hun ikke havde kendt til dem så længe. HUn lod sig glide ned på jorden ved siden af ham mog sørgede for at der var et stykke mellemrum i mellem dem. Bare indtil hun havde fundet ud af hvad han var for en, ville hun holde lidt afstand hvis hun nu skulle selvantænde.

Zann så ned i jorden lidt før han vente blikket mod hende "du undre dig nok over hvorfor jeg skifter sådan" sagde han roligt han kunne ikke læse tanker men hun undrede sig over noget og det kunne han se så han gættede sig til det "jeg var meget genert men da jeg kyssede dig føltes det virkelig godt bedre end det nogensinde har gjort før så derfor ville jeg gerne have mere fordi jeg øh" han så lige ud for sig "er faldet for dig"

Valentina så bare på han og nikkede svagt. Mænd var før faldet for hende og hun havde med glæde gengældet deres flirten, men hun havde aldrig lagdet nogen forelske sig i hende eller lagdet sig selv forelske i nogen. Så hun var ikke helt tryk ved det sidste han sagde.
"Hvordan kan du falder for en du lige har mødt?"spurgte Valentina og kunne ikke helt tro ham. Hun smilte venligt for ikke at virke ond over for ham.